Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Dronningen har ret. Ensomhed er et problem, men også et vilkår

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Vi er alle ensomme, og både kirkelig og politisk indsats er vigtig. Men at komme emnet til livs er svært, og det er også i høj grad den enkeltes ansvar at gøre noget ved sin ensomhed, skriver chefredaktør Erik Bjerger i ugens leder

Allerede på Bibelens første sider tales der om det. Det er ikke godt, at mennesket er alene. Ensomhed er et tema, der fylder i den jødiske og kristne grundtekst. I Prædikerens Bog står der ”hellere to end én”. Ensomhed er ikke kun dårligt, og at opsøge ensomhed i for eksempel ørkenen kan være en måde at fordybe sig på. Men da Jesus i Getsemane Have stod foran sin korsfæstelse, bad han sine venner, disciplene, om at være sammen med ham. Det er ikke godt at være alene.

Ensomhed er også i vore dage et eksistentielt anliggende, et livsvilkår, som alle mennesker erfarer, uanset hvor mange mennesker, man omgiver sig med. Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg formulerede engang den sigende vending ”sjælens ubodelige ensomhed”.

Dronning Margrethe berørte emnet i sin nytårstale tirsdag aften: ”I vores tid har der sneget sig en følelse ind, som kan være svær at tale om, men som vi må sætte ord på for at komme til livs,” sagde hun. De, der føler ensomhed, er ifølge Dronningen ikke bare socialt udstødte, men gamle mennesker, der har mistet ægtefæller og venner, og det er unge, som føler sig udenfor. Måske fremmer mobiltelefonerne og de sociale medier, der også kan skabe følelsen af isolation, ensomheden. Det er svært at måle. Ligesom det ikke er sikkert, at Dronningen har ret, når hun siger, at ensomhed er en følelse, der særligt hører vores tid til.

Ensomhed er både et grundvilkår og betinget af samtiden og omgivelserne. Men Dronningen var ikke alene om at berøre temaet omkring nytåret, så det er helt givet en udbredt opfattelse, at vi lever i en tid, der fremmer følelsen af ensomhed. Ikke mindst hos unge.

Den katolske kirkes leder, pave Frans, talte til de fremmødte på Peterspladsen i Rom mellem jul og nytår om betydningen af familien. Alt for mange sidder derhjemme om spisebordet og ser på deres mobiltelefon, sagde han. Samtalen er forstummet. Vi må genoplive samtalen i familien. Vi må igen kommunikere med hinanden, lød det fra paven. Også han har ret i at påpege, at det er et paradoks, at samtalen har så svære kår i en tid, hvor der aldrig er blevet kommunikeret så meget som nu. Paven og dronning Margrethe er helt på linje, når hun i nytårstalen fastslår, at ”vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget”.

Hvad kan der gøres? Der er selvsagt en politisk indsats at gøre, men at komme ensomhed til livs er i høj grad et anliggende, der ligger uden for den politiske sfære. Alligevel satte den tidligere regering for godt et år siden et større millionbeløb af til at bekæmpe ensomhed hos ældre. Pengene skulle gå til kommuner, som blandt andet kunne arrangere flere fællesspisninger. Næsten samtidig besluttede Storbritannien at udnævne en ensomhedsminister, der skulle arbejde for at få flere ældre ud af ensomheden. Det er der god samfundsøkonomi i, for ensomme bliver mere syge og er mere plejekrævende end ikke-ensomme.

Landets kirker og sogne gør et stort og helt underbelyst arbejde for at lindre menneskers ensomhed. Den kristne kirke er dybest set en menighed af ensomme, der søger mening og trøst. I gudstjenesten sættes alle ind i et fællesskab med både Gud og vore medmennesker. I kirkebønnen bedes der i nogle sogne for dem, der er så ensomme, at de ikke har en eneste ven. Men det er i høj grad den enkeltes ansvar at gøre noget ved sin ensomhed.

Man kan begynde med at åbne sig og både tale med og hjælpe andre.