Hvad skal ind? Sol og vind.
Sådan lød det under protesterne i 1970’erne mod atomkraft på dansk jord og det svenske Barsebäck-værk. I dag er det mere end nogensinde klart, at der er brug for vedvarende energi. Ind skal sol, vind og bølgeenergi. Og farvel siger vi til forurenende kulkraftværker og benzinslugende biler. Farvel til afhængighed af olieproducerende diktaturstater og goddag til energi, der hverken støjer eller møger. Ren luft og klimavenlig strøm.
Men nu sætter flere lokale protester spørgsmålstegn ved det, der umiddelbart lyder som en vindersag. For i takt med, at planerne om at blive fri af fossile brændstoffer bliver stadig mere ambitiøse, vokser kravet til de vedvarende energikilder. En lille vindmølle på marken og solceller på taget er ikke nok, hvis det for alvor skal batte.
Skal vi være selvforsynende og grønne, skal der produceres endog meget klimavenlig strøm. Det kræver gigantiske vindmøller og store solcelleanlæg. Og det skæmmer naturen, det larmer og ødelægger det kulturhistoriske landskab, hvor kirker og klostre i århundreder har været vartegn og pejlemærker, lyder det fra kritikerne.
Der er ingen vej uden om den grønne omstilling, men når det er sagt, skal det naturligvis gøres klogt og med hensyntagen til naturens skønhed, herlighedsværdien – og naboernes helbred. Det er nødvendigt med streng regulering fra statsligt hold via planloven, så beslutninger, der handler om national kulturarv, ikke træffes på baggrund af lokale økonomiske interesser eller modsat hindres, blot fordi én lokal protestgruppe er stærkere end modstanderne i nabokommunens Facebook-gruppe.
Den omstilling, der er i gang, kræver visdom, for det vil være skæbnens ironi, hvis vi sikrer naturen ved at skade den. Oplagt skal beslutningerne ikke træffes alene af ingeniører, der har forstand på, hvordan vinden blæser, og økonomer, der kan regne på bundlinjen. Eksperter i kulturhistorie og menneskelig trivsel skal også inddrages – her må vi gerne lære af fortidens fejl.
Der er tale om en balancegang. Danmark er ikke noget frilandsmuseum, og som det landbrugsland, vi er, er der ikke megen jord, der ikke har været i berøring med menneskehånd og i moderne tid store maskiner. Dansk landbrug er i høj grad også industrianlæg – præcis som vindmølleanlæggene er det.
Der er bestandigt foregået en optimering. Motorveje og broer skærer sig gennem landskabet og over fjorde og bælter. Gylletanke både ses og lugtes, og højspændingsledninger skæmmer mange steder de store vidder. Alt for mange mennesker må affinde sig med støj fra store vejanlæg, og mange steder har man i årtier levet med udsyn til kulkraftværker og store skorstene. Dem bliver der nu forhåbentlig færre af.
Det er ikke noget argument i sig selv, at nogen nu må leve med udsigt til måske støjende vindmøller, blot fordi andre i årevis har levet med gener, der skulle sikre et effektivt samfund. Vi bliver heldigvis klogere hele tiden, og det er vindmølleindustrien i sig selv et bevis på.
I de kommende år får vi færre møller på land og flere til havs. Og om få år er der forhåbentlig udviklet endnu bedre metoder til at udvinde, transportere og lagre den grønne energi. Møller står ikke stille. Og det gør samfundet heller ikke.