Prøv avisen
Leder

Vigtig debat i klodset indpakning

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel

Konservativ parallel mellem islam og nazisme er unuanceret

At hævde, at den ekstremistiske og politiske islamisme har fællestræk med nazisme, er velbegrundet. Med deres totalitære værdigrundlag og systematiske krænkelse af individets rettigheder udgør de to ismer den samme alvorlige trussel mod demokrati, fred og frihed. Og ser man aktuelt på Islamisk Stats, IS, brutalitet og ondskab i Syrien og Irak, står den i hvert fald ifølge intentionerne fuldt mål med de nazistiske og kommunistiske rædselsregimer, der trak spor af blod gennem Europa for syv årtier siden.

Da problemet samtidig ikke kun er begrænset til Mellemøsten, men også eksisterer i Danmark, hvorfra adskillige radikaliserede muslimer er rejst til Syrien for at kæmpe under IS' sorte fane, er det på mange måder glædeligt, når De Konservative i en ny kampagne også siger tingene rent ud og drager en sammenligning mellem nazisme og islamisme.

Som i kunstskøjteløb gælder dog også i politik, at gode intentioner ikke rækker langt, hvis den praktiske udførelse slår fejl. Her falder De Konservative på halen. For når partiet i kampagnen blæser det selvskabte ord ”naziislamisme” op på mandshøje plakater og samtidig præsenterer budskabet i fire skarpt opdelte tekstbidder som Stop nazi islam isme, er det ikke underligt, at demokratisk sindede danske muslimer føler sig ramt og siger fra.

Når naziislamisme-plakaterne samtidig følger i slipstrømmen af, at den konservative politiske ordfører Mai Mercado i en meget omtalt kronik i Berlingske langfredag skrev, at ”Man kan ikke stave til islamisme uden at stave til islam”, får det - formentlig ufrivilligt - karakter af, at De Konservative vil sende det signal, at islam og islamisme er om ikke to alen af et stykke, så ganske nært beslægtede.

Der skal til enhver tid siges fra over for fundamentalistiske mørkemænd, men det skal ikke gøres så firkantet og reklamesmart, at man mistænkeliggør muslimer generelt.

Religionsfriheden er en grundlæggende, grundlovsfæstet ret, og sandt er det, at indvandringen af en stor muslimsk befolkningsgruppe udfordrer traditioner og værdier, der for fem-seks årtier siden blev taget for givet. Men hvis nuancerne dør i debatten, er det netop de selvsamme mørkemænd, der vinder på det.

Pudsigt er det, at en af kampagnens idémænd, den konservative folketingskandidat Naser Khader, personligt har vist, at man som muslim på ingen måde automatisk står i opposition til demokrati og menneskerettigheder. Tværtimod har Naser Khader gentagne gange demonstreret en større forståelse og veneration for demokratiets forudsætninger end mange danskfødte politikere. Man kan være muslim på lige så mange måder, som man kan være kristen. Derfor må svaret på den konservative kampagne være et venligt ment stop, denne gang for generaliseringer. 

mr