Nye beretninger om smitte. Aflysninger af flyafgange til Kina. Fabrikker, der lukker ned. De seneste dage har været fyldt med nye forlydender om coronavirusset. Bekymringen stiger i befolkningerne, og med stor ret. To til tre procent af de smittede er indtil nu døde af sygdommen.
Vi lever i en verden, der hænger tæt sammen. Ikke alene bor vi i fysisk nærhed af hinanden – aldrig før har så mange boet i storbyer som nu. Vi flyver også mere end nogensinde før. På blot et halvt døgn kan man med fly nå meget store dele af den øvrige verden. I en globaliseret virkelighed som denne overskrider handel, billeder og idéer de traditionelle landegrænser. Men det gør alle globaliseringens ledsagefænomener også: forurening og smitte.
Den toneangivende britiske historiker Peter Frankopan gør i en artikel opmærksom på, at nok lever vi i en globaliseret verden, hvor smittefaren er stor, men også før i tiden kendte man til epidemier. Den spanske syge påvirkede en tredjedel af verdens befolkning, og anslået 50 millioner døde i 1918 af sygdommen. Mange flere end i den i forvejen tabstunge verdenskrig, der netop var slut.
”Truslen om, at noget lignende kan ske i verden af i dag eller i morgen, er meget reel. Det, der gør faren langt større nu, er manglen på en tilbundsgående global reaktionsplan på en ny epidemi,” skriver historikeren.
Frankopan argumenterer for at følge Verdenssundhedsorganisationen WHO og dens råd om at bruge flere penge på forebyggende arbejde, inden næste epidemi rammer. En holdning, man kun kan bifalde i lyset af, at samme organisation nu har erklæret coronavirusset for en international sundhedskrise. Som beskrevet i dagens avis er nogle lande væsentligt dårligere stillet end andre ved spredning, og ingen aner reelt, hvad der sker, hvis et land med et svagt sundhedssystem rammes. Også derfor er forebyggelse afgørende.
Når både det aktuelle og det historiske perspektiv er vigtigt at have med, er det, fordi enhver epidemi eller trussel udefra sætter eksistensen i relief. Slår man de aktuelle nyheder fra Kina hen og erklærer, at det hele sikkert går over igen, gør man regning uden historisk vært. Det sker faktisk, at faretruende fænomener ikke bare går væk igen.
Dommedag eller det, der ligner, er hverken i teologisk eller politisk forstand en umulighed. Menneskets selvtilstrækkelighed og grandiose overvurdering af muligheden for at kontrollere tilværelsen kan imidlertid forhindre en realistisk vurdering af fremtidsscenarierne.
Ingen skal gå unødigt i panik, og hver dag har nok i sin plage, men det er forståeligt, at så mange berøres dybt af udviklingen i Kina lige nu.
Livet er skrøbeligt, og i virkeligheden kontrollerer vi ikke så meget selv. Dén erkendelse har man gjort sig siden tidernes morgen. Den er ikke blevet mindre relevant i vores globaliserede og grænseløse verden.