Kristeligt Dagblad mener: Virksomheder bør tage større ansvar

Indvandring er kun et af flere svar på manglen på arbejdskraft

På byggepladserne tales der polsk, i mange svinebesætninger er det rumænere, der muger ud, og en stor del af de danske hoteller og kontorer ville ikke blive gjort rene, hvis ikke det var takket være flittige mennesker fra primært Østeuropa.

På mange såkaldte vidensarbejdspladser er arbejdssproget engelsk, fordi medarbejderne kommer fra hele verden, og på mange af landets teknologisk orienterede uddannelser kommer en stor del af de studerende fra Sydeuropa.

Det danske arbejdsmarked har med andre ord aldrig været så åbent som nu. Kommer man fra EU, er der fri adgang til at tage job og uddannelse i Danmark, og er man fra resten af verden, kræver det en indkomst på 418.000 kroner om året. Noget, de fleste højtuddannede snildt tjener.

Alligevel efterspørger danske virksomheder øget liberalisering af udlændingereglerne og endnu bedre adgang til at importere arbejdskraft. Det nødråb bør tages alvorligt, da det er helt afgørende for Danmarks vækst, at der er den rette arbejdskraft, hvad enten det er på plejehjemmet eller på ingeniørvirksomheder. Men der er også grund til en vis skepsis, før alle grænsebomme åbnes for vandrende arbejdskraft.

For hvad er det egentlig, virksomhederne efterspørger? Flere medarbejdere eller øget frihed til at vælge kandiater, der ikke hænger sig i overenskomsten, er erfarne, og som fra dag et kan yde 110 procent?

Fremfor blot hovedløst at give virksomhederne det, de efterspørger, kan man godt bede dem tage et større samfundsansvar. Navnlig i opgangstider. Selvom ingeniørmanglen er udtalt, er op mod hver fjerde nyuddannet ledig i et år, blandt andet fordi virksomhederne efterspørger mennesker med erfaring. Der er mangel på håndværkere, javel, men burde virksomhederne så ikke ansætte flere lærlinge – også dem, der ikke lige lever op til alle krav fra dag et?

Som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, er det danske arbejdsmarked stort set lukket land for psykisk syge, og handicappede har også svært ved at komme i arbejde. Endelig er beskæftigelsen stadig markant lavere blandt indvandrere fra Mellemøsten og deres efterkommere. Her er der en integrationsopgave at løfte – også for virksomhederne.

Manglen på arbejdskraft i såvel toppen som bunden af det danske arbejdsmarked skal imødegås, men svaret er, som det fremgår, langt mere komplekst end blot øget indvandring. Ud over at virksomhederne bør løfte deres ansvar, er det naturligvis oplagt at gøre det attraktivt for ældre fortsat at arbejde og afbureaukratisere i det omfang, det er muligt, uden at lukke op for den svindel, der desværre forekommer, hvis ikke staten udøver omhyggelig kontrol.

Endelig bør unge opmuntres til at uddanne sig inden for fag, hvor der mangler arbejdskraft. Naturligvis skal man vælge efter lyst og evner, men det skader ikke at skele til, hvor der er beskæftigelse at få senere hen.