Verdens befolkning

HVIS DET skal siges meget enkelt, går hovedvejen til mindre fattigdom og lavere befolkningstilvækst på Jorden om kvinderne. Bedre uddannede kvinder får færre børn. Desværre går udviklingen ikke den vej, og det er hovedbudskabet i den årlige rapport fra FN's Befolkningsfond, som blev offentliggjort og omtalt her i avisen i torsdags. Kvinder i u-landene nægtes adgang til uddannelse på grund af traditionelle kønsrollemønstre, hvilket øger befolkningstilvæksten. Klodens samlede folketal passerede ifølge FN's folketællere de seks milliarder for et år siden, og Jordens befolkning vokser med anslået 75 millioner mennesker om året. Befolkningstilvæksten er ikke i sig selv et dårligt tegn, men mere end ni ud af 10 børn, der fødes i dag, kommer til verden i lande, der er så fattige, at de ikke evner at brødføde de mange nye mennesker. Da den økonomiske vækst ikke kan følge med, fastholdes størstedelen af Den tredje Verden i en nedadgående fattigdomspiral, hvor flere og flere skal brødfødes, have uddannelse og adgang til hospitaler. Fødselsraten i det fattige, muslimske Yemen topper også i år med 7,6 børn for hver kvinde. Dernæst følger det ligeledes fattige, muslimske Somalia, så det fattige Uganda og en række andre afrikanske lande. I det rige Europa er fødselsraten nu så lav, at folketallet ville dale, hvis ikke flygtninge og indvandrere kom til. Italien og Spanien er de to - paradoksalt nok katolske - lande, som har verdens laveste fødselsrate. Fattige mennesker får mange børn af flere grunde: Børn er deres alderdomsforsikring, og når børnedødeligheden er stor, skal der mange børn til at sikre sig. Børn er arbejdskraft. De fleste u-landskvinder vil gerne føde færre børn, men har ikke adgang til prævention. Og til sidst uddannelsesfaktoren. Uuddannede mennesker får mange børn. For at reducere befolkningstilvæksten skal der spilles på mange strenge. Uddannelse er en, mens en anden er prævention. Og her har verdensreligionerne deres at bidrage med. Konservative muslimer og den officielle katolske kirke deler det synspunkt, at kunstig prævention er forbudt. Selv om ikke mindst Vatikanet vedholdende har gjort gældende, at befolkningsproblemet er et fattigdomsproblem, er prisen for modstanden mod prævention, at ikke mindst kvinderne i Den tredje Verden fastholdes som analfabeter i fattigdom med store børneflokke omkring sig. En mere verdensvendt muslimsk tænkning og en moderniseret katolsk opfattelse af prævention ville betyde meget for adgangen til sikker prævention. Hvis flere især kvinder fik adgang til den, ville der blive født færre børn, og u-landene ville få lettere ved at kæmpe sig ud af den fattigdomsfælde, som de fleste af dem sidder i. bjer