Mediet er budskabet, sagde den canadiske kommunikationsteoretiker Marshall McLuhan. Med det mente han, at medier påvirker samfundet ikke bare i kraft af det indhold, de viderebringer, men også og især i og med mediet selv.
Facebook er blevet symbolet på den digitale revolution, der har fundet sted de seneste 10-15 år med etableringen af sociale medier. De er blevet introduceret som neutrale indholdsplatforme, der bringer milliarder af mennesker i kontakt med hinanden, men vi ved, at de sociale medier først og sidst er avancerede algoritmer designet til at samle data om dig og mig og generere uhyre summer til ejere og aktionærer.
Nu er Facebook igen centrum for en kontrovers, denne gang foranlediget af beslutningen om at udelukke USA’s tidligere præsident Trump fra at benytte det sociale medie, foreløbig i seks måneder. Afgørelsen er formelt truffet af Facebooks såkaldte tilsynsråd, men selvom afgørelsen indeholder kritik af Facebook, vil det være naivt at tro, at tilsynsrådet træffer afgørelser helt uafhængigt af techgigantens interesser.
Under alle omstændigheder er det vanskeligt at finde en dybere stringens i beslutningen om at udelukke Trump. Alene det forhold, at politiske ledere som Ruslands præsident Putin eller Syriens præsident Assad frejdigt benytter Facebook, vidner om, at Trump-udelukkelsen først og fremmest er styret af kommercielle hensyn. Hvis presset for at gribe ind over for bestemte typer af ytringer eller personer bliver for stort, finder man en løsning, så pengemaskinen kan fortsætte uforstyrret.
Det er enhver virksomheds ret, men man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, at Facebook er styret af publicistiske ambitioner om at tjene demokratiet, ytringsfriheden eller offentligheden. Og det egentligt triste ved techgiganternes fremmarch er, at den fælles samtale, offentligheden, på rekordtid er overtaget af nogle få aktører, som ikke vil noget som helst andet med den position end at fifle med algoritmer, så de kan tjene flere penge og få mere magt.
Den dag kommer også, hvor de udvider biksen, så de kan profitere på alle vores vågne timer. Facebookistan har nogen kaldt det fremtidige rige, som ingen af os har ønsket at bo i, men som vi allerede finansierer med vores data og vores opmærksomhed. De er allerede på vej med egen valuta, og Google, Amazon og de andre giganter skal nok vide at sætte sig på resten.
Er det bare de etablerede medier og nationalromantiske nostalgikere, som klynker over den fagre nye verden? Muligvis. Og sandt er det, at også de etablerede medier historisk set har tjent masser af penge og haft masser af skjult magt. Men de har altid også været styret af en publicistisk ambition. De har indgået i og skabt grundlaget for en fælles samtale med deres læsere, lyttere og seere, de har været levende optaget af at oplyse og berige den konkrete virkelighed, det samfund, de har været en del af.
Facebook, Google og alle de andre ved, hvornår du sover, vågner, handler, arbejder og går i kirke. Men til syvende og sidst er de bedøvende ligeglade med dit liv og dit lokalsamfund.
Mediet er budskabet. Og de sociale mediers budskab er, at de er mere interesseret i din tid og dine penge end de er dig og det samfund og den tid, du lever i. Og hvad kan vi så gøre ved det? Ikke alverden. Læs en avis, køb en bog i den lokale boghandel, fortsæt med at engagere dig i dit lokalsamfund, i foreninger, og hvor mennesker mødes. Glæd dig over endnu at leve i Danmark og ikke i Facebookistan.