Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Det er vigtigt at huske Tiananmen

Af Kerrin Linde, udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

30 år efter bør kinesisk massakre ikke længere være tabu

Tirsdag er det 30 år siden, at billederne af blødende demonstranter i kamp med deres kinesiske landsmænd fra Folkets Befrielseshær på og ved Tiananmen-pladsen, Den Himmelske Freds Plads, i Beijing vakte bestyrtelse verden over. Massakren på flere hundreder, måske over 1000 civile fik den vestlige verden til at lægge Kina på is på et tidspunkt, hvor hele østblokken var i opbrud fem måneder før Murens fald. Især billedet af en kineser, som ene mand modigt stiller sig i vejen for en hel række af kampvogne, er blevet et ikonisk symbol på civilcourage.

Men det er ikke et foto, som særligt mange kinesere har på nethinden. For kommuniststyrets brutale måde at stoppe de syv uger lange studenterprotester på er selv her 30 år efter fortsat statsordineret tabu i Kina. Hverken universiteter eller historiebøger beskæftiger sig med emnet. Op til den runde årsdag har styret lukket ned for søgetjenesten Google og online-leksikonet Wikipedia, ligesom sociale medier som Facebook og Twitter er blokeret. Og hundredevis af demokrati-fortalere og pårørende til Tiananmen-ofre er ifølge Amnesty International blevet fængslet, sat i husarrest eller udsat for repressalier.

Denne blodtilsølede plet på Kinas omdømme skal helst bare gå i glemmebogen. Kommunistpartiet har aldrig hverken erkendt eller undskyldt for massakren endsige skabt klarhed over, hvor mange der egentlig blev dræbt på pladsen foran det store billede af formand Mao på Folkets Store Hal.

Men uanset hvor blodig et lands historie er, er det vigtigt, at dets borgere kender til den. Også kineserne har krav på at kende deres historie. At fortrænge eller fornægte er ikke vejen frem, da traumerne altid vil hjemsøge ikke blot de berørte familier, men hele samfundet. Det vidner de skyldbetyngede fortællinger, som flygtede officerer fra dengang er kommet med, om, når de taler om pligten over for de døde og 30 års smerte. Og det vidner de mange kinesiske turister, som i Hongkong besøger det netop genåbnede eneste museum om begivenhederne, om.

Selvom kineserne de seneste 30 år har nydt godt af mere velstand fremfor frihed, burde præsident Xi Jinping og kommunistpartiet se de historiske realiteter i øjnene og droppe negligeringen af massakren ved at omtale den som en ”afsluttet hændelse”.

Økonomiske muskler er også Xi Jinpings middel til at opnå den globale førerposition, som han har sat næsen op efter inden 2049, men som de seneste måneders optræk til en decideret handelskrig med USA har vist, er det også det selvsikre kinesiske styres ømme punkt. Og kinesiske arbejdere finder sig ikke længere i hvad som helst. Som fagforeningsveteranen Han Dongfang sagde her i avisen i lørdags, var det, der skete i 1989 ”startskuddet til den vigtige kamp for retfærdighed. En kamp, der stadig pågår, og som ikke er til at stoppe”. Et første vigtigt skridt fra styrets side ville her være at give kineserne lov til at mindes og kende sandheden.