Når man får en pakke med posten, modtager man straks en opfordring til at evaluere oplevelsen. På vej ud af byggemarkedet kan man trykke på den grønne, gule eller røde knap, og i bagerbutikken kan man ligefrem vurdere den enkelte medarbejder med et tryk på ekspedientens foto på vej ud af døren med kageæsken i hånden.
Evalueringskulturen har bredt sig, og ikke nok med at man kan vurdere forskellige serviceydelser, så skal de fleste på det danske arbejdsmarked også vurdere sig selv, kolleger og deres chefer ved de årlige medarbejdersamtaler, som ofte ledsages af et skema, hvor der gives point eller karakterer.
I det offentlige har der længe været en kulturkamp for og imod nationale tests i skolerne, og der lød et mindre ramaskrig, da Liberal Alliance i januar foreslog, at de ældre skulle have mulighed for at vurdere hjemmehjælpen på samme vis, som man kan vurdere pakkebudet eller taxachaufføren.
Anmelderiet synes omsiggribende, således også i kulturlivet, hvor læsere, lyttere og publikum i dag omtales som ja – kultur forbrugere. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad supplerer de fleste danske magasiner og dagblade deres anmeldelser med stjerner, som er med til at give læserne et hurtigt overblik, men også kan opleves som noget overfladisk.
Men det var netop i kulturverdenen, at det hele begyndte. I 1700-tallet kom de første anmeldelser i tidsskrifter, og siden tog det fart. H.C. Andersen, Martin A. Hansen og Herman Bang fik alle anmelderne at føle, og da Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” udkom i 1958, fik den 50 anmeldelser.
Det kan synes som mange, men sandheden er, at de fleste bøger i dag har langt flere kritikere, idet bogbloggere supplerer de traditionelle medier, ligesom alle kan give deres besyv med på forskellige hjemmesider.
Med andre ord er vi i dag alle anmeldere, og vi er alle forbrugere. Uanset om det gælder kulturlivet, servicen hos teleselskabet eller tilfredsheden eller manglen på samme med børnenes daginstitution eller skole.
Det kan synes overfladisk, og er det også indimellem, når de sociale medier slår til med det, en kilde i dagens avis kalder to-trins-skalaen – altså den op- eller nedadvendte tommelfinger.
Omvendt er det inden for kulturens verden evident, at kunstnerne aldrig har fået så meget opmærksomhed som i dag. Alle, der har set en forestilling eller læst en bog, kan efterfølgende dele deres oplevelse med alverden. Og så kan alverden jo selv vurdere, om anmelderen er værd at lytte til.
Når det kommer til private virksomheder og det offentlige, er det lidt mere speget. For det virker lidt som konkurrencenstaten på speed, når virksomheder bruger kundeanmeldelser til at udstede bøder til bude, der ikke kan overholde en måske urimelig akkord. Og omvendt lugter det lidt af manglende interesse for borgerne, når det offentlige insisterer på, at alle medarbejdere er lige gode, og derfor ikke skal vurderes.