Omsorg for de socialt dårligst stillede er en etisk pligt for alle med indflydelse. Men når det gælder den aktuelle debat om, hvor meget cigaretpriserne skal hæves, viser denne fordring sig at være så vanskelig at forvalte, at Socialdemokratiet ender i et standpunkt, der efter temperament kan beskrives som uklogt eller decideret skadeligt for de udsatte. Det skyldes muligvis, at Socialdemokratiet for tiden er mere påvirket af at være regeringsparti end af at være det parti, der igennem de seneste 120 år nok har haft mest føling med netop samfundets socialt mest udsatte.
Socialdemokraterne på tinge står alene med det synspunkt, at man ikke skal hæve prisen på en pakke cigaretter så meget, at det i praksis tvinger de lavestlønnede til at holde op med at ryge. Regeringspartiet fremlagde i torsdags en ellers fornuftig buket af indgreb, der skal gøre det endnu mindre fristende at begynde at ryge, end det allerede er: grå pakker, der skal være skjult under disken, og som i øvrigt ikke må hives frem ved skoler og andre steder, hvor der færdes børn eller unge.
Men en drastisk prisstigning for 20 cigaretter til 60 kroner, som stort set alle andre anbefaler, vil sundhedsminister Magnus Heunicke ikke være med til. Han mener, at en trinvis forhøjelse af den nuværende pris på 40 kroner over et par år til 50 kroner er det maksimalt rimelige.
Rimelige? Ja, sundhedsministeren argumenterer faktisk med, at man skal tage hensyn til samfundets fattigstes rygebehov. Hvis cigaretterne bliver for dyre, vil det ramme deres økonomi uforholdsmæssigt hårdt. Derfor skal der tages sociale hensyn. Sociale hensyn, som politikerne dog ofte glemmer at tage, når der for eksempel er tale om at hæve priserne på offentlig transport eller afgifterne på benzin – med den interessante forskel, at det også for folke- og førtidspensionisten kan være nødvendigt at blive transporteret eller sågar have en bil, hvorimod ingen vel vil påstå, at det ligefrem er nødvendigt for dem at ryge. Men når det gælder muligheden for at nedbryde sit eget helbred, er det altså anderledes vigtigt, at den statslige afgiftspolitik ikke vender den tunge ende nedad rent socialt. Må ministeren mene.
Men jo, lige netop her gælder det, at der er god etik i at gøre noget, der vil virke uforholdsmæssigt mere adfærdsregulerende for de fattigste end for andre samfundsgrupper. Det skyldes især det store problem herhjemme, der kaldes ulighed i sundhed.
Udtrykket dækker over det statistiske fænomen, at borgerne med de laveste uddannelser og laveste indkomster i gennemsnit får senere, mindre og ringere behandling end alle andre i vort offentlige sundhedsvæsen, der ellers er baseret på gratis adgang og lighed for overlægen.
De i forvejen mest socialt udsatte rammes derfor hårdere end alle andre, når de får kol, lungecancer eller en af de talrige andre følger af rygning. Et omsorgsfuldt samfund, der – af flere både pragmatiske og principielle grunde – ikke er rede til direkte at forbyde tobak, bør derfor i denne forbindelse sætte mere resolut ind over for de fattigste medborgere end over for de bedre uddannede og økonomisk mere velstillede. Kort sagt må vi, for nu at sætte problemstillingen på spidsen, kalkulere med den risiko, at nogle på samfundets bund holder op med at købe sund mad for til gengæld fortsat at have råd til cigaretter.
Det vil være ulykkeligt. Men Socialdemokratiets model med at lave en prisforhøjelse, der er så lempelig, at mennesker på overførselsindkomster reelt bare vil vænne sig til den, er værre – både hvad angår sygdom og for tidlig død.