Kristeligt Dagblad mener: Vær forsigtig med religionspolitik

Regeringen vil stramme loven, men religionsfriheden er på spil

Der er vel ikke mange danskere, der er imod, at det bliver forbudt for især muslimske unge piger at gifte sig religiøst, inden de fylder 18 år. Derfor kommer regeringen formentlig ikke til at møde nogen stor kritik af det forslag, den fremlagde i denne uge.

Men forslaget er alligevel problematisk, og det bør sende alarmflagene til vejrs hos dem, der står vagt om religionsfriheden.

Formålet med det nye tiltag er at forbyde religiøse vielser af mindreårige. For tre år siden strammede Folketinget reglerne, så man skal være 18 år for at blive gift med borgerlig retsvirkning. Men man kan blive gift muslimsk. Selvom det religiøse ægteskab ikke gælder ude i samfundet, binder det især pigen og kvinden. De kan ikke blive løst fra det muslimske ægteskab, medmindre manden accepterer det. På den måde lever mange muslimske kvinder med stærk social kontrol og begrænsninger af deres liv. De tvinges til at gå med tørklæde, må ikke forlade hjemmet uden følge af en mand, afsondres fra sociale aktiviteter og så videre. Og skilt kan de ikke blive, hvis manden nægter det.

I januar udgav Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, en diger rapport, der beskriver en række muslimske kvinders komplekse erfaring med muslimsk ægteskab og skilsmisse. Mange er fastlåst og kan ikke komme videre i deres liv. Deres mænd nægter dem skilsmisse. Det muslimske ægteskab er blevet et fængsel for dem.

Rapporten vakte behørig opsigt, og nu kommer første del af det politiske svar. Men det er praktisk talt umuligt at lovgive imod social kontrol. Den er mere kulturelt funderet end i snæver forstand religiøst.

Regeringen har dog behov for at fremstå handlekraftig. Den beskyldes for at være svag på indvandrings- og integrationspolitikken. Derfor denne lille ”strammerpakke”, som den har betegnet forslaget: forbud mod religiøse vielser af mindreårige og skærpet straf for at fastholde en person i et ægteskab med tvang.

Da man ikke kan lovgive imod islam, sætter regeringen det altomfattende begreb ”religiøs” på. Indgrebet kommer derfor også til at gælde alle katolske og jødiske ægteskaber, som har det tilfælles med de muslimske, at de teologisk set kun kan ophæves religiøst ved en religiøs institution. I sin helt forståelige kamp for at bekæmpe social kontrol risikerer regeringen derfor at indsnævre religionsfriheden.

Det er desværre ikke første gang. I de senere år har den politiske bestræbelse på at gøre livet svært for radikal islam med blandt andet skærpede regler for imamer i praksis betydet, at det er frikirkepræster, katolske præster og udenlandske kristne missionærer, der er blevet ramt af lovgivningen.

Siden 2017 har alle religiøse forkyndere, der søger om vielsesbemyndigelse i Danmark, været forpligtet til at deltage i et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre. Det skulle dæmme op for tilrejsende mellemøst-imamers mangel på forståelse for danske normer. I praksis er det imidlertid pæredanske kristne valgmenigheds- og frikirkepræster og andre ikke-muslimer, der fylder op på skolebænken. Muslimerne, som kurset var rettet mod, udgør en forsvindende lille andel.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har formuleret det slagkraftige udtryk ”Gud har vigepligt”. Det kan være fint nok i mange tilfælde, for langt de fleste, også jøder og kristne, hylder det sekulære samfund. Men frihed er en kompleks størrelse, og når politikere kan finde på at forbyde et religiøst muslimsk ritual, der formentlig næsten ikke benyttes, hvad kan politikere så ikke også finde på?