Prøv avisen

Ung, muslimsk mor: Mit helt store mål er at nedbryde fordomme

Når Natasha Al-Hariri skal nævne en inspirationskilde, tøver hun lidt, men ender på Grundloven og undskylder, at det jo ikke er en person. Det er menneskerettighederne og det danske samfunds frihedsrettigheder, der danner baggrund for den unge jurists virke. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Dansk-libanesiske Natasha Al-Hariri stiller op, når billedet af unge nydanske kvinder bliver for stereotypt. Som mor har hun blikket fæstnet på den næste generation som dem, der skal sikre en fremtid i fredelig sameksistens

Når man googler Natasha Al-Hariris navn, dukker en masse scenarier op: I mødremagasinet Mama fortæller hun om at være muslimsk mor. I Kristeligt Dagblad fortæller hun, fotograferet med sin familie foran juletræet, hvorfor hun og hendes mand har valgt at fejre jul. Jyllands-Posten står hun storsmilende foran en jødisk slagterforretning overklistret med røde papirhjerter; bag hjerterne ses det hærværk, som de tre unge muslimer har forsøgt at dække med kærlighedssymbolet.

Det er gerne sådan, den 26-årige jurastuderende Natasha Al-Hariri gør. Hun forsøger at vise Danmark, hvad en ung nydansk kvinde også kan være i 2015. Hvis det indebærer at invitere journalister ind i hjemmet eller stille op i tv-debatter som "den nydanske", så gør hun det gerne - af en pligtfølelse over for det danske samfund, der rækker rødder ned i troen. 

"Mit helt store mål er at nedbryde fordomme. Og oplysning til samfundet," siger hun.

Hun er en af de nydanske kvinder, der de seneste år har gjort sig bemærket i den offentlige debat. 

Da Natasha Al-Hariri var spæd, flygtede hendes forældre fra borgerkrigen i Libanon til Danmark. Her endte de i Hellerup nord for København, og Natasha Al-Hariri voksede op som én af få nydanskere i velhaverbydelen.

Når Natasha Al-Hariri ser tilbage på nydanske kvinders vej de sidste tyve år, er hun af den opfattelse, at de er kommet langt:
 
”Bare sådan noget som at kunne tage på ferie som alenekvinde med veninder… Det så man altså ikke for ti-femten år siden, men det ser man i langt højere grad i dag. Det er et oprør. Det, at man ikke kan gøre det i forældrenes hjemlande, betyder jo ikke, at man ikke kan gøre det her.”
 
Selv var Natasha Al-Hariri som barn og ung ligestillet med sine tre brødre i hjemmet i Hellerup. For nylig tog hun en snak med sin mor, hvor hun gik hende på klingen omkring, hvorvidt forældrene ville have opdraget hende lige så frit, hvis de havde boet i et tættere arabisk miljø i Danmark eller i et arabisk land:
 
”Da trak hun lidt på skuldrene og sagde, at det troede hun da. Og så måtte jeg sige til hende, at det ved jeg altså ikke helt, om de ville.”

Natasha Al-Hariri nævner opgøret med rygtesamfundet som den vigtigste bastion i den nydanske kvindekamp: 

”En stor del af de kvinderettigheder, som nydanske kvinder har opnået i Danmark, er kommet i trods mod det rygtesamfund, som i den grad hersker. I sin tid forbød familierne jo kvinderne det ene og det andet med replikken ’Hvad skal folk ikke sige…’. Det giver man virkeligt ikke noget for længere i de fleste miljøer. Men det er klart, at det stadig findes. Og det er klart, at kampen ikke stopper, fordi nogle kvinder har opnået det, de vil.” 
 
Natasha Al-Hariri er selv mor til en søn på halvandet, og som en del af den nye forældregeneration er hun bevidst om nødvendigheden af at krænge rygtesamfundet af sig: 
 
”Jeg tror ikke, at man bliver fri til at opdrage, før man har gjort sig fri af rygtesamfundet og stopper med at tillægge det værdi.”

Som mor hviler hendes blik allerede på næste generation som dem, der skal bære samfundet i fremtiden - nydanskere og gammeldanskere i fælles flok. Skal det lykkes, skal der ske noget:
 
"Der er opstået en kløft i den danske befolkning, som vi jo allesammen er en del af. Det bliver ført videre til vores børn, og det er der, jeg virkelig synes, det går hen og bliver kritisk. For hvis vores børn vokser op med den retorik, bliver det normaliseret, og så bliver det ikke bedre på længere sigt."
 
