Vi tænker ikke så meget over det. Og taler heller ikke ret meget om det. Men et afgørende aspekt ved menneskelivet, som det har udfoldet sig i årtusinder, er ved at forsvinde. Det handler om muligheden for at være i verden, at færdes i den, uden at blive genkendt. At kunne leve i ubemærkethed.
Historisk er det ikke noget, vi har tænkt videre over. I landsbyen, købstaden eller kvarteret er vi blevet genkendt af de mennesker, som i forvejen kendte os. Alle andre steder kunne vi hver især færdes frit og ubemærket, uden at hverken politi, myndigheder, kolleger, familie eller venner vidste noget om det.
Sådan er det ikke længere. Årsagen er ansigtsgenkendelsesteknologi. Det er et langt ord, og debatten om teknologien, dens muligheder og risici, er abstrakt, principiel og besværlig. Måske er det derfor, vi stort set undlader at tale om emnet. Men det er på høje tid.
Regeringen med justitsminister Nick Hækkerup (S) er nemlig særdeles interesseret i teknologiens muligheder. Det samme er Venstre. Og politiet.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at ansigtsgenkendelse er et effektivt værktøj til bekæmpelse og forebyggelse af kriminalitet i den tunge ende. Terror. Bandeskyderier.
Og hvad er luftige forestillinger om privatliv og ubemærkethed værd i sammenligning med borgernes sikkerhed og liv? Ja, hvad er frihed fra overvågning egentlig værd?
Justitsminister Nick Hækkerup har tilsyneladende regnet den ud i en allerede berømt tale i Folketingssalen, hvor han meddelte, at ”overvågning skaber tryghed. Tryghed skaber frihed. Ergo skaber overvågning frihed”.
Men Hækkerups Erasmus Montanus-logik er også tegn på, at vi simpelthen mangler en kvalificeret debat om overvågning og ansigtsgenkendelse.
Og det er bestemt ikke kun et spørgsmål om, hvad politi og myndigheder får adgang til. Mindst ligeså ildevarslende er private tech-firmaers brug af vores ansigter. Ved at bruge de milliarder af fotos, som vi alle sammen frivilligt har lagt på sociale medier i de seneste år, kan man tage et foto af en hvilken som helst person i mængden, få at vide, hvem det er, og samkøre det med alle de andre oplysninger, der findes om personen på nettet. Perspektiverne er endeløse.
Teknologien kan selvfølgelig kobles til overvågningskameraer, så de få kan følge de mange. Google undlader indtil videre at tilbyde muligheden, men russerne vil gerne. Prøv selv deres søgemaskine Yandex. Kineserne er meget langt, men her er det staten, som følger med.
Vi ved ikke, hvad alt dette kommer til at betyde for vores selvforståelse og for vores fælles liv, men det er ikke tilfældigt, at overvågningssamfundet var forfatteren George Orwells ultimative dystopi. Han skrev bogen ”1984” i 1949. Nu er vi i 2020, og teknologien er ankommet.
Skal vi se at få taget debatten?