Udenrigspolitik er altid splittet imellem sine to yderpoler: egeninteresse og idealisme. Det er på overfladen idealismen, der har vundet, og nu fører til en bred international koalitions angreb på libysk militær. Men der er nuancer i billedet. Libyen er ikke noget strategisk vigtigt land, men en humanitær katastrofe forårsaget af "Mellemøstens gale hund", som Ronald Reagan kaldte diktatoren Moammar Gaddafi, er både uacceptabel og vil skade især den vestlige verden. Den demokratiske bevægelse, der har rejst sig i blandt andet Egypten, har presset på for at få især USA til at engagere sig. Det har tidligere skadet USA's omdømme i Mellemøsten, at stormagten så længe har støttet despotiske styrer.
LÆS OGSÅ: Gaddafi vil have en langvarig konflikt
Derfor er den humanitære intervention mod Libyen ikke kun en sejr for den renlivede idealisme, men for den udenrigspolitik, der henter sin legitimitet ved også at handle humanitært for at hjælpe andre. Sådan gjorde Nato for at forhindre serbisk udryddelse af Kosovo-albanere i 1999, og sådan undlod verdenssamfundet at gøre i Rwan-da, da Hutu-ekstremister i 1994 slog op mod en million især tutsier ihjel. Omverdenens passivitet dengang har mange lande siden fortrudt.
At et enigt folketing bakker op om, at dansk militær er med i forsøget på at redde den libyske civilbefolkning, er der grund til at være stolt af. Det er en rigtig beslutning. Men der er også grund til at holde hovedet koldt. Vesten har igennem tiden blandet sig så meget i også den arabiske verden, at et nyt styre i Libyen støttet af en koalition med især vestlige lande ikke er den bedste garanti for, at demokratiet slår rod i Libyen.
bjer