Selvfølgelig skal der være nok medarbejdere i landets daginstitutioner. Naturligvis skal de ældre have et ordentligt tilbud – og det er ikke rengøring hver femte uge. Og det er indlysende, at kommunerne først og fremmest skal kigge på handicappede som enkeltindivider, ikke som mennesker, der skal spises af med den billigst mulige løsning.
Men svaret er ikke nødvendigvis minimumsnormeringer og fællesstandarder samt detailregulering om, hvor ofte de ældre eksempelvis skal i bad. Der findes gode og dårlige daginstitutioner, og det er langtfra altid, at pris og kvalitet følges ad. Der er kommuner, som har et højt forbrug pr. barn, men ikke nødvendigvis større tilfredshed blandt forældrene. Det samme gælder de ældre.
Man kan begræde, at danske børn har verdensrekord i timer tilbragt i daginstitutioner, men der er ikke noget, der tyder på, det vil ændre sig nævneværdigt. Derfor er det afgørende, at kvaliteten er god, og at der ikke kun er tale om det, pædagogerne kalder rå pasning. Tryghed og omsorg skal være i fokus, og det kræver tilstrækkeligt personale og ikke mindst stabile og faste medarbejdere frem for en perlerække af vikarer.
Men i stedet for ensretning, dikteret af minimumsstandarder fra Folketinget, bør man se på, hvorfor nogle kommuner og daginstitutioner lykkes i langt højere grad end andre. Her spiller ikke kun normering ind, men også eksempelvis medarbejdernes sygefravær, måden at fordele ressourcerne på og prioriteringen mellem tid tilbragt på kontoret og blandt børnene. Og noget som simpel vagtplanlægning er man også bedre til nogle steder end andre. Selv med de nuværende regler om dokumentation er der her store forskelle, og nogle børnehaver har reelt set en bedre bemanding, alene fordi medarbejderne har lavt sygefravær. Blandt andet takket være god og nærværende ledelse.
Svaret på dårlig kvalitet er nogle gange – men langtfra altid – at sende flere penge, og kommer de i form af øremærkede puljer fra statsligt hold, kan der meget let gå bureaukrati i tingene.
I Danmark har vi kommunalt selvstyre, og det giver kun mening, hvis kommunerne har reelle muligheder for at prioritere. Det vil sige, at alle skal have rimeligt med penge – også de steder i landet, hvor skattegrundlaget er lavt. Her ligger der en bunden opgave for Folketingets partier efter valget. At finde en udligningsordning, som opleves fair og rimelig – eller som minimum ikke urimelig – af både velstående og fattige kommuner.
Der kan være geografiske og lokale forskelle, der skal tages højde for, men det bliver også en balancegang mellem lokalt selvstyre og hensynet til, at danskerne ikke skal opleve at få alt for forskelligartet service og tilbud i et lille land.
Inden for de økonomiske rammer bør kommunerne selv have lov at disponere. Og så må politikerne i øvrigt stå til regnskab for vælgerne hvert fjerde år for de valg, de har truffet.