Det er en god leveregel, at man skal rydde op efter sig selv. Det ansvar kan være let nok at tage på sig, når det gælder i det små, som når man eksempelvis taber en liter mælk på gulvet. Men det gælder altså også i det store, som når man giver statsborgerskab til personer, der senere misbruger denne tillid på en nærmest landsforræderisk manér.
Derfor nytter det ikke noget, at regeringen i et omdiskuteret lovforslag lægger op til, at den til enhver tid siddende integrations- og udlændingeminister får suveræn ret til at tage statsborgerskabet fra eksempelvis personer, der har kæmpet for den på alle måder modbydelige terrorbevægelse Islamisk Stat i Syrien.
Der er ikke noget som helst positivt at sige om den slags personer, men når demokratiet har begået den fejl at tildele dem statsborgerskab, må demokratiet også rydde op efter sig. Og i et demokrati foregår en sådan oprydning ved domstolene, hvor den tiltalte med hjælp fra en advokat får mulighed for at fremføre sin sag, før en så alvorlig handling som fratagelse af statsborgerskab eventuelt kan besluttes.
Logikken bag regeringens forslag er den enkle, at en administrativ fratagelse af statsborgerskab kan afskære IS-krigerne fra at vende tilbage til Danmark, hvor de risikerer at fortsætte deres terrorhandlinger.
Det er fuldt forståeligt, og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) argumenterer da også fornuftigt for, at der er tale om et redskab, der kun skal bruges i de mest risikable tilfælde, hvor en dansk IS-kriger vurderes at udgøre en åbenlys sikkerhedsrisiko, hvis vedkommende vender tilbage til Danmark. Det understreges også, at forslaget i udgangspunktet kun omfatter personer med dobbelt statsborgerskab.
Alligevel er forslaget, som ventes vedtaget i dag, problematisk. Ganske vist kom regeringen i går kritikken i møde ved at acceptere en udløbsdato, hvorefter loven skal vurderes, men magten til at afgøre, om en person kan forblive statsborger, bør ikke koncentreres hos en enkelt person. Det er ikke i strid med Grundloven, vurderer førende eksperter, men det er en udhuling af retsprincipperne, ligesom det åbner for, at håndteringen af statsborgerskab blæser med vinden, alt efter den siddende ministers holdninger. Skulle et politisk flertal mene, at domstolene er for slappe, når det gælder fratagelsen af statsborgerskaber, er det jo deres demokratiske ret at skærpe lovgivningen.
Når vi i dag står i den ubehagelige situation, at danske statsborgere vil bekrige det demokrati, der bød dem indenfor, er udfordringen jo ikke fratagelsen af et statsborgerskab. Årsagen til problemet ligger i selve tildelingen af statsborgerskab, der indtil for få år siden foregik uden blik for modtagerens demokratiske sindelag.
Denne proces er heldigvis strammet markant op, blandt andet med krav om selvforsørgelse, danskkundskaber på et højere niveau og en prøve i danske samfundsforhold, hvilket styrker sandsynligheden for, at statsborgerskab kun gives til personer, der vil det danske samfund. Senest er processen udvidet med det omdiskuterede krav om et håndtryk ved den ceremoni, hvor statsborgerskabet tildeles. Dette kan synes kunstigt, men kulturelt sender et håndtryk dog et signal om en imødekommenhed, der bør være en forudsætning for statsborgerskab.
Statsborgerskab er en gave og en pligt, og det skal uddeles med omtanke. Men får man statsborgerskab, skal det også være vanskeligt at miste det. Det skylder man ikke nødvendigvis den person, der har misbrugt samfundets tillid, men det skylder man den betydning, statsborgerskabet bør have.