Europa er i bevægelse på de centrale spørgsmål om islam og migration. Det er områder, der er tunge nok til at afgøre valg i vestlige lande i dag. Forrest går lige nu Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz, der begge har krævet, at man må sætte ind over for ”politisk islam” i kølvandet på terrorangreb i deres lande.
I forgårs meldte Tyskland sig ind i kampen, da kansler Angela Merkel efter et møde med blandt andre Frankrig og Østrig erklærede, at EU skulle bekæmpe terrorisme mere effektivt. Europas ydre grænser skulle vogtes bedre, hvis man skulle bevare de indre grænser åbne, lød det videre. Det er en pointe, som har været rigtig i mange år, og det er godt at høre den fra tysk side.
Under det værdipolitiske nybrud ligger ændringer i EU’s centrum. I årtier dannede Frankrig og Tyskland en rolig midte i den turbulente debat om islam og indvandring i Europa, mens de to kunne kigge mod øst, syd, vest og nord og se bekymringen vokse hos østeuropæere, italienere, briter og danskere. Macron blev dengang valgt på at være et internationalt orienteret alternativ til den antimuslimske Marine Le Pen. Merkel var modsvaret til det antimuslimske parti AfD i Tyskland. De to kernelande i EU var længe enige om at tale for tværkulturel åbenhed, og de var desværre også længe enige om at vende ryggen til islamismen.
Men nu er de to landes veje ved at tage forskellige retninger, skønt Merkel prøver at foregive, at der er fælles fodslag. Terror og tyrkisk politik har drevet Frankrig ind i en position som Europas vokale islamkritiker. Tyskland kommer haltende bagefter. Når Østrig og Frankrig taler om at bekæmpe politisk islam, taler Angela Merkel om at bekæmpe terror. Når andre EU-lande diskuterer, hvordan man kan holde migration på et forsvarligt niveau, diskuterer tyskerne, hvordan migranter kan fordeles bedre. Det er ikke Tyskland, der driver den politiske udvikling frem på disse områder. Og det betyder, at Angela Merkel ikke er EU’s værdipolitiske leder, selvom hun har både den økonomiske magt og EU-formandskab. Den rolle har Macron i øjeblikket.
Der er ingen grund til at idealisere Macron. Han har en mangel på forståelse for religion i samfundet, som har potentialet til at mutere til militant sekularisme og blive ufrugtbar. Men ikke desto mindre ser Frankrig faren i øjnene. Det er det eneste fornuftige at gøre. Ikke for at dæmonisere muslimer, men for at tale – også med muslimer – om, at der er en forbindelse mellem muslimske ledere som Erdogan, der taler om religionskrig i Østrig, og sandsynligheden for, at muslimer begår terror i Østrig.
Værdibalancen er ændret i Europa. Det var Ursula von der Leyens migrationspagt allerede i september et klart udtryk for. Men den er ved at flytte sig yderligere. Det betyder formentlig, at Tyskland vil komme under pres for at tænke mere pragmatisk fremover.