Med "den retorik" mener Natasha Al-Hariri den fordomsfulde måde at tale på, som hersker både i gammel- og nydanske miljøer. Ifølge Natasha Al-Hariri skyldes retorikken og fordomsfuldheden ofte en ”berøringsangst mod at komme hinanden ved”:
 
”Jeg synes, at Danmark i højere og højere grad er et individualiseret samfund, hvor man sjældent kommer hinanden ved uden for arbejdspladsen og studiet – hvor det ikke ligger naturligt, at man har kontakt til eksempelvis muslimer, medmindre man har gået i skole sammen eller er vokset op sammen eller andet.. Man skaber nogle billeder omkring en del af befolkningen, som beror på fremstillinger, blandt andet i medierne, som ikke ligefrem maner til ro og fredelighed.”
 
Ifølge Natasha Al-Hariri har problemet dels været, at nytilkomne danskere op gennem 80'erne og 90'erne bosatte sig i mere eller mindre afskærmede områder, dels at de etniske danskere på samme måde bor for sig selv.
 
”Men det er også, fordi man ikke har behov for det - fordi man ikke vil - fordi man ikke har nogen interesse i at udvide sin egen horisont.”

Hun understreger dog, at nytilkomne flygtninge i dag i langt højere grad placeres meget forskellige steder. 
 
Som teenager mødte Natasha Al-Hariri selv modstanden mod ”de andre”, da hun var hjemme hos en arabisk familie. Her overhørte hun en ordveksling, hvor et af børnene blev bedt om at aflyse en legeaftale med et etnisk dansk barn. 
 
”Den episode har virkeligt sat sig fast. For hvad er det, vi fylder vores børn med? Det er jo decideret afstandtagen, og det er jo decideret - hvad kan man sige - had. Det skræmmer mig, at det findes, og det findes i begge lejre. Hvis man vokser med en idé om, at ’de der hvide danskere, det er ikke noget for os’, så er alt jo tabt.” 
 
Angrebene mod Krudttønden og synagogen i København den 14. februar 2015 betegner hun selv som et "wake up call": 
 
"Det var virkeligt et slag på mange måder," siger hun og fortsætter med at spørge: 
 
"Hvad kan vi gøre som samfund, som borgere, som individer, for at de her unge mennesker ikke træder ved siden af på den her grufulde måde?" 
 
Ifølge Natasha Al-Hariri er det nødvendigt, at vi tager opdragelsen af vores børn alvorligt, både i hjemmet og som samfund i det hele taget. For de utilpassede unge, understreger hun, blev ikke født utilpassede - noget skete på vejen fra barn med æblekinder til kriminel ung. Ifølge Natasha Al-Hariri er det nødvendigt at se på, hvem der bærer ansvaret for udviklingen, ikke så meget for at placere skylden som for at blive i stand til at undgå de samme fejl i næste generation. Og så er samfundet og forældrene nødt til i samlet flok at få de marginaliserede unge til at føle sig hjemme og tage samfundet til sig som deres eget: 
 
”Jeg tror, man skal arbejde meget mere på at skabe et tilhørsforhold til Danmark og til samfundet. Der tror jeg, at det ikke kun er muslimer og indvandrere, der har et ansvar for at gøre det for deres egne børn. Vi har som samfund et ansvar for at åbne vores arme og åbne vores sind for, at de her udsatte drenge skal opnå en følelse af at være hjemme. De skal opnå en følelse af, at det her er et land, man passer på, for det er her, man er, og det er her, man har hjemme.” 

Helt konkret kom Natasha Al-Hariri og hendes mand også selv med en brøkdel af svaret. Ægtemanden Niddal El-Jabri stod bag den såkaldte fredsring, der efter inspiration fra Norge blev dannet om synagogen i København en måned efter angrebet samme sted. Og da en jødisk slagterforretning i København blev ramt af hærværk på 75-årsdagen for Danmarks besættelse, mødte Natasha Al-Hariri sammen med en håndfuld andre muslimske unge op for i sympati med de danske jøder at klistre røde papirhjerter på det ødelagte butiksvindue.

Men Natasha Al-Hariris offentlige engagement startede allerede, da hun var 17 år. Da gik hun på gymnasiet nord for København og blev spurgt, om hun ville være med i dokumentaren ”Fire muslimske stemmer”. Allerede da havde hun en bevidsthed om, at hun ved at være en offentlig person kunne gøre en forskel for at komme fordomme til livs. 
 
