Prøv avisen
Leder

Vi har brug for 12-talspigerne

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel

Skab forståelse for udenadslære som afsæt for den frie tanke

Følger man debatten om danske studerende, skulle man tro, at ”dygtighed” og ”flid” er skældsord, ja nærmest synonymer for en nedbrudt og neurotisk person med en manisk besættelse af høje karakterer.

Tag eksempelvis udtrykket ”12-talspiger”, der ikke er tænkt som en kompliment til dygtige studerende, men som en betegnelse for unge kvinder, som i deres iver efter kun at få 12-taller har udviklet sig til uselvstændige, efterplaprende individer, uden sociale kompetencer og konstant på randen af et nervøst sammenbrud. 

At det netop er ”12-talspigerne”, ikke ”0-talsdrengene”, der er udråbt til et problem, er både absurd og trist, for selvom studielivet for nogle helt sikkert udvikler sig til et urimeligt hårdt karakterræs, formår ganske mange også fint at balancere både skolegang, venner og fritidsliv. At gøre en indsats er ikke ensbetydende med, at man har et problem.

I det lys er det positivt, at uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) i et interview i Kristeligt Dagblad i dag argumenterer for, at det danske uddannelsessystem har brug for det, som ministeren betegner som ”latinskolen version 2”.

Det er en formulering, som i nogle uddannelsespolitiske kredse ganske givet vil blive udlagt som noget nær en genindførelse af spanskrøret, men lytter man til, hvad ministeren siger, vil man se, at han reelt bare argumenterer for historisk bevidsthed og grundlæggende viden som en forudsætning for den frie og selvstændige tanke - i modsætning til en uddannelseskultur, hvor den studerendes lyst i stigende grad betragtes som mere afgørende end den viden og erfaring, universiteter og andre højere læreanstalter har opsamlet og viderebragt gennem århundreder.

Naturligvis skal motivation og lyst spille en central rolle for unges studievalg. Har man i hele sin folkeskole- og gymnasietid kæmpet med andengradsligninger og fysikkens love, bør man næppe fortsætte ad det spor på en højere videregående uddannelse trods erhvervslivets behov for naturvidenskabelige kandidater.

Men det er heller ikke gavnligt at finansiere dyre uddannelsesforløb, baseret på den unge studerendes egne umiddelbare behov for udvikling, uden tanke for livet efter studiet. Skal en læge operere en patient i hjernen, vil begge parter eksempelvis være bedst tjent med, at lægen i sin studietid ikke fandt det personligt demotiverende at erhverve sig en ganske stor mængde udenadslære om hjernens anatomi.

Og derfor er det glædeligt, hvis uddannelsesminister Esben Lunde Larsen nu kan få skabt både politisk og samfundsmæssig forståelse for, at dygtighed og flid faktisk gavner både den studerende og det samfund, som vedkommende en dag skal bruge sine evner i.