Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Videnskab er ikke håndsoprækning

Af Michael Bach Henriksen, Kulturredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Den akademiske verden burde være vaccineret mod ensretning

Hele 11.000 forskere fra hele verden har skrevet under på en erklæring om klimatruslens omfang. I skrivelsen lyder det blandt andet: ”Vi erklærer klart og utvetydigt, at planeten Jorden står over for en klimatisk nød-situation.” Ifølge forskerne selv bryder de et tabu med erklæringen og henviser til ”en moralsk pligt” til at råbe vagt i gevær.

Det er ikke første gang, at erklæringer som denne udfærdiges, men det gør ikke henvendelsesformen mere rigtig af den grund. Uden på nogen måde at anfægte indholdet, må man stilfærdigt spørge, om forskere virkelig skal lade deres stemme høre gennem politiserende underskriftsindsamlinger? Risikerer de ikke at sætte troværdigheden som uafhængige og værdineutrale eksperter over styr?

Når dertil lægges, at forskerbetegnelsen i erklæringen bruges med rund hånd – det er langtfra alle de 11.000, der er klimaforskere – skærpes den kritiske sans. Reelt set har opråbet for mange underskriveres vedkommende ikke større tyngde, end hvis 11.000 pladesmede eller 11.000 skoproducenter udtalte sig om klimaet. Disse faggrupper kan blot ikke låne social kapital via betegnelsen ”forsker”, som for de fleste lyder fint, men deres holdninger er ikke nødvendigvis mindre underbyggede end de mange universitetsfolks.

Den på papiret imponerende protest peger på et generelt problem i den akademiske verden med politiserende og aktivistisk adfærd. Det kan muligvis skyldes, at mange universitetsansatte i stigende grad selv skal ansøge om finansiering til deres forskningsprojekter. Potentielt set risikerer man dermed at sætte uafhængigheden over styr. Det er næppe forkert at antage, at der er flere midler at hente til projekter i relation til FN’s verdensmål end til forskning i islandske sagaer, hvorved en vis ensretning risikeres. Det kan også være, at almindelig tryghedsskabende flokmentalitet er på færde – et fænomen, som kendes fra så mange brancher med kreative mennesker, der gerne ser sig selv som unikke, men som ofte mener det samme.

Netop den akademiske verden burde imidlertid være vaccineret mod ensretning. Gang på gang har det vist sig at være en blindgyde, når tidsånden har inficeret eksempelvis de humanistiske fakulteter og dikteret, at marxistisk litteraturforskning eller – blot få årtier senere – poststrukturalistisk litteraturforskning var det eneste saliggørende. Alle kan nu se, hvor destruktiv datidens litterære ensretning var, og ingen læser nu på samme måde som i 1970’erne og 1980’erne.

Hvorfor erkendelsen af fortidens blindgyder ikke maner til besindighed, når man igen står i en situation, hvor alverdens professorer erklærer, at der kun er én rigtig måde at se verden på, er en gåde. Ethvert tilløb til ensretning burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selvstændigt tænkende mennesker. Sagen – her klimaet – kan virkelig være prisværdig at kæmpe for, men det er et dårligt tegn, når lærde mennesker agerer, som om videnskabelig sandhed er noget, der afhænger af, hvad der er flertal for.