Hun kom ind på jurastudiet, netop som den store tørklædedebat i 2008 gik i gang – den om, hvorvidt danske dommere må bære muslimsk hovedtørklæde. Det var endnu en gnist for Natasha Al-Hariri: 
 
”Jeg tænkte: Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv i det her billede, som blev fremstillet af en kvinde med tørklæde: At hun var underdanig og uselvstændig og ikke klarede sig godt,” siger hun og fortsætter: 
 
”Det føltes enormt uretfærdigt fremstillet, og det var også rigtig ubehageligt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvad tænker de mennesker, som går forbi mig på gaden? Ser de mig virkelig sådan?”

Det er ikke kun ondskabsfuldheder, Natasha Al-Hariri vil gøre op med, når hun træder frem som en kvinde med tørklæde. Det er ligeså meget retten til at blive anset som dansk, hun agiterer for:
 
”Jeg vil simpelthen ikke have, at folk bliver overraskede, når de hører mig tale dansk og tænker: ’Nå, guuud, kan hun også det?’ For det hører jeg altså stadig. Så sent som i sidste uge mødte jeg en kvinde i supermarkedet, som henvendte sig til mig på engelsk.”
 
”Det er jo sikkert kun sødt ment, men... Det er de her forudindtagede forestillinger, som, jeg synes, er forældede.”

For et par år siden kom Natasha Al-Hariri for alvor i søgelyset – ikke mindst de radikale islamisters – da hun i Politiken skrev om, hvordan hun holder af julen som en hyggelig, dansk tradition. Natasha Al-Hariri modtog flere e-mails og opkald fra trosfæller, der kaldte hende ting som ”uislamisk” og ”frafalden”. Verbale angreb som dem kan hun kun trække på skuldrene over. 
 
”Jeg er nok så demokratisk, og jeg vil meget gerne gå i dialog. Men det bliver rigtig svært for mig at nå til enighed med folk, når de direkte kalder mig en frafalden i islam, fordi jeg vælger at fejre julen med mine medborgere,” siger hun og fortsætter: 

”Jeg hører dem selvfølgelig, hvis de henvender sig i en god tone, og så tager jeg gerne debatten med dem. Men hvis de udelukkende skriver eller ringer for at hetze, så er der ikke mere at komme efter.”
 
Med en libanesisk-palæstinensisk baggrund er kristendommen ikke fremmed for Natasha Al-Hariri. I det lille mellemøstlige land er omtrent en tredjedel af befolkningen kristne, og julen fejres tydeligt i det offentlige rum med plastikjuletræer og -krybber.
 
Selv finder Natasha Al-Hariri en base i troen.
 
”Det er den, jeg vender tilbage til, når jeg lægger hovedet på puden og siger ’tak for i dag’.”
 
Fordi hun er praktiserende muslim, fylder troen helt konkret i hverdagen med fem daglige bønner og den nylig overståede fastemåned. Samtidig er den også en drivkraft for Natasha Al-Hariri, og det er dér, hun henter sin styrke:
 
”Jeg finder styrke i troen i alt, jeg gør. Når jeg står over for en udfordring, må jeg altid vende tilbage og tænke: ’Hvorfor er det nu, jeg gør det her? Nåhja.’ Jeg tror på, at Gud er med mig hele tiden,” siger hun og forsætter:
 
”Jeg mener jo, at det, jeg gør, er for en højere dagsorden: Det er, for at vi en dag kan leve i fred og ro sammen. Sameksistens og fred skal være det overordnede mål.”

Når Natasha Al-Hariri skal nævne en inspirationskilde, tøver hun lidt, men ender på Grundloven og undskylder, at det jo ikke er en person. Det er menneskerettighederne og det danske samfunds frihedsrettigheder, der danner baggrund for den unge jurists virke. Det er også friheden, der går igen, når Natasha Al-Hariri fastslår, at hun ikke står alene med sit projekt: 
 
”Jeg synes, der er rigtig mange gode, stærke kræfter i Danmark. Kræfter, som arbejder for et frit samfund, hvor man kan leve frit og drømme frit, og hvor der er plads til mangfoldighed og forskellighed. Jeg synes, der er rigtig mange, som sammen danner en fælles front for det gode.”