Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Jeg nægter at blive sat bagerst i bussen, fordi jeg er kvinde

"Man har ladt sig hæmme af både religion, kultur og etnicitet i stedet for bare at se på, at det er en kvindekamp," fastslår debattøren Elmas Berke. Arkivfoto. Foto: David Leth Williams

Dansk-tyrkiske Elmas Berke har en kamp at kæmpe for de nydanske kvinder, der ikke kender deres basale rettigheder. Hun fortæller deres historie, og hun er ikke bange for at rette sin kritik mod både majoritet og minoritet

Den dansk-tyrkiske debattør Elmas Berke tøver ikke et øjeblik, når hun bliver bedt om at nævne et forbillede:

"Rosa Parks."

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Rosa Parks nægtede i 1955 at overlade sit bussæde til en hvid person, som chaufføren ellers bad hende om. Det blev et af startskuddene til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.

Elmas Berke spejler sig i Rosa Parks, når stemmer i minoritetsmiljøet beder hende "sætte sig bagerst i bussen", fordi hun er kvinde.

For Elmas Berke ved præcis, hvilke ligestillingsrettigheder hun har som kvinde i det danske samfund. Men den bevidsthed er ikke alle hendes nydanske medsøstre beskåret, og derfor finder hun det nødvendigt at råbe op - på sin blog, på Facebook og senest i bogen "Tavshedens pris".

"Det danske samfund stiller de bedste rettigheder til vores rådighed, men hvis du ikke er bekendt med, at du har de rettigheder, så er det altså lidt svært at gøre krav på dem."

Da Elmas Berkes forældre kom til Danmark i slutningen af 1970’erne som gæstearbejdere fra Tyrkiet, bosatte de sig i Viborg, hvor der dengang næsten ingen andre indvandrere var. Elmas Berkes opvækst var tryg og blev et springbræt til at deltage i den offentlige debat. Der stødte hun på en virkelighed, hun aldrig før havde stiftet bekendtskab med:
 
”Det, jeg troede, var normalt for indvandrerfamilier, det var ikke så normalt endda. Min familie er meget sekulær, så religion har aldrig nogensinde fyldt noget i mit liv. Mange af de udtryk, som højreekstremisterne bruger om muslimer, var jeg ikke engang bekendt med.”
 
Elmas Berkes forældre var afklarede i forhold til deres plads i det danske samfund. De vidste, at det var her, de ville bo, og de opfordrede børnene til at være sig deres ansvar i samfundet bevidst. Da Elmas Berkes storesøster i fjerde klasse fik et diplom for at være en flittig elev, kom det op at hænge på ærespladsen i stuen. Faderen var "pavestolt", og han pegede ofte på diplomet og sagde:
 
”Hvis I vil, så kan I blive til noget. Alt det, I får her, det har I ikke fået foræret. Der er nogen, der har kæmpet for, at I kan gå gratis i skole. Det eneste, I kan gøre, er at give tilbage. Ved at få en god uddannelse og være gode og samfundsnyttige medborgere, der tager jeres ansvar alvorligt, kan I give tilbage for alt det, I får her." 

Søsterens diplom blev hængende på ærespladsen i stuen i mange år. Synet af det og faderens ord har fulgt Elmas Berke lige siden.

Når Elmas Berke åbner munden, er det for at give den opfordring, hun fik med hjemmefra, videre: Tag ansvar.

"Jeg efterlyser lidt, at den muslimske minoritet i Danmark også ser indad," siger hun og fortsætter:

"Første skridt til løsningen af et hvilket som helst problem er at erkende, at der er et problem. Der er vi ikke nået til endnu i forhold til den muslimske minoritet.”

Et af problemerne i de nydanske miljøer er ifølge Elmas Berke, at nogle af de kvinder, der kommer til Danmark i forbindelse med ægteskab, ikke kender deres grundlæggende rettigheder. Hvis al deres tid tilbringes med at arbejde i familiens grønthandler eller pizzeria, kan det ske, at de selv ikke efter mange år i Danmark ved, hvad de har ret til:

"Jeg har talt med kvinder, som tror, at børn også i Danmark tilhører manden per automatik, hvis de går fra ham. Kvinder, som overhovedet ikke bliver sendt på sprogskole. Jeg har talt med kvinder, som ikke har set deres biologiske familie i flere år, fordi de ved ægteskab overgår til svigerfamilien, og derfor er det dem, der bestemmer, hvornår hun må tage på ferie og se sin familie," siger hun og fortsætter:

"Det, som mange ikke har forstået, er, at de her minoritetssamfund er de primære samfund i forhold til majoritetssamfundet. Man går først og fremmest op i, hvad minoritetssamfundet siger, mener og tænker. Derefter tænker man i forhold til, hvad det danske samfund, majoritetssamfundet, tænker. Det er vigtigere for en familie, hvad minoritetssamfundet tænker, end hvad majoritetssamfundet tænker om familiens kvinder og døtre," siger hun og vender tilbage til Rosa Parks-referencen:

"Det kan godt være, det ikke er de juridiske love, der forskelsbehandler, men de sociale love forskelsbehandler os i høj grad.”

