Det holdt hårdt og krævede håndfaste løfter, historisk patos og retorisk snilde, før Ursula von der Leyen i tirsdags kunne sikre sig sin plads i historiebøgerne. Noget prangende resultat var der ikke tale om, da Europa-Parlamentet med kun ni stemmers flertal ud på aftenen valgte den 60-årige tysker som EU’s første kvindelige kommissionsformand. Men som den tydeligvis lettede hovedperson selv konstaterede bagefter, er ”et flertal et flertal i demokratiet”. Selvom hun stiller til start uden overbevisende parlamentarisk rygdækning, så er det langt mere væsentligt, at et flertal i Parlamentet på et hængende hår udviste den nødvendige ansvarlighed og pragmatisme.
Det sidste, EU har brug for lige nu, er en lammende institutionel krise, hvor hele den vanskeligt sammenstrikkede – og ja, på mange måder udemokratiske – topjob-kabale blev kastet op i luften igen. Det vigtigste er, at den nye kommissionsformand kan komme i arbejdstøjet. For der bliver nok at tage fat på for von der Leyen i lyset af de alvorlige udfordringer, som EU står over for i form af Brexit, migration, klimaforandringer, ulighed, handelskrige, et usikkert transatlantisk samarbejde og offensive rivaler som Rusland og Kina for blot at nævne de mest akutte.
Og det er ikke så lidt, hun har lovet at fremlægge i løbet af sine første 100 dage i embedet. Både hvad angår klimaet, EU’s grundlæggende værdier, styrkelsen af de ydre grænser og mere demokratisk transparens var der gode takter i hendes 26-siders program med den ambitiøse titel ”En union, der vil opnå mere”. Den Europæiske Union skal ganske rigtigt opnå mere, hvis den vil bevare sin sammenhængskraft, politiske styrke og folkelige legitimitet. Det er Ursula von der Leyen, der altid har tænkt mere europæisk end tysk, sig fuldt ud bevidst om, og hendes store ambitioner og kommunikative talent vil kunne give EU et tiltrængt frisk pust.
Men mange af hendes føderalistiske idéer har ingen gang på jord. En fælleseuropæisk mindsteløn og arbejdsløshedsforsikring ville betyde en udhuling af den danske model. Hendes ønske om kvindekvoter i erhvervslivet, en decideret EU-hær og flertalsbeslutninger på skatte- og socialområdet er næppe heller noget, der kan gøre EU mere attraktivt i danske øjne. Det er godt, at hun ligesom den nye danske regering vil arbejde for en reform af Schengen-samarbejdet, men hun skal demonstrere uhørt taktisk snilde og autoritet, hvis det skal lykkes hende at skabe et nyt fælles asylsystem. Det er klogt, at hun ikke taler om flygtningekvoter, men om, at ”vi alle skal hjælpe hinanden”. Den slags moralske appeller er dog næppe nok til at overbevise de østeuropæiske Visegrad-lande, der var med til at få hende valgt, til at bidrage mere til løsningen af migrantkrisen – eller til at udskifte kul med vedvarende energi.
Ursula von der Leyen bør derfor træde varsomt og nedtone superføderalisten i sig for at koncentrere sig om den altoverskyggende opgave med at samle et splittet EU i det konstruktive samarbejde, hun har sat sig som mål. Selvom kommissionsformandsposten traditionelt bliver kaldt den mest magtfulde i EU-systemet, fordi EU-Kommissionen er den eneste institution, der kan fremsætte lovforslag, står og falder Ursula von der Leyens reelle magt og succes med, om hun kan få bygget bro over den splittelse, der hersker blandt stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd. For det er dem og Parlamentet, der skal godkende hendes politik.
Hun skal måles på, hvad hun rent faktisk får gennemført. Og om det, hun får gennemført, er til gavn for europæerne.