Prøv avisen

Yahya Hassan skal ikke stå alene

Den unge digter har nedbrudt fronterne i integrationsdebatten

Yahya Hassan har været og er måske stadig en rod. Kriminel, utilpasset og med en opvækst præget af vold, social nød og utallige ture ind og ud af institutioner. Han er kort sagt en af de unge mænd med indvandrerbaggrund, som gennem de seneste årtier har stået som et af de tydeligste symboler på en fejlslagen integrationspolitik.

Paradoksalt nok kan den 18-årige Yahya Hassan også være et af lyspunkterne i den ellers så udsigtsløse danske integrationsdebat. For med sin meget roste og selvbetitlede digtsamling formår Yahya Hassan dels i medierne, men i endnu højere grad i sin kraftfulde og intense lyrik at pulverisere alle de traditionelle fronter i en ørkesløs diskussion om indvandring og kulturmøde, hvor aktørerne rituelt har gentaget de samme replikker gennem 20 år.

Yahya Hassan har muslimske rødder, men har intet tilovers for et religiøst hykleri, hvor forældre begår socialt bedrageri og tæver deres børn, hvorefter de fremstiller sig selv som gode, praktiserende muslimer. Han har indvandrerrødder, men langer samtidig ud efter dumme perkere, som render rundt i joggingtøj, som han har beskrevet det i medierne.

Yahya Hassan kan kort sagt ikke sættes i bås af den ene eller den anden politiske fløj, hvilket han fornuftigt nok også har frabedt sig. Og når vi nu lytter til ham, er det af den ene grund, at han mere end nogen anden fra indvandrermiljøet har formået at sætte følelser på det liv, der leves blandt vores mest udsatte borgere med indvandrerbaggrund.

LÆS OGSÅ: Hassans digte sælger og begejstrer

Han er ikke et søjlediagram i endnu en rapport fra Integrationsministeriet, men en ung mand med et sjældent set talent for at sætte ord på, hvordan tusinder af børn og unge svigtes og såres, når hverken deres forældre eller det omgivende samfund formår at løfte dem ud af problemerne.

I sig selv siger Yahya Hassan intet nyt. Det er jo indlysende, at der kun sjældent kommer stærke samfundsborgere ud af boligområder, hvor man i årtier har samlet tusinder af ressourcesvage indvandrere, som på grund af arbejdsløshed og sociale problemer har forsøgt at opdrage deres børn under kulturelle og religiøse traditioner, der minder om dem, man praktiserede i deres hjemland for 30 år siden.

Det mest overraskende er derfor, at det først er nu, at en stemme fra indvandrermiljøet så krystalklart trænger gennem den tunge tåge af bastant indvandrerkritik og misforståede hensyn.

Udfordringen er nu, at Yahya Hassan ikke må stå alene. Han er blevet svigtet og forsømt gennem sin opvækst, men forhåbentlig kan den 18-årige digter fra Aarhus Vest markere begyndelsen på en ny integrationsdebat, hvor vi erkender og reagerer på, at dialogmøder og kulturfestivaler ikke er nok, men at der er behov for et konkret opgør med en forfejlet bolig- og socialpolitik. Det vil være dyrt og besværligt, men hvad er alternativet? mr