Som så ofte, når Elmas Berke ytrer sig, vender den anklagende finger begge veje. Dels mod minoritetssamfundet, dels mod majoritetssamfundet, der ifølge Elmas Berke glemmer at se for eksempel kvinder med indvandrerbaggrund som slet og ret danske borgere: 

"Hvis nu vi alle sammen var farveblinde og religionsblinde, så ville vi bare se en kvinde over for os, som havde brug for støtte og hjælp i hendes kamp for frigørelse på præcis samme måde som rødstrømperne i 1970’erne."

Selv om Elmas Berkes egen historie ikke er lige så voldsom som dem, hun er stødt på i sit virke som tolk og beskriver i sin bog "Tavshedens pris", kender hun til den magtesløshed, der opstår, når en nydansk kvinde - eller en hvilken som helst kvinde - bryder med sin fortid uden at kende fremtiden.

Da Elmas Berke var en ung mor med to børn og forlod sin daværende mand, havde hun ikke noget sted at gå hen. Elmas Berkes far modsatte sig skilsmissen, så da hun rejste fra sin mand, var døren hos forældrene lukket. Elmas Berke endte på et krisecenter med sine to små børn.

Der mødte hun et bredt spektrum af kvinder, fra direktørfruen til den arbejdsløse:

"Vold er etnisk farveblind. Vold kommer ikke i nogen farve. Det er derfor, jeg siger: Vores blod har samme farve, vores tårer har samme farve, de blå mærker på overfladen ser umiddelbart ens ud. Men det, der har ført os til de blå mærker, det er dét, der adskiller, og det er dét, vi skal have gjort op med,” fastslår hun.

Mens Elmas Berke var på krisecentret, var hun omhyggelig med ikke at græde foran sine børn, og hun lod dem tro, at de blot var på en slags feriekoloni med andre kvinder og børn. Opholdet sluttede efter en uge, da resten af Elmas Berkes familie lagde pres på faderen. De lod ham forstå, at han ville miste dem alle, hvis han slog hånden af hende. 

Da Elmas Berke første gang meldte sig på banen i den offentlige debat omkring 2009, blandt andet som talskvinde for kvindebevægelsen Q Freeedom, endte hun med at måtte trække sig tilbage igen. Det blev for barskt hende, for hver gang én fløjs angreb forstummede, tog en anden over.
 
”Vi blev tillagt onde motiver, for eksempel at vi gik højrefløjens ærinde. Jeg er sågar blevet kaldt spydspids for DF, hvilket er en fornærmelse af dimensioner. Der har man ladt sig hæmme af både religion, kultur og etnicitet i stedet for bare at se på, at det er en kvindekamp.”

Dengang følte Elmas Berke, at hun stod alene med sit projekt. Men efterhånden ser hun, at flere og flere nydanske stemmer slutter sig til koret, der insisterer på at italesætte problemerne i indvandrermiljøer. Selv de gamle kvindesagsorganisationer har ifølge Elmas Berke sluttet sig til den nydanske kvindekamp:

"De er med nu. De går stadig lidt på listetæer og er forsigtige, men det er bedre end ingenting. Jeg hilser det hjerteligt velkommen.” 

Elmas Berke stejler over at tale om national baggrund eller oprindelsesland. Selv om hendes forældre er gæstearbejdere fra Tyrkiet, siger hun klart:

”Det er på tide at trække en streg i sandet og sige: Nu er vi danskere. Vi er bindestregsdanskere; jeg er tyrkisk-dansk eller dansk-tyrkisk, alt efter hvordan man sætter bindestregen. Men det er ikke det, der betegner mit liv her og nu,” siger hun og fortsætter:
 
”Men hvor man kommer fra, det er ens rødder, og det er det, der gør, at træet står stærkt imod vind og vejr og blæst.”

Modstanden mod at tale om oprindelsesland skyldes også den udprægede diskrimination, der ifølge Elmas Berke præger mange indvandrermiljøer. Hun fortæller om, hvordan indvandrere på kryds og tværs har fordomme om andre nationaliteter end deres egne:
 
”Samtidig er ’vi’ de første til at råbe op om diskrimination. Det er sådan noget, jeg kan blive harm over: Man råber fra morgen til aften om diskrimination i Danmark, tager hjem, tænder for hjemlandets tv-kanaler og brokker sig i ord og vendinger, der kan få den værste højreorienterede i Danmark til at fremstå som en skoledreng i forhold til landets egne minoriteter. Der hersker sådan en dobbeltmoral. Det er til at brække sig over.”

Racismen kan også gå fra indvandrermiljøet og ud mod det danske samfund:

"Hvad er det udtryk for, hvis nydanske forældre sender deres barn på genopdragelse i hjemlandet? Det er et udtryk for racisme, ikke andet. De har bosat sig i et land med nogle folk, hvis livsstil, hvis livsførelse, hvis hele væren er så forkastelig, at hvis ens barn bliver som dem, så straffer man børnene. I yderste konsekvens slås børnene ihjel, fordi de er blevet som de folk, man har bosat sig midt imellem."

