Vågekoner har tid til døden

Det er opmuntrende, at flere frivillige vil være vågekoner

Vågekoner har tid til døden
Foto: Iris.

En gang imellem sker det, at en god historie trænger igennem den mur af begrædelige nyheder, som løber med opmærksomheden i de fleste medier. Sådan var det, da Kristeligt Dagblad og avisens Seniorliv-kommentator Lis M. Frederiksen i går kunne fortælle, at en vågekonetjeneste i Røde Kors er organisationens hurtigst voksende aktivitet nogensinde.

Mange vågekoner oplever det som særdeles meningsfuldt at være hos den døende, og vågekonen Kirsten Sandfeld fra Grindsted i Jylland kunne på et tidspunkt fortælle i P1-programmet Mennesker og tro, at det fyldte hende med taknemmelighed, at de døende lod hende være dem nær i de sidste timer.

I årtier har mange danskere haft en tendens til at fortrænge døden og har ikke været trygge ved at forholde sig til den da slet ikke til, hvad der skete efter livets afslutning. For eksempel beskrev den svenske forfatter Per Olov Enquist i 1990erne, hvordan det kunne vække uro ved københavnske middagsselskaber at spørge folk, hvor de skulle begraves.

LÆS OGSÅ:
Flere vil våge over døende

Meget tyder på, at denne udvikling er vendt, og at vi i de senere år har fået lettere ved at tale om døden. Der er udkommet flere bøger om døden, og danskerne har ikke berøringsangst over for døden, siger Marie Raunkiær, der er forsker ved Palliativt Videncenter, en institution, som samler information om lidelseslindring i sygdomsforløb.

Kritikere advarer imod, at vågekonerne tager arbejde fra professionelle. Men den kritik må man vende sig imod. For det første er vågekonen typisk en kvinde i alderen 55-75 år, der har en fortid i sundhedsvæsenet og professionel erfaring med at omgås døende. Så risikoen for, at hun ikke er klædt på til den krævende opgave, er lille.

For det andet er det netop opmuntrende, at vågekonerne gør det, som mange offentligt ansatte ikke har tid til eller mulighed for. Vågekonerne har nemlig tid nok. Også tid til at tale, holde hånd og være et menneske over for et andet i den svære stund. Så det forholder sig snarere omvendt: Det offentlige burde glæde sig over, at nogen kan udføre den tidskrævende og meningsgivende gerning at følges med en døende på vej ind i døden.

Den voksende skare af frivillige ved dødslejet kan tolkes som et udtryk for en folkelig modstand mod af og til umenneskelige dødsforhold. Hver tiende dansker dør i dag alene, hvilket svarer til 5000 mennesker om året. Selv blandt dem, der dør på hospitaler, oplever nogle det som en tid uden menneskelig varme og vigtige samtaler. Man må derfor værdsætte, at der er nogle mennesker, som tager det på sig at være et lille lyspunkt i dødens skygge og reducere ensomheden i de timer, som ingen ønsker at være alene om.