Ledigheden er lavest blandt de 50-59-årige

Dansk Industri har svært ved at genkende myten om, at det er svært at finde job, når man er fyldt 50 år.

Den relativt høje andel af faglærte blandt 50-59-årige er formentlig en medvirkende årsag til, at ledigheden er lavest i denne aldersgruppe (Arkivfoto).
Den relativt høje andel af faglærte blandt 50-59-årige er formentlig en medvirkende årsag til, at ledigheden er lavest i denne aldersgruppe (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Beskæftigelsen er højere end nogensinde før, og det kommer særligt de midaldrende til gode.

For kigger man på ledigheden i bestemte aldersgrupper, er den faktisk lavest blandt de 50-59-årige, hvor kun 13.000 eller 1,9 procent af arbejdsstyrken står uden arbejde.

- Det er en fest for de ældste aldersgrupper på arbejdsmarkedet i dag. Det er let at finde arbejde, og rigtig mange seniorer er i job i forhold til tidligere.

- Ledigheden er den laveste siden lige før finanskrisen i 2008, fortæller Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri.

Han afviser også myten om, at det skulle være sværere for personer, der mister jobbet efter at være fyldt 50, at finde et nyt arbejde.

- Folk i 50’erne har ikke sværere ved at finde arbejde end de yngre aldersgrupper, for de går ikke ledige i længere tid end de yngre, siger han.

Steen Nielsen har et par bud på, hvorfor lige præcis det lysegrå guld er attraktivt for arbejdsgiverne.

- De ældre har været mange år på arbejdsmarkedet og har nogle erfaringer, som gør at de er attraktive for virksomheder i modsætning til de yngre, der måske lige er blevet færdige med en uddannelse og skal ind på arbejdsmarkedet.

- Samtidig er andelen af faglærte større i de ældste generationer, og lige nu er det lige præcis elektrikere, mekanikere og smede, der mangler, siger Steen Nielsen.

Også de 40-49-årige nyder godt af det blomstrende arbejdsmarked med en ledighed på 2,0 procent.

Derimod er ledigheden for de 25-39-årige næsten dobbelt så høj og ligger omkring fire procent.

/ritzau/