Valget bør handle om Middelhavet

Den massive folkevandring er en af tidens største udfordringer

Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad
Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

At dømme efter valgkampens første døgn er Danmarks største problem tilsyneladende, hvordan dagpengesystemet skrues sammen, om væksten i det offentlige forbrug skal være 0 eller 0,6 procent, og om det kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at arbejde. Alt sammen relevant bestemt, men også spørgsmål, der skygger for ikke kun Danmarks, men hele Europas måske største humanitære, politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordring anno 2015: At millioner af mennesker er på flugt fra krig og fattigdom. Alene i år ventes 200.000 flygtninge til Italien via Middelhavet, og tusinder har allerede mistet livet på den farefuld færd.

Spørgsmålet diskuteres som noget, der kan løses i lejre i nærområderne, en målretning af udviklingsbistanden eller med asylkontorer i Afrika. Intet kunne være mere forkert, og det er ansvarsforflygtigelse, hvis politikerne ikke tager spørgsmålet dybt seriøst. Den største folkevandring siden Anden Verdenskrig er i gang på grund af krig og ufred, men også fordi fattigdom og manglende fremtidsudsigter får unge fra Afrika til at søge lykken mod nord.

I dansk politik er der ikke tradition for at skelne mellem indvandrere og flygtninge, og begreberne bruges ofte i flæng. Det er måske forståeligt, i og med at de seneste 30 års erfaringer viser, at flygtninge, der kommer hertil, hvad enten det er fra Mellemøsten eller Balkan, siden er blevet indvandrere. De vender ikke hjem, hvilket i sig selv udgør en væsensforskel fra den ofte brugte analogi med de danske jøder, der blev sejlet over Øresund, og som svenskerne tog imod. Da krigen var slut, vendte langt de fleste jøder hjem til Danmark igen.

Der er og bør væreforskel på flygtninge og indvandrere. Der er ingen internationale konventioner, der giver ret til, at man kan slå sig ned, hvor man vil, og alene derfor er svaret på folkevandringen ikke at oprette asylkontorer i Afrika eller lignende. Fattigdomsmigranterne vil aldrig være berettigede til asyl og vil derfor fortsat riskere livet i jagten på det forjættede Europa. Drømmen om et bedre liv er forståelig og knuses ikke af, at man knuser menneskesmuglernes både.

Der er tale om en humanitær katastrofe, som skal tages dybt alvorlig i al sin kompleksitet. Danskerne ønsker generelt at hjælpe mennesker på flugt, men ønsker ikke en permanent demografisk ændring grundet massiv fattigdomsindvandring.

Folkevandringen synliggjort i ekstrem grad på bådene i Middelhavet udgør et etisk dilemma, der nok i første omgang foregår i Syd-europa, men som i høj grad bør være en del af den danske valgkamp. For virkeligheden blandt bådflygtningene er også Danmarks virkelighed. 

kdh