Få ting kan få sindene i den danske offentlighed mere i kog end debat om køn og ligestilling. Det er også vigtige emner, men det er en debat, som ofte er præget mere af følelser end af fornuft. Således også i en aktuel sag, hvor en kristen friskole i Aarhus møder kritik fra en bred front, fordi skolen valgte at udeblive fra en planlagt julegudstjeneste, hvor den beskikkede sognepræst var kvinde.
Det er ikke nogen særlig klog fremgangsmåde fra skolens side, som alt andet lige burde være klar over, at den folkekirke, man samarbejder med, har haft kvindelige sognepræster siden 1948, og at præstens køn ikke er noget, man som skole eller menighed vælger fra gang til gang. Den og andre skoler bør tænke over, hvordan de kan tage del i kirkelige aktiviteter på samtidens betingelser, samtidig med at de viser hensyn til dem, som mener at finde vægtige teologiske argumenter for ikke at acceptere kvindelige sognepræster. Det er et mindretalssynspunkt herhjemme, men kigger man ud i verden, er langt hovedparten af de kristne kirkesamfund imod kvindelige præster.
Når det er sagt, har vi i en dansk sammenhæng løst de konflikter, der kan opstå som følge af denne type uenigheder, ved at indføre en række undtagelses- og frihedsbestemmelser. Det er den tankegang, som gør det muligt for muslimske forældre at fritage deres børn for undervisning i kristendom eller deltagelse i en gudstjeneste. Og som en mindre gruppe forældre på Jakobsskolen altså ønskede at gøre brug af i den aktuelle sag.
For nogle lyder det måske besværligt med alle disse undtagelser. Men de er ikke lavet for sjov, men for at sikre religionsfriheden, frisindet og evnen til at kunne leve sammen. Fordi retten til at kunne leve efter sine religiøse overbevisninger faktisk betyder meget for nogle mennesker. Det har mange tilsyneladende glemt.
I den konkrete sag opstår problemet, da skolen ikke nøjes med at sikre denne undtagelse for de få forældre, som ønsker det, men fritager hele skolen. Dermed havner de i en juridisk gråzone efter stramningen af friskoleloven i 2017, som understreger skolernes forpligtelse til demokratisk dannelse, frihed og folkestyre. Det har fået flere oppositionspolitikere til at kræve skolen under skærpet tilsyn, mens undervisningsminister Merete Riisager (LA) har afvist at gribe ind. Det sidste er fornuftigt, ikke mindst set i lyset af, at skolelederen har erkendt, at det var en problematisk beslutning at fritage hele skolen. Vores historiske evne til rummelighed og dermed også til at undgå religiøst betingede konflikter beror nemlig på evnen til at sondre mellem de holdninger, man er uenige om, og menneskers ret til at have disse holdninger.
Men holder Kristeligt Dagblad dermed ikke bare hånden under de kristne friskoler, mens de muslimske friskoler altid kritiseres? Nej, det handler derimod om at skelne mellem det, vi må tolerere med henvisning til religionsfriheden, og det, vi skal gribe ind over for i forsvaret for et åbent og frit samfund.
Kan man nyde fulde demokratiske rettigheder og mene, at der er teologiske argumenter imod kvindelige præster? Ja, det kan man godt. Kan man nyde fulde demokratiske rettigheder og opfordre til hellig krig i undervisningsmateriale? Nej, det kan man ikke.
Det handler ikke om at forskelsbehandle religioner. Det handler om en sagligt begrundet evne til at skelne. Det er ikke enkelt, og det kan ikke gøres én gang for alle. Men som samfund, som borgere og som retsstat skal vi opøve vores evne til at foretage disse sondringer, for der vil komme mange af dem i fremtiden.