Prøv avisen
Vinterferie

Legeforsker: Lad bare børn lege med iPad i ferien

iPaden kan være en fantastisk kilde til inspiration for børn, når de lader sig inspirere af de sociale medier til at lege, eksperimentere og afprøve verden omkring sig. (Modelfoto) Foto: Mildenmi / Iris

Vinterferien har for mange børn betydet ekstra skærmtid, og mens forældre ryster på hovedet af børnenes digitale tidsforbrug, hilser legeforsker det velkommen som en ny arena for leg

Det er vinterferie og gråvejr udenfor. I et hjørne af sofaen sidder et barn og følger intenst med i den seneste nye YouTubevideo på iPad’en. I den anden ende af stuen ser forældrene hovedrystende til, mens deres dårlige samvittighed gnaver i dem - et barn burde ikke sidde der, men være ude at lege. Men de behøver ikke være bekymrede for, at skærmtid kun er lig med spildtid, mener forsker i digital leg , på Aarhus Universitet, Stine Liv Johansen.

”Jeg synes ikke man kan sige, at børn ikke leger, når de bruger sociale medier. Det er nok snarere de voksne, som ikke kan genkende legen, når de ser den,” siger hun.

Der er langt fra tanken om legoklodser og ”hop-over-bold”, som mange voksne forbinder med deres egen barndom, til et barn, der filmer uskyldige drengestreger , som det filmer og læigger på nettet. Derfor stiller mange voksne sig undrende overfor børnenes digitale liv.

Med de sociale medier er der åbnet en ny legeplads op for børnene. Fri for begrænsningerne af tid og sted, giver det dem en helt ny frihed og en verden af ubegrænsede muligheder. På de sociale medier kan de bruge timevis på at dele, diskutere og konsumere indhold, som de selv eller deres jævnaldrende producerer. Indhold, som de bruger som inspiration i deres hverdag, når de efterligner de lege og aktiviteter som de ser på for eksempel YouTube.

Børns digitale og analoge liv skal forstås som to sider af samme sag, og børn leger også stadig fysisk, siger Stine Liv Johansen. I en svømmehal, på en fodboldbane og i en skolegård er der stadig plads til fysisk leg. Børns digitale liv behøver ikke nødvendigvis være lig med, at de ikke har et liv i den analoge verden. Kigger man efter, mener Stine Liv Johansen, kan man se masser af eksempler på, at børn stadig leger. Tænk for eksempel på den måde, som børn interagerer med hinanden når, de er i en svømmehal.

Det er ikke nyt, at børn har adgang til elektronik medier og kan bruge det i deres legat medier og leg hænger sammen. Før de sociale medier kom til, var der computerspil og tv, og før det var der walkmans og båndoptagere. Stine Liv Johansen mener derfor, at medier og elektronik altid har spillet en stor rolle i, hvordan børn leger.

”Børn har altid været inspireret af det, de så på tv og film, hørte i radioen eller læste, når de skulle finde på nye aktiviteter eller karakterer til deres lege,” siger Stine Liv Johansen.

Hun nævner selv, hvordan en af hendes egne yndlings lege som barn i 1980’erne var at lave små radioprogrammer optaget på kassettebånd. En leg som ligger meget tæt op ad det, børn i dag gør på det sociale medie YouTube. Med den store forskel, at børnene på de sociale medier for et publikum.

”I den her video, der vil jeg lave en video, hvor jeg bare leger med barbidedukker,” siger Naja Münster, 8, mens hun kigger ind i kameraet, inden hun forsigtigt sætter sine to Bbarbier på plads i den lyserøde cabriolet.

De næste fire minutter kan man følge, hvordan hun sidder i sin stue og opslugt leger med dukkerne, der i dag skal på wellnesscenter. Det er på den ene side en fantasifuld barneleg, og på den anden side er der noget opstillet over legen, som hun runder af med at minde seerne om at like, følge og kommentere. Med 168.000 følgere er Naja Münster en af Danmarks største YouTubere (person, der får penge for at lave videoer til YouTube, red.), og videoen er blevet set af over 49.000 mennesker.

”Det kan godt være, at nogen vil sige, at det er at bevæge sig væk fra legen. Det er jeg ikke enig i. Jeg synes stadig, det har legende elementer, fordi det er undersøgende, eksperimenterende og afprøvende, ikke ’skoleagtige’-fritidsaktiviteter,” siger Stine Liv Johansen.