I aftes blev Danmarks nye store bogfest, Blixenprisen, afviklet for første gang. Hundredvis af branchefolk var samlet i København til gallaaften og uddeling af priser i over 10 kategorier. Forbilledet for festen er Oscar- og Bodil-festerne, hvor filmbranchen samles for at hylde årets bedste film og de personer, der skaber dem.
Forud for Blixen-festen har der været debat om prisens berettigelse. Som beskrevet i avisen i går frygter kritikere, at den nye pris drukner i de mange andre, der findes i forvejen. Hele 70 bogpriser findes der nu i lille Danmark. Vil de ikke bare kannibalisere hinanden?
Svaret er nej. Den bedste pris må vinde. Man skal ikke undlade at lave en ny pris, hvis ellers idéen med den er god, af hensyn til allerede etablerede priser som for eksempel De Gyldne Laurbær, der netop er blevet uddelt. Flere priser er ikke kannibalisering, men blot konkurrence.
Man skal imidlertid være opmærksom på, at priser næsten altid bruges til at profilere prisuddeleren og først dernæst litteraturen, som det hele handler om. Hver pris har sin profil, og sådan skal det være, for der står altid nogen bagved og betaler gildet. Det betyder, at ”årets bedste bog” altid er årets bedste bog ifølge et lille udvalg og stramt definerede kriterier. Der er masser af andre ”årets bedste bøger” derude, der ikke når op ad den røde løber.
Det har også været anført, at den megen ydre larm og overfladiske festivitas, der følger med en gallafest, står i modsætning til litteraturens væsen: bøger produceres i ensomhed og rækker ud til enkeltstående individer, der læser i isolation. Mere antifestligt og asocialt kan det næsten ikke blive. Det er sandt; litteraturen er meddelelser om eksistensen skrevet til hin enkelte. Men det udelukker da ikke fest. Der er en tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, og hvis bøgerne ellers er gode og værd at feste for, skal man slå sig løs og vise andre, at bøger er umulige at leve uden.
Særligt én forfatter blandt gårsdagens prisvindere er virkelig værd at feste for. Britiske Julian Barnes modtager 100.000 kroner som hæder for sit forfatterskab, der med rette er hyldet som et af samtidslitteraturens stærkeste. Hans aktuelle essaysamling på dansk om at miste sin hustru, ”Vejen op, vejen ned”, er superb læsning og en ærlig meditation over sorgens væsen og livet efter døden.
Men Barnes er også en ”svær” forfatter, der skriver ”litterær” litteratur - han er ikke til kogebøger, kendisbiografier og seneste nye påhit på bogscenen. At netop han fik en af de største priser i aftes er udtryk for eminent dømmekraft fra Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere, der står bag Blixenprisen. Det lover godt for langtidsholdbarheden af den nye pris. mbh