Når og hvis VM i herrefodbold bliver fløjtet i gang i vinteren 2022 i den arabiske ørkenstat Qatar, vil det være et af de absolutte lavpunkter for den internationale sportsverden og stå som en skamstøtte over, hvad penge kan købe, og hvor lidt menneskelig værdighed og integritet betyder.
Det arabiske diktatur, hvis statsreligion er wahhabismen – den mest intolerante og fundamentalistiske sekt inden for islam – har udviklet sig til lidt af en magnet for internationale sportsbegivenheder. Alt kan tilsyneladende lade sig gøre.
Landet med 2,8 millioner indbyggere, hvis nationalsport er kamel- og hesteridning samt falkejagt, udgør et stop på den internationale tennisturnerings verdensturné, og i 2015 lagde landet haller til VM i herrehåndbold (hvor værtsnationen sikrede sig en sølvmedalje med indkøbte spillere, der til lejligheden havde fået nyt statsborgerskab). Formel 1-løbet forsøger Qatar også at få fat i, men har her i år måttet se sig slået af Saudi-Arabien.
Kronen på værket for Qatar var, da det internationale fodboldforbund Fifa i 2010 tildelte ørkenstaten VM i fodbold i 2022. Her gik organisationen ikke alene på kompromis med egne regler om, at mesterskabet skal afholdes om sommeren (en umulighed i en ørkenstat), men selvsagt også overhovedet at lade som om, at man kerer sig om internationale menneskerettigheder.
For selvom oliepengene synes rigelige, rækker de tilsyneladende ikke til at sikre ordentlige arbejdsforhold til de hærskarer af migranter fra primært Sydøstasien, der de seneste år har arbejdet på at bygge stadioner, hvor nogle af verdens bedst betalte sportsstjerner skal spille, mens flere end en milliard tv-seere ventes at følge med.
Ifølge den britiske avis The Guardian har mindst 6750 migrantarbejdere mistet livet siden byggeriet af fodboldstadioner og medfølgende infrastruktur begyndte for 10 år siden.
Da det danske landshold i går spillede en kvalifikationskamp til det omdiskuterede VM, valgte spillerne at markere deres holdning. Dermed lagde de sig i kølvandet på spillere fra Norge, Holland og Tyskland, der med budskaber på trøjerne den seneste uge har vist støtte til menneskerettigheder. Det er al ære værd, men der skal mere end protester fra nogle nordeuropæiske fodboldspillere til.
Det internationale fodboldforbund Fifa bør besinde sig og trække i nødbremsen. Erkende at man fejlede, da man ikke lavede en kontrakt med værtslandet, der sikrede basale menneskerettigheder, så fodboldarenaer ikke skulle opføres under slavelignende forhold med tusindvis af tabte menneskeliv som følge.
Der er i stigende grad et skel mellem demokratier, der viger tilbage fra at huse de store sportsbegivender som lokalbefolkningen ikke ønsker, og så mere eller mindre betændte styrer, der bruger værtsskabet til at legitimere deres regimer. Kina og Rusland er gode eksempler på dette.
Det stiller store krav til dem, der udvælger værtsnationerne, og her har hverken Fifa eller Den Internationale Olympiske Komité hidtil strålet. Tværtimod har der været talrige korruptionsskandaler.
Men måske er fremtiden kollektiv? Til sommer spilles der EM i fodbold i 12 forskellige lande, og i 2026 glæder fodboldfans sig til et VM, som Mexico, USA og Canada afvikler i fællesskab.