At der ofte kvitteres med trusler, når man deltager i den offentlige debat om nydanskhed, ligestilling og islam, er Elmas Berke ikke meget for at tale om. Hun vil ikke give "dem" den fornøjelse, at de har nået hende, som hun siger. Et enkelt eksempel fra den den radikale islamistiske yderfløj giver hun dog:

"Jeg fik tilsendt et korancitat fra Hizb ut-Tahrir med et spørgsmål, som lød: 'Hvad synes du om dette Koran-citat?' Af alle de over 6.000 vers, der findes i Koranen, var det citat, der blev sendt: 'Dræb den, der ændrer sin religion.' Meget pudsigt!," udbryder hun spydigt.

I bogen ”Tavshedens pris” beskriver Elmas Berke pigen Donyas kamp mod social kontrol, et tvangsægteskab og æresrelateret vold i familien. Netop de asymmetriske ægteskaber, som Elmas Berke kalder dem, hvor en ægtefælle hentes til Danmark fra indvandrerforældrenes fjerne hjemland, er en af hendes hjertesager.

”Det er to kulturer, der tørner sammen, og skilsmisseprocenten for nydanskeres vedkommende er næsten lige så høj som for etnisk danske, hvilket i sig selv illustrerer, at de her asymmetriske ægteskaber bare ikke fungerer.”

Samtidig peger Elmas Berke på, at der i de asymmetriske ægteskaber risikerer at komme børn i klemme. Dels står børn i et sådant ægteskab midt i det kulturelle sammenstød, dels vil der i traditionelt orienterede indvandrermiljøer være en opfattelse af, at børn tilhører manden i tilfælde af skilsmisse. Lykkes det alligevel moderen at få børnene med sig ind i et eventuelt nyt ægteskab, risikerer disse børn at blive en torn i øjet på den nye mand:
 
”I en kulturforståelse, hvor børn tilhører manden, skærer det ham i øjnene at tage sig af en anden mands afkom. Det er helt nede på et primitivt niveau.”

Elmas Berke har hørt historien et væld af gange i sit tidligere arbejde som tolk. Og det er netop disse kvindeskæbner og deres børns historier, hun har brugt som stof til sin bog.
 
”I ’Tavshedens pris’ går det op for hovedpersonen, at alt, hvad hun har oplevet, har børnene oplevet sammen med hende,” siger hun og fortsætter:
 
”Men hvor hun som den voksne har kunnet skelne ret fra uret, har de bare suget det hele til sig.”
 
Ifølge Elmas Berke er det præcis dér, det går galt: Når børn af indvandrere klemmes mellem et hjem præget af en kulturel asymmetri og et samfund, der nærer en vis skepsis til deres anderledes etnicitet og religion.
 
”Hvor går sådan nogle børn hen for at finde identitet? Jamen, det gør de hos Gud. Og er de så uheldige, at den gud bliver præsenteret i den ekstremistiske version, som Hizb ut-Tahrir og Kaldet til islam og salafisterne er fortalere for, så har du den cocktail, der skal til. Det er tragisk på alle måder.”

Troen har aldrig fyldt noget særligt i Elmas Berkes eget liv. Hun kalder sig selv kulturmuslim og fejrer de muslimske højtider som eid-festen efter fasten. At religion for nogle indvandrere bliver en samlingsfaktor i højere grad, end det var i deres oprindelsesland, gør hende bange:

”Der er ikke nogen, der kan konkurrere med en gud. Når efterlivet for mennesker er vigtigere end livet her, kan du ikke argumentere pragmatisk.”

Men det er ikke kun de radikaliserede religiøse, der påkalder sig kritik fra Elmas Berke. Også mediernes forhippethed på altid at tale med imamer om nydanske muslimers gøren og laden får hende op af stolen:

"Vi stikker en mikrofon op for munden af en imam i sager, der overhovedet ikke vedrører dem. Jeg plejer at sammenligne det med, at når lille Brian stjæler en cykel, så tilkalder vi de sociale myndigheder, vi iværksætter SSP (lokalt samarbejde mellem Skole, Socialforvaltning og Politi, red.), pædagoger og så videre. Men når det er lille Muhammed, der gør det, så skal vi straks spørge en imam, hvorfor han gør, som han gør. Hvad får os til at tro, at en imam kan svare bedre på det, end en præst kan i forhold til Brian? Vi giver de religiøse talsmænd en autoritet og en magt, som de slet ikke er berettiget til," siger hun.

For i bund og grund er det dét, Elmas Berke kæmper for, hver gang hun åbner munden: At alle danske borgere uden skelen til religion, etnicitet eller køn må blive behandlet som netop danske borgere.

"Jeg er en kvinde, som på dansk grund bare forlanger at blive behandlet som et ligeværdigt menneske. Ikke andet. Det er mit krav.”