Kristeligt Dagblad mener: Vigtig støtte til Iraks kristne

Abrahams børn kan ikke leve sammen, hvor han kom fra

Pavens besøg i Irak har fået enorm mediebevågenhed de seneste dage. Dækningen siger noget om, hvor stor en aktør pave Frans er på den internationale scene. Men den siger også noget om, hvor stor betydning mange tillægger rejsen som møde mellem religioner og kulturer.

Irak har som få andre steder i verden oplevet, hvor galt dette møde kan udvikle sig. Sunni-shia-modsætninger har kostet mange liv. Jøder er for længst jaget ud. Forfølgelser af kristne og yazidier har været en gru. Og uanset hvor misforstået man måtte finde det, blev Vestens invasion i 2003 af mange arabere set som et angreb fra en kristen på en muslimsk civilisation.

Triste er perspektiverne i Iraks religiøse slægtshistorie. Herfra kom Bibelens Abraham, stamfader til kristne, muslimer og jøder. Men de tre trosretninger kan ikke leve sammen i landet. Sigende nok var der ikke nogen jødisk repræsentant, da et tværreligiøst møde fandt sted i Najaf i lørdags.

Alligevel var besøget og budskabet om fred en vigtig gestus. Fra det krigshærgede land kom for en gang skyld positive billeder, da pave Frans mødtes med gejstlige og politiske ledere. Også mange af landets muslimer glædede sig over det.

Men først og fremmest var besøget et vigtigt signal til de få hundrede tusinde kristne, der er tilbage i Irak efter forfølgelserne. De har ikke haft mange lyspunkter de seneste årtier.

“Bliv ikke inficeret af modløshedens virus,” lød opmuntringen til de hårdt prøvede kristne i en katedral i Bagdad fra pave Frans.

Mere end nogen anden pave har den nuværende sat ind på at bygge bro mellem religioner. Det er der i den grad brug for i dag. Religionsmødet bliver vigtigere i hele verden, også i lande som Danmark, hvor trosretninger ikke tidligere har skullet leve sammen i store tal.

Den katolske leders syn på religionsdialog peger fremad og tilbyder samarbejde, samtidig med at han ikke undgår at tale klart om kristenforfølgelser og korrupt ledelseskultur.

Svagheden ved pavens tilgang sås dog også i Bagdad, da han sagde, at det ligger i religionens natur at virke for fred. Det var naturligvis et forsøg på at tale til det bedste i de islamiske kulturer, men det er i bedste fald drømmeri at tale om alle religioners fælles natur. Og religion har i øvrigt alle dage spillet en rolle i krig og fjendskab.

Det ved de tilbageværende minoriteter i landet godt. Som en irakisk kristen sagde i Kristeligt Dagblad i fredags, var det virkeligt skræmmende, da Islamisk Stat tog magten, de muslimske naboers opførsel. Mange vendte sig nemlig mod religiøse mindretal, da stemningen ændrede sig.

Men Iraks kristne fik et håbefuldt øjeblik med pavens besøg. Man kan næppe overvurdere, hvad det har betydet for dem at høre verdens mest kendte kristne leder sige, at der er en vej frem, selv for et land, der har gjort sig rædselsfulde erfaringer med religiøs vold.