Et flag i kagen, en guirlande på juletræet og et splitflag over Amalienborg. Fra parcelhus til palads, fra kolonihave til kongebolig er enhver dansker vokset op med det rød-hvide korsbanner, som i dag fylder 800 år som verdens ældste nationalflag, der stadig er i brug.
For dagen i dag er valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, som ifølge sagnet fik guddommelig hjælp, da Dannebrog dalede ned fra himmelen i Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219, hvilket – igen ifølge sagnet – var udslagsgivende for den danske konges erobring af Estland.
Kendetegnende for Dannebrog er dog nok mest af alt, at det trods sin mytiske fødsel i krig og kamp kun har formået at overleve århundrede efter århundrede, fordi det samler, mere end det splitter. Krige og politiske nederlag har gennem historien formindsket det engang så udstrakte danske rige, herunder ikke mindst nederlaget i 1864, men forskånet for voldsomme regionale konflikter har danskerne, fra Gedser til Skagen, fra Blåvand til Ertholmene, altid kunnet samles om Dannebrog som symbol på et nationalt fællesskab.
Med korset i midten er Dannebrog naturligvis også et vidnesbyrd om den kristne arv, der har formet og stadig former Danmark og danskerne. En kristendom og et symbol, der ikke er ekskluderende eller udgrænsende, men som byder velkommen, hvilket man blandt andet kan konstatere, når Christiansborg på den årlige statsborgerdag får besøg af børn og voksne med rødder i hele verden, som med Dannebrog i hånden takker for det statsborgerskab, de har opnået ved at gøre en sproglig og samfundsmæssig indsats.
Der er da enkelte, der især som en udløber af udlændingedebatten har kritiseret danskernes flittige brug af Dannebrog, også i politiske sammenhænge. Eksempelvis kunne man her i avisen for et par år siden se en læserbrevsskribent omtale Dansk Folkeparti som det ”flagliderlige parti, der åbenbart har taget Dannebrog til ejendom i Danmarks største identitetstyveri”. Og ja, Dansk Folkeparti har ganske logisk med direkte appel til nationalfølelsen benyttet det rød-hvide flag i adskillige kampagner, men intet er til hinder for, at andre partier gør det samme.
Den slags konstruerede problemstillinger hører lykkeligvis til undtagelserne. For langt de fleste danskere ligger der intet politisk i at hejse flaget. At flage er en konkretisering af glæde og imødekommenhed, så op kommer flaget, når der er fødselsdag i familien, når datteren bliver student, sønnen bliver konfirmeret, og når man med familie og venner fejrer sølvbrylluppet.
Dagen i dag er en historisk dag. At en nation har sejlet under samme flag i 800 år vidner på smukkeste vis om, at man på samme tid sagtens kan rumme et globalt udsyn og en national stolthed, hvilket ellers udråbes til en af tidens store politiske konflikter.
At vide, hvem man selv er, og hvad man står for, sikrer rodfæstethed i en verden, hvor ganske mange ellers forsøger at puste til nationale og internationale konflikter. Hejs flaget, og lad det vaje med budskabet om, at her har vi et fællesskab, som vi ved, at man i store dele af verden gerne vil lære af. For som Carl Ploug, digter og medlem af den grundlovsgivende forsamling, skrev i sangen ”Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag” i 1867, kort efter 1864-nederlaget:
Og mind os om, at hvor vi går for folk og fædreland, os mangen kærlig tanke når, og mangt et ædelt hjerte står af samme følelse i brand hos kvinde som hos mand!