Kristeligt Dagblad mener: Vi skal turde tale om fattigdom

Vi har ikke råd til, at børn i Danmark skal leve i fattigdom

Fattigdom? I Danmark? Det kan vist ikke passe, vil mange nok mene. Vi har jo vores velfærdsstat og vores højt besungne lighed, hvor ”få har for meget og færre for lidt”. Men jo, det kan passe. Der er fattige i Danmark. Der er børn, som vokser op i fattigdom. Ifølge tal fra AE-rådet drejer det sig om 62.000 børn.

I et debatindlæg i dagens avis er 20 organisationer – fra Børnerådet til Mødrehjælpen – gået sammen i et opråb til regeringen. De mener, at især indførelsen af kontanthjælpsloftet og en række andre begrænsninger af sociale ydelser, som trådte i kraft for to år siden, har ført til voksende fattigdom.

Det er en vigtig dagsorden, organisationerne tager op. Også for vigtig til blot at blive et politisk hundeslagsmål om fattigdomsgrænser, 225-timersregler og andre teknikaliteter, som går hen over hovedet på de fleste.

Desværre vil også dette opråb og den efterfølgende debat med en vis sandsynlighed langsomt fortone sig.

Der er nemlig ikke stemmer i fattigdom. Politikerne er i tiltagende grad optaget af at levere sikkerhed og tryghed til den store danske middelklasse, som også i tiltagende grad er optaget af egen tryghed og sikkerhed. I den symbiose er der ikke plads til forstyrrende fortællinger om de fattige.

Tendensen til skyklapper for den sociale virkelighed forstærkes af, at vi i stigende grad lever og bor sammen med folk, som ligner os selv. Økonomisk, uddannelsesmæssigt og kulturelt. I de sociale ghettoer kan vi så bekræfte hinanden i de rigtige meninger. Virkeligheden uden for boblen behøver vi ikke at bekymre os om. Fattige? Hvor? Jeg kan ikke se nogen.

Men de er der altså. Og der er flere, end der har været her i landet meget længe. Organisationer fortæller det. Kirkerne fortæller det. Behovet for julehjælp kan sætte rekord igen i år.

Det er ikke nogen hemmelighed, at en stor del af stramningerne på de sociale ydelser finder politisk opbakning, fordi de gør det mindre attraktivt for indvandrerfamilier at tage ophold i Danmark.

Og indvandring er en enorm udfordring for den danske velfærdsmodel, hvor ydelser til alle har beroet på en høj grad af sammenhængskraft og tillid til, at folk giver til fællesskabet, hvis de kan. Der er masser af indvandrere, som lever op til den fordring, men der er også nogle, som ikke gør. Derfor er debatten om det antal indvandrere, en velfærdsmodel som den danske kan bære, vigtig og nødvendig. Hvis vi effektivt skal kunne bekæmpe fattigdom, er vi også nødt til at have kontrol med indvandringen.

Men selvom debatten om fattigdom på denne måde hænger sammen med indvandrerdebatten, så fortjener fattigdom også at blive set på som et problem i sin egen ret. Ikke mindst når det gælder børns fattigdom.

Socialt ansvarlige partier burde kunne samles om, at børn, som lever i Danmark, ikke skal leve i fattigdom. Det har vi råd til.

Faktisk har vi ikke råd til at lade være.