Rusland er tilbage på alles læber. Hvilken rolle har de spillet i valget af Trump? Står de bag giftangrebet i britiske Salisbury? Er det russerne, som i virkeligheden afgør udfaldet af den syriske borgerkrig? Hvad vil russerne med deres fremfærd på Krim og i det østlige Ukraine? Hvad er det dybere formål med russernes cyber-krigsførelse, hacking, fake news og informationskrig?
Hvor der er konflikt i verden i dag, er russerne. Og selvom det kan være vanskeligt at svare præcist på, hvorfor russerne handler, som de gør, så er et gennemgående aspekt måske netop det: at være med. At spille en rolle.
Det gjorde russerne i det meste af verdenshistorien. Fra zar-tiden over det russiske kejserrige til sovjet-tiden i det 20. århundrede var Rusland en storpolitisk magtfaktor, men med Sovjetunionens fald i 1991 forsvandt det mægtige land med ét ud på et sidespor. Økonomisk set en dværg, militært kun en skygge af fortiden og kulturelt ubetydelig. Ingen regnede Rusland for noget.
Den mand, der om nogen har ført det moderne Rusland tilbage på det globale landkort, er Vladimir Putin, som i søndags blev genvalgt som russisk præsident for de næste seks år. Der er næppe nogen grund til at kalde valget af Putin for demokratisk. Men der er heller ikke nogen grund til at betvivle, at et flertal af russerne støtter ham. Ikke fordi han har givet russerne økonomisk vækst, guld og grønne skove, men først og fremmest fordi han igen har gjort Rusland til et land, man skal regne med.
I Vesten opnås magt og anerkendelse overvejende gennem økonomisk formåen, men Putins Rusland spiller et andet spil, hvor indflydelse kan opnås ved at så splid, ved at genrejse national stolthed og ved at være konfliktparat.
De vesteuropæiske lande har i vidt omfang glemt dette gamle spil, som var fremherskende på kontinentet i anden halvdel af det 19. århundrede, og af samme grund har EU indtil videre udvist en udpræget grad af rådvildhed over for problemet Rusland.
Men i takt med at verden er ved at få øjnene op for, hvad Rusland faktisk har gang i, er stadigt flere lande også begyndt at forholde sig til den russiske fremfærd. Dels ved militær oprustning, dels gennem økonomiske sanktioner og endelig ved at afdække det russiske spil.
Her er Putins stærkeste kort, at de er mere skruppelløse og lidelsesparate. Men russerne ved også godt, at de ikke kan leve af konflikt. Og samlet set står de vestlige lande klart stærkest i den konflikt – militært, økonomisk og teknologisk.
Vi skal bruge den styrkeposition til at fortælle russerne, at konflikt med Vesten ikke kan betale sig. Men på den baggrund skal vi også udnytte vores styrkeposition til at invitere russerne indenfor. Samhandel og udveksling er og bliver de bedste forudsætninger for fred. Meget vil afhænge af Putin, men hvilke veje han kan følge, er vores russiske valg.