Der var megen skepsis at høre i 2013, da det blev muligt at vie kirkemedlemmer uden for kirkerummet. Det skete først under en forsøgsordning, som siden er blevet permanent. Men det er ikke gået så galt som frygtet. Det viser en undersøgelse, der omtales i dagens avis.
Kun 6 af de 1769 ansøgninger om at blive viet uden for kirkerummet er blevet afvist af biskopperne i de 10 folkekirkelige stifter. Ifølge Thomas G. Felter, sognepræst i Vesterbølle og stiftspræst for gudstjeneste i Viborg Stift, som står bag undersøgelsen, har outrerede og poppede vielser generelt ikke har været konsekvensen af udviklingen. De fleste ønsker at blive viet i deres have eller i deres hjem, ikke på Storebæltsbroen eller i Rundetårn.
Dermed falder hovedargumentet mod vielser i det fri. De har ikke ført til tivolisering af ritualet, præsten eller folkekirken. Tilbage står et godt argument for at bevare de alternative vielsesformer: Flere og flere danskere har de senere år valgt vielser på rådhuset frem for kirken, og stillet over for den udfordring er der grund til at komme de danskere i møde, der gerne vil have kirken, men ikke kirkerummet, som del af deres bryllup.
Undersøgelsen afslører flere interessante synspunkter hos brudeparrene, der ligesom præsterne har evalueret forløbet efter vielsen. Det spiller en stor rolle for en del mennesker, at det hele foregår uformelt, også brylluppets store kærlighedsritual, og her finder de ikke kirkerummet passende. Det er en udbredt folkelig præference, at tingene skal være afslappede og ikke for stive, og denne tilbøjelighed tages med ind i det kirkelige. Samme argument høres fra mennesker, der har benyttet dropin-dåb til at træde ind i folkekirken på få minutter.
Endnu en pointe fra brudeparrenes svar: Naturen er vigtig for mange danskere. Nogle nævner som argument for at holde bryllup, inklusive vielse, i haven, at der er ”åben himmel”, og at ”haven og de gule rapsmarker dannede rammen om det dejligste sted på jorden”. Det hellige og naturen har en storhed, som mange forbinder med hinanden, og haver eller marker bliver for dem naturlige rammer for noget så stort som en forpligtelse over for et andet menneske.
Tendensen er de seneste årtier gået i retning af, at flere og flere særgudstjenester og kirkelige arrangementer tages ud af kirkerummet. For eksempel strandgudstjenester, økofestivaler og kirkedage.
Det er ikke svært at forestille sig yderligere efterspørgsel på udflytning af ritualer i de kommende år. Men der er en grænse for, hvor vidt man som kirke kan bevæge sig i den retning, og den her omtalte undersøgelse viser da også, at flere præster i forbindelse med vielser i det fri er bekymrede for, om kirkerummet ender med at blive fremmedgørende for kirkemedlemmerne. Det er en reel fare, og folkekirken må som altid finde en balance mellem det folkelige og det teologiske. En sådan balance bør finde plads til at tillade kirkelige vielser i Guds natur, hvis både brudepar og præst finder det passende.