Kristeligt Dagblad mener: Vigtig hæder til tapre journalister

Times anerkendelse af ”sandhedens vogtere” er nødvendig

Tallet er næsten ikke til at fatte. 52 journalister verden over er blevet dræbt i år, fremgår det af en opgørelse, som Den internationale Komité for Beskyttelse af Journalister, CPJ, løbende opdaterer på sin hjemmeside. Siden FN den 2. november markerede sin årlige internationale dag mod straffrihed for forbrydelser mod journalister, er yderligere syv pressefolk blevet føjet til listen.

33 af de 52 journalister blev myrdet med koldt blod. De satte ikke livet på spil i embeds medfør i en krigszone, men var i mange af tilfældene ofre for helt bevidste angreb på pressen, viser de detaljerede beskrivelser af drabsomstændighederne på cpj.org.

Det er en dybt bekymrende udvikling, da en fri presses opgave med at formidle sand-heden, se magthaverne efter i sømmene og afsløre misbrug og korruption er af uvurderlig betydning for demokratiet. Når journalister dræbes udelukkende for at passe deres arbejde, er demokratiet under pres.

En af de dræbte er den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, som den 2. oktober blev myrdet på bestialsk vis af en saudisk drabskommando på landets konsulat i Istanbul, fordi han med sine regimekritiske klummer i The Washington Post var blevet en torn i øjet på det forstokkede, enevældige styre i Riyadh. Den gruopvækkende likvidering har med rette optaget medier og magthavere, men også blotlagt en realpolitisk kynisme hos nogle af verdens mest magtfulde politikere.

Derfor er det desto mere vigtigt og nødvendigt med den hæder som Årets Person, som det amerikanske Time Magazine i denne uge har tildelt Khashoggi posthumt sammen med de andre ”vogtere” i ”krigen mod sandheden”. Det er de journalister, der ifølge bladet løber en stor risiko i deres jagt på sandheden, for deres ”ufuldkomne, men altafgørende søgen efter fakta, for at tale højt og sige deres mening”.

Det er første gang, at Time har kåret en afdød til Årets Person, men det er på sin plads med dette nybrud netop i år. Hæderen gives til en person eller gruppe, der på positiv eller negativ vis har sat et markant præg på det forgangne år. I en tid, hvor den frie presse er truet af autoritære og populistiske kræfter, hvor en amerikansk præsident dagligt tages i at sprede usandheder, og hvor robotgenereret spredning af fake news på sociale medier påvirker offentlige debatter, er det altafgørende at anerkende og skabe opmærksomhed om dem, der uden hensyntagen til liv og levned holder journalistikkens vigtige opgave i hævd med at komme løgnen til livs.

Som en af de modige journalister, der har fået sin egen forside på Time som Årets Person, den nu fængslede filippinske redaktør af onlinemediet Rappler Maria Ressa, sidste år så rigtigt sagde i et interview med denne avis: ”Vores opgave er fortsat at kaste lys over virkeligheden og stå distancen.” Ytrings- og pressefriheden har været en af de væsentligste drivkræfter i udviklingen af de frie samfund i verden. Det gælder om at forsvare den.