For et gebyr på 40 kroner fik skibsreder A.P. Møller den 8. juli 1962 eneretten til at søge og udvinde olie og gas i den danske undergrund de efterfølgende 50 år. I dag lyder det som en latterlig pris for adgangen til de umådelige rigdomme, men dengang vidste man overhovedet ikke, om der var noget at hente i undergrunden. Desuden var det afgørende for regeringen at holde værdierne på danske hænder. Tilbage i 1932 havde man således vedtaget ved lov, at alle råstoffer, der ikke allerede tilhørte private, var statens ejendom.
I 1972 sprang den første olie fra Nordsøen, og i 1997 blev Danmark selvforsynende med energi. Politisk har der undervejs jævnligt være strid om, hvad der ville være en rimelig beskatning af ressourcerne. Især den yderste venstrefløj har kritiseret det politiske flertal for at forære samfundets fælles værdier væk.
Nu har A.P. Møller-Mærsk så solgt sin del af olie- og gasforretningen til det franske selskab Total for 47 milliarder kroner, og dermed er det oprindelige nationale argument for at forære virksomheden eneretten definitivt bortfaldet. I virkeligheden mistede argumentet allerede kraft efter få år, da A.P. Møller indgik et tæt samarbejde med hollandske Shell og amerikanske Gulf i Dansk Undergrunds Consortium, DUC, som i praksis har udvundet de kolossale ressourcer i Nordsøen og delt de store overskud mellem sig. Den danske stat har dog også fået en pæn andel af kagen, som har været med til at finansiere væsentlige dele af det moderne velfærdssamfund. Man kan imidlertid stadig diskutere, om de private virksomheder er blevet lovlig godt belønnet for den risiko og de omkostninger, der har været forbundet med at søge efter olie og gas.
I hvert fald har de økonomiske vismænd, Det Økonomiske Råd, tidligere peget på, at den norske stat procentuelt har fået væsentligt mere ud af sit engagement i olieindustrien end den danske stat af sit. Og danske politikere kunne og burde have strammet skatteskruen på olien tidligere og hårdere, end det reelt er sket. Selv hvis der dermed var blevet suget mindre olie og gas op af undergrunden, kan man spørge, hvor stor en ulykke det havde været? Der er jo blevet talt meget om bæredygtighed, som betyder, at kommende generationer skal have de samme udfoldelsesmuligheder som de nuværende. Historisk har vores uhæmmede afbrænding af fossile energikilder skabt stor materiel fremgang, men der skal meget snart findes andre måder at producere energi på, hvis nye generationer skal have de samme muligheder som de nulevende.
Oliefirmaet Total har lagt op til at ville sætte ekstra tryk på olie- og gaspumperne, og det giver sikkert god markedsøkonomisk mening. Ud fra en mere langsigtet betragtning om, at vi er forvaltere og ikke ejere af jordens ressourcer, ville det bare være mere hensigtsmæssigt foreløbig at lade olien blive, hvor den er. Der er trods alt mange andre meningsfulde måder at bruge den på end til afbrænding.
Vore børn, børnebørn og deres børn får så rigeligt brug for olien i utallige materialer som plast, glasfiber, asfalt, maling, tøj og medicinsk udstyr for bare at nævne nogle af dens alternative anvendelsesmuligheder. Måske kan der findes plantebaserede erstatninger for olien, men spørgsmålet er, om det kan nås, inden der bliver alvorlig oliemangel, fordi efterspørgslen overstiger produktionen, det såkaldte peak oil. Det vil indtræffe, længe før reserverne er udtømt om 40 til 50 år. I det perspektiv kører velfærdssamfundet virkelig på den sidste olie.