Prøv avisen

Gamle feminister har svigtet nydanske kvinders kamp

Når en nydansk kvinde udsættes for vold og social kontrol, er det alt for ofte blevet affejet med henvisning til kulturel baggrund. Der er brug for ny viden på området, lyder det fra flere. Modelfoto.

De gamle kvindesagsorganisationer har ifølge kritikere ikke været gode nok til at reagere over for den sociale kontrol, mange nydanske kvinder er underlagt. Dansk Kvindesamfund erkender, at de har svigtet

Nogle nydanske kvinder kæmper en kamp, der minder om de gamle rødstrømpers: retten til at bestemme over egen krop og vælge egen partner.
 
Men der har hos kvindesagsorganisationerne været et efterslæb i forhold til at kæmpe for nydanske kvinders basale rettigheder. Kritikken har været rejst flere gange de seneste 10-15 år, og nu rejses den igen af en række nydanske feminister.

”Det er fint nok at belyse behovet for flere kvinder på bestyrelsesgangene. Men hvad med alle de kvinder, som er frihedsberøvede i en sådan grad, at de faktisk lever lige så begrænset som kvinder i Mellemøsten - altså kvinder i de lande, hvor vi gerne så, at der skete noget? Hvor er Dansk Kvindesamfund, når det kommer til det? De er jo ingen steder. Hvor er Kvinfo? De er ingen steder,” lyder det fra den dansk-afghanske 26-årige blogger Geeti Amiri. 

Den dansk-tyrkiske debattør Elmas Berke mener også, at kvindesagsorganisationerne har været for langsomme til at gå ind i kampen for frihed hos kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.

"Hvis nu vi alle sammen var farveblinde og religionsblinde, så ville vi bare se en kvinde over for os, som havde brug for støtte og hjælp i hendes kamp for frigørelse på præcis samme måde som rødstrømperne i 1970’erne." 

En undersøgelse foretaget af forsknings- og analysevirksomheden ALS Research i 2014 bekræfter, at der hersker "en udpræget kontrol med unge kvinders seksualitet" i de nydanske familier, rapporten bygger på.

På rådgivnings- og krisecenteret Danner har cirka halvdelen af kvinderne indvandrerbaggrund. Leder Birte Lundgreen mener, at mange fagfolk har manglet viden om de nydanske kvinders problemer og derfor har tøvet med at gribe ind:

”Det kan være svært, hvis man er etnisk dansker og aldrig er stødt på social kontrol, at gennemskue, hvor massiv den sociale kontrol er, og hvor store sociale konsekvenser, det har for kvinden og hendes børn at søge hjælp på et krisecenter.”

Hun peger på bedre uddannelse af fagfolk som vejen frem. Indtil videre har Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (Lokk) stillet midler til rådighed for videreuddannelse af krisecenterpersonale i forhold til æresrelateret vold.

Hos rådgivningstjenesten Etnisk Ung, der drives af Lokk, kan unge nydanskere søge anonym hjælp, hvis de er udsat for æresrelateret vold. Projektleder Susanne Willaume Fabricius siger:

”For 10 år siden blev æresrelaterede konflikter langt oftere kvalificeret som kulturrelaterede. Det argument hører man ikke i dag. Men vi er slet ikke færdige med at bevæge os.”

Hos Dansk Kvindesamfund imødekommer man kritikerne:

"De har fuldstændig ret i deres kritik. Det er rigtigt godt, at det her spørgsmål om, hvor de ældre kvindeorganisationer står, bliver rejst,” siger Ulla Tornemand, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund.

Samtidig opfordrer hun kritikerne til at handle på deres utilfredshed:

”Jeg ville ønske, at de ville tage fat i os og aftale et møde. Så kan vi tale om, hvordan vi kan være behjælpelige med de ressourcer, vi har til rådighed."

Også Ulla Tornemand nævner opkvalificering og bedre uddannelse af de myndigheder, der har med voldsramte nydanske kvinder at gøre, som et af de vigtigste handleområder. Hun siger:
 
”Det er på tide, at vi åbner øjnene og lytter til, hvad der bliver sagt – os, der sidder i de her kvindesagsorganisationer og i den hvide del af den feministiske bevægelse. Vi har svigtet, og vi er stadig ikke gode nok. Så nu skal vi se at komme i gang med at gøre noget.”

KVINFO havde ikke mulighed for at medvirke i artiklen på grund af ferie.