Frederiksens magtgreb er både politisk forståeligt og problematisk

Det er helt afgørende, at de nærmere regler for det politiske sekretariat og Martin Rossens virke i de centrale udvalg fastlægges

Martin Rossen. For få måneder siden vidste de færreste danskere, hvem han var. Ud over at han er den velklædte mand med mappe under armen, som stort set altid befinder sig omtrent en meter skråt bag Mette Frederiksen. Nu er han så blevet Danmarks første stabschef. En titel mange kender bedst fra Netflix-serier og fra virkelighedens USA, hvor stabschefen er den øverste politiske embedsmand, udpeget af præsidenten.

Herhjemme bliver Rossen leder af et nyoprettet politisk sekretariat i Statsministeriet og får derudover plads i regeringens to centrale koordinerende udvalg, økonomi- og koordinationsudvalgene. Oppositionen har været hurtigt ude med kritik af ordningen. Magtfuldkommenhed, lød det således fra Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen. Også her i avisen har tidligere professor i statskundskab Tim Knudsen peget på det problematiske ved, at Martin Rossen med sin plads i de koordinerende udvalg får en de facto-magt over mange ministre uden selv at stå til ansvar over for Folketinget og for offentligheden.

Knudsens kritik er relevant, også af den simple grund, at enhver nyskabelse i magtens allerinderste maskinrum må give anledning til bekymring, hvis det statsretligt befinder sig i en gråzone og finder sted på en måde, hvor Folketingets, mediernes og dermed befolkningens kontrolmuligheder er særdeles begrænsede. Men hvad angår det statsretlige er der også grund til at slå koldt vandt i blodet. Som højesteretsdommer Jens Peter Christensen har påpeget, ligger både Rossens placering i de centrale udvalg og etableringen af et politisk sekretariat i Statsministeriet inden for rammerne af den betænkning på området, som Christensen selv stod i spidsen for. Men at de formelle, statsretlige rammer er på plads, betyder naturligvis ikke, at modellen ikke kan vise sig problematisk i virkelighedens verden.

Argumentet fra Frederiksens side har været ønsket om at styrke den politisk-strategiske betjening af regeringen. Det er en legitim betræbelse, som også nyder bred politisk opbakning. I international sammenligning har vi i Danmark begrænset politisk rådgivning af ministrene, hvorfor størstedelen af den reelle politikudvikling finder sted i embedsapparatet. Især magtkoncentrationen i Finansministeriet er med rette blevet kritiseret fra flere sider. Man kan i den forbindelse undre sig over, at den betragtelige styrkelse af partiernes økonomi i vidt omfang er blevet brugt på endeløse ansættelser af kommunikationsfolk snarere end på dygtige folk til politikudvikling.

Selvom man således kan have forståelse for Frederiksens ønske om at styrke den politiske magt, er den danske model med et stærkt og politisk neutralt embedsapparat, som har historiske rødder tilbage til enevælden, en del af baggrunden for den kontinuitet og saglighed, som kendetegner den statslige forvaltning. Og som en god del af tilliden til det danske folkestyre bygger på. Hvis styrken ved denne model skal udfordres, skal det gøres yderst varsomt og med en sikker hånd på rattet. Derfor er det også helt afgørende, at de nærmere regler for det politiske sekretariat og Rossens virke i de centrale udvalg fastlægges.

Det havde været politisk klogt for Frederiksen og Co., om disse regler var klargjort på forhånd. Politisk uklogt er det også, at man med uklarheden nu har påkaldt sig offentlighedens interesse. Danskerne bryder sig ikke om magtfuldkommenhed, og medierne har fået serveret en vigtig sag, som de ikke vil holde op med at interessere sig for lige foreløbig. Hvordan Rossen-modellen føres ud i livet, skal vi fra mediernes side holde øje med. Godt øje.