Vis omtanke med organdonationer

Hjertedødskriterie er fornuftigt, men må ikke misbruges

De seneste 29 år har lægerne kigget på aktiviteten i hjernen, når det skulle afgøres, om en person var død. Men i forventningen om at sikre flere organer til organdonation indgik samtlige af Folketingets partier i går en aftale, som genindfører det hjertedødskriterium, der var gældende indtil indførelsen af hjernedødskriteriet i 1990.

Forud for vedtagelsen af hjernedødskriteriet lå en lang og vigtig etisk debat, for hvad nu, hvis man begyndte at fjerne organer fra et menneske, der måske ”bare” var i koma eller havde fået en hjerneskade? Men den 18. maj 1990 vedtog et politisk flertal så hjernedødskriteriet, hvilket dengang var et stort fremskridt i forhold til hjertedødskriteriet, da teknologien på det tidspunkt ikke var i stand til at imødegå den hurtige ødelæggelse af organer, der sker, når hjertet stopper.

I dag er teknologien langt bedre, hvorfor hjertedødskriteriet kombineret med hjernedødskriteriet åbner for, at flere organer kan bruges. At lægevidenskaben med organdonation kan redde et menneskes liv, når et andet menneske dør, er mirakuløst. I det lys skal de politiske partier have ros for at åbne op for hjertedødskriteriet, som skønnes over tid at øge antallet af organdonationer med 20-40 procent, svarende til 18-35 donorer om året.

Alligevel skal der opfordres til, at der trædes varsomt i fokuseringen på at skaffe flere organer.

I kampagne efter kampagne er danskerne blevet opfordret til at melde sig som organdonorer, hvilket 1.094.791 personer var pr. 1. marts i år. Men flere partier ser gerne, at hele systemet vendes om, så man ikke skal melde sig, men automatisk er tilmeldt. Hvis man ikke ønsker at være organdonor, skal man aktivt framelde sig, foreslår disse partier.

Tankegangen er problematisk, trods det uden tvivl velmente ønske om at hjælpe organsyge personer. At signalere, at det mest korrekte er at være organdonor, er – ud over at være udtryk for en statslig overtagelse af borgernes kroppe – med til at lægge et unødigt pres på alle de mennesker, der er i tvivl, ligesom man sætter de pårørende i et svært dilemma. Og at være i tvivl er faktisk et ganske legitimt og etisk forsvarligt standpunkt, når det gælder et så stort og svært spørgsmål som ens krops skæbne efter døden.

En krop er mere end lemmer og organer, mere end kød og blod. Når forældre holder deres børn i hånden, når et ægtepar kysser hinanden, og når gamle venner mødes med et kram eller et håndtryk, er kroppen en kanal for omsorg, kærlighed og empati. Tanken om, at ens hjerte, nyrer og lunger derfor skal leve videre i et fremmed menneske, kan for nogle være svær, hvilket politikere og sundhedsvæsen bør acceptere.

Vi lever i en tid med et forskruet kropsfokus. Træn din krop, se godt ud på de sociale medier, og tag i det hele taget ansvar for, at din krop rettes til i en grad, så du lever op til tidens normer uden at belaste statskassen med din tykke mave, dine slidte hofter og dine tilsodede rygerlunger.

Ud over det åbenlyst problematiske ved at måle menneskers værdi på deres krop kan udviklingen også skubbe til en tingsliggørelse af kroppen. Dette kan også smitte af på synet på organdonationer, hvor man risikerer at se kroppen som en værktøjskasse, som ved døden skal tømmes for de organer, andre måtte have brug for.

Med genindførelsen af hjertedødskriteriet påhviler der derfor politikere og læger en stor opgave: Red så mange liv som muligt, men gør det med respekt for den døde og dennes pårørende, så behovet for organer ikke skygger for den afdødes værdighed.