Det er både forståeligt og rimeligt, at to af Folketingets mest erfarne politikere, Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (R), netop har meddelt, at de ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.
Men det er også i bredere forstand et farvel til en type af politikere, man kan komme til at savne i en politisk virkelighed, som kører stadigt hurtigere og mere effektivt, men hvor den folkelige forankring ofte synes begrænset til en endeløs række af selfies, fingerede kig ind ”bag facaden” og makrelmadder, som sognepræst Sørine Gotfredsen også bemærker i dagens mediekommentar.
Den generation af politikere, som er i færd med at overtage magten, har ofte baggrund i partiernes ungdomsafdelinger kombineret med en samfundsfaglig videregående uddannelse. Og selvom der ikke er grund til at betvivle deres dygtighed og ihærdighed, er det slående, hvor langt der efterhånden er imellem politikere med reel erhvervserfaring og en indignation, som er opstået andre steder end til et politisk ungdomsseminar. Vi er gået fra et sammensat folkestyre til et langt mere teknokratisk elevrådsdemokrati.
Selvom Haarder og Jelved har tilbragt så mange år på Christiansborg, at de også er blevet en indgroet del af det politiske establishment, så har de været i besiddelse af en integritet og tilværelsesforståelse, som, uanset om man er politisk enig eller uenig med dem, har aftvunget en respekt. De er begge rundet af skoleverdenen, har begge været kirkeministre og værdsætter det civilsamfunds-Danmark, som har rødder tilbage til det 19. århundredes folkelige bevægelser.
Det er et Danmark, som ikke bare hører til i historieundervisningen, men som endnu er en del af virkeligheden i store dele af landet uden for de større byer. Og som beror på, at alle er del af et forpligtende fællesskab, som man bidrager til, hvis man kan. Og hvor skolen, kirken, de lokale foreninger og mødesteder ikke bare er noget, staten tilbyder, men noget, som vokser ud af virketrang og fælles engagement.
Hvor mange af nutidens politikere forstår skolen som samfundets bærende element? Og kan tale om skolen som andet end størrelsen på bevillingerne? Hvor mange kan føre en meningsfuld samtale om det kirkelige Danmark, og hvad det har betydet historisk og aktuelt? Hvor mange forstår betydningen af alt det frivillige arbejde, som udføres hver eneste dag, selvom det aldrig figurerer på finansloven? Hvor mange partier har, når det kommer til stykket, mod til virkeligt at overlade ansvar til de lokale aktører?
Som tiden er materielt indstillet og den åndelige armod stadig mere udtalt, således også Christiansborg. Og måske er det i virkeligheden også forklaringen på, at vi har de politikere, vi har. I stedet for at bebrejde nutidens politikere deres begrænsede erfaring, burde vi i højere grad kigge på os selv og hinanden.
Vi har de politikere, vi fortjener, og hvis vi ønsker et bredere sammensat folketing og en anden politisk kultur, kræver det, at langt flere af os fravælger det magelige liv og faktisk påtager os det ombud, som politisk arbejde er og burde være.