Prøv avisen

Litterære workshops har givet stemme til en række hjemløse i ny digtsamling

"Man bliver lille og opgivende af ikke at blive hørt. Hvis man er på kanten af samfundet, er det at blive hørt en måde at skabe heling på og genvinde sig selv som menneske. Og der er ingen af os velbjergede, som rent faktisk forstår, hvad det vil sige at leve på kanten," fortæller psykolog Allan Holmgren. Foto: Sofie Bay-Petersen

Et samarbejde mellem de hjemløses landsorganisation SAND, en digter og en skuespiller har givet mund og mæle til en række hjemløse, som nu fortæller deres livshistorie i en ny digtsamling

”Jeg savner at drømme så stort, at det dårligt kan være i min lomme, hvor man mættes af livet og ikke af problemerne, hvor man ved at bedre tider nok skal komme.”

Sådan lyder indledningen i den nye digtsamling ”at drømme så stort / at det dårligt kan være i min lomme”, som er skrevet af 41 hjemløse.

Digtsamlingen udspringer af en række litterære workshops koordineret af SAND, digter Claus Handberg og skuespiller Hans Henrik Clemmesen. Workshopsene har affødt en lang række digte, som nu er blevet til en samling af 41 dybt personlige og hjertegribende erindringsfortællinger.

Formand for SAND, Kim Allan Jensen, fortæller, at motivationen for de fleste deltagere har været at komme ud med deres livshistorie på en ny måde.

”Processen har ikke været ens for nogle af os. Det skyldes nok, at vi alle sammen er meget forskellige mennesker og har vidt forskellige historier med os i bagagen. Jeg plejer gerne at sige, at ingen mennesker er ens. Men hjemløse er nok dem, der adskiller sig mest fra hinanden, og de kan på ingen måde skæres over en kam i kraft af deres stigma som værende hjemløse,” siger han.

Fordi projektet har haft så god succes, er der allerede søgt fondspenge til at lave et nyt igen.

Pino Paank er tidligere hjemløs og har deltaget i workshopsene og bidraget til bogen. Han fortæller, at mange hjemløse heldigvis ikke har opgivet håbet, og når det kommer til hans eget håb, har han ”helt klart” rykket sig længere, end han turde drømme om.

Det er ikke kun mentalt, de litterære workshops har haft en effekt. Pino Paank fortæller om en af deltagerne, som er kommet helt ud af hjemløsheden:

”Han har fået sig et rigtigt hjem og lever et helt almindeligt liv med skole og lektier. Tro mig, skole og lektier er det sidste, man bekymrer sig om på gaden,” siger han og fortsætter:

”Mange har jo gået med undertrykte og fortrængte minder i måske 25 år, så det har for nogle betydet meget at dykke ned i alle de ting, man måske har forsøgt at fortrænge. Det var til tider en følelsesmæssig rutsjetur, men alle var klar til at hjælpe hinanden.”

Her kan du læse Kristeligt Dagblads tema om hjemløse, livet på gaden og hvad myndighederne og kirken gør.

Adjungeret psykologiprofessor og nuværende direktør i DISPUK, - som er en uddannelsesvirksomhed, der arbejder med psykologiske, filosofiske og etiske udviklingsprocesser, Allan Holmgren, er begejstret for projektet:

”Man bliver lille og opgivende af ikke at blive hørt. Hvis man er på kanten af samfundet, er det at blive hørt en måde at skabe heling på og genvinde sig selv som menneske. Og der er ingen af os velbjergede, som rent faktisk forstår, hvad det vil sige at leve på kanten, og hvor stor magt vi andre implicit udøver over disse mennesker,” siger han.

Allan Holmgren forklarer, at litteraturen kan være med til at skabe sociale forandringer i samfundet, skabe anerkendelse og gøre det usynlige mere synligt.

”Litteraturen skaber en enorm forskel og kan fungere terapeutisk i sig selv. Når man læser litteratur i et fællesskab udvides vores horisont, og der åbnes op for et håb om, at livet kan være anderledes. Man kan føle sig spejlet i det andet menneskes dilemma, hvilket sætter tankeprocesser i gang omkring en personlig forståelse,” forklarer han.

Han gentager vigtigheden af, at de hjemløses og marginaliseredes stemme bliver hørt og glædes over, at litteraturen kan være med til at give elefanten i rummet et navn.

"Vi lever i en tid, hvor hjemløsheden stiger, og flere bliver fattige. Alligevel synes mange upåvirkede af det. Forskningsmæssigt er der dokumentation for, at mennesker får fysiske sygdomme, når de bliver udsat for traumatiske oplevelser. Det biologiske system brænder sammen, når et barn bliver fjernet fra sine forældre, eller man bliver fyret fra sit job. Stresshormonerne farer rundt, og restitution kræver basale menneskelige behov som nattesøvn, et hjem, ernærende mad og sunde relationer. Det kan reparere og genoprette sindet og biologien.”

Pino fortæller, at projektet har givet ham mere gå-på-mod end førhen og griner og siger, at "titlen som forfatter er heller ikke gået helt over hovedet på mig."