Den 18. april skal Lisa Petersen og Jonatan Hauge Madsen giftes i Apostelkirken på Vesterbro i København. Forberedelserne til bryllupsfesten og receptionen, hvor de i alt forventer omkring 200 gæster, har været i gang siden august sidste år.
Nu er coronavirussen imidlertid kommet i vejen, og forbuddet mod at samles mere end 10 mennesker umuliggør den oprindelige plan.
Mens bryllupper bliver udskudt på stribe, holder Lisa Petersen og Jonatan Hauge Madsen fast i deres oprindelige dato for vielsen. De håber, at deres nærmeste familiemedlemmer kan være til stede i Apostelkirken. Men resten – de kan følge vielsen direkte via livestreaming, har parret meldt ud på Facebook-begivenheden for deres bryllup.
”Vi har tænkt, at det kunne være sjovt at livestreame det, så alle, der skulle have været med til både festen og receptionen, får lov se det rigtige ’ja’. Så er de velkomne til at kommentere og smide et like, men vi kommer nok ikke til at holde øje med det lige i øjeblikket,” siger Jonatan Hauge Madsen.
”Men vi har virkelig fået meget respons, og folk har fortalt os, at de vil sidde klistret til skærmen. Det er jo lidt hyggeligt, at folk gerne vil følge med hjemmefra,” fortæller Lisa Petersen.
Der er flere grunde til, at parret holder fast i datoen den 18. april. For det første har de ikke mulighed for at udskyde brylluppet til efteråret, da de begge skal på praktikophold i Grækenland fra august og et halvt år frem. De har også undersøgt, om både toastmaster, gæster og præster havde tid i løbet af sommeren, når coronaepidemien forhåbentlig er aftaget, men uden held. Og nu holder de altså fast i datoen.
”Vi ser ingen grund til at udskyde brylluppet, da det vigtigste for os er at love hinanden troskab og kærlighed i medgang og modgang. Gud udskyder heller ikke sine løfter om kærlighed til os på grund af en eller anden virus. Guds kærlighed og trofasthed forsvinder ikke i en undtagelsestilstand, den varer ved hele livet igennem. Sådan vil vi også gerne have, at det skal være med vores løfte om kærlighed og troskab til hinanden,” siger Jonatan Hauge Madsen.
Den store fejring med ceremoni i kirken, receptionen for de 200 gæster, sønderjysk kaffebord og fest med taler og sange bliver i stedet den 17. april næste år, fortæller parret.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, men alle må jo vente på et eller andet i den her tid,” siger Jonatan Hauge Madsen. Og hans forlovede tilføjer:
”Jonatan har været lidt mere cool med det. Jeg har grædt mine tårer. Jeg har glædet mig i lang tid, og jeg er nok også den, der har planlagt mest indtil videre. Så det er selvfølgelig hårdt, at man begynder at have styr på alting, og så bliver den kæmpe begivenhed bare aflyst,” siger Lisa Petersen.
Den nye plan er, at det nygifte brudepar efter vielsen den 18. april vil spise en god middag sammen med de allernærmeste familiemedlemmer og måske tage på hotel for at gøre dagen til noget særligt.
”Vi forventer, at det bliver en fantastisk dag med vores nærmeste familie, hvor vi vil sige ’ja’ til hinanden foran Gud og have mennesker til stede både fysisk og online,” siger Jonatan Hauge Madsen.
Og i det mindste er der for tiden god plads i den butik, hvor Lisa Petersen køber sin brudekjole.
”De siger, at de får rigtig, rigtig travlt i august, hvor de skal have mere end 100 brudekjoler klar,” siger Jonatan Hauge Madsen.
Opdatering 26.03.20 kl. 12.20: Lisa og Jonatan har siden artiklens udgivelse ændret deres planer, således at de i stedet bliver gift lørdag den 28. marts 2020. Alle, der har lyst, kan følge vielsen via live-stream her.