Det giver sig selv, at man ikke skal gå i seng med hinanden, når man selv eller den anden virkelig ikke har lyst. Omvendt giver det også sig selv, at det er en rigtig god idé at have sex, hvis begge er fyldt med stor lidenskab rettet mod hinanden. Det interessante område er så at sige ”mellemrummet” mellem disse to poler. Altså det rum, der hverken er kendetegnet ved stor ulyst eller ved et stort begær rettet mod den anden. Det er det rum, mange befinder sig i meget af tiden, og det er derfor også et rum med et stort potentiale.
Hvis ens egen eller ens partners temperatur er på frysepunktet, skal man naturligvis ikke gå i seng med hinanden. Hvis temperaturen derimod er meget høj, er det mere ligetil. De interessante temperaturer er middeltemperaturerne.
For præcis ligesom vi har det i Danmark, så er det middeltemperaturer, vi oplever allermest. Det er ikke specielt varmt, men ej heller specielt koldt. Det er det almindelige. Man har ikke vildt lyst, man har ikke vildt meget imod. Man synes, den anden er relativt pæn og attraktiv, men man tænker ikke så meget på det. Det ville være okay at gå i seng med hinanden, men man lever ret fint uden. Når man befinder sig her, og det gør mange tit, bliver resultatet ofte, at man ikke går i seng med hinanden. Ganske enkelt fordi man enten tænker, at temperaturen skal være meget varm, for at det giver mening, eller fordi man ikke lige kan finde gejsten og initiativet frem, når man ”kun” er lun.
Udfordringen består i, at vi skal blive bedre til at mødes i det almindelige og gennemsnitlige. I min studentertid gik jeg en del op i karakterer. Jeg syntes, 10 var en god karakter, men da jeg læste, at karakteren blev givet ”for den udmærkede, men noget rutineprægede præstation”, blev jeg forundret.
Det undrede mig, at den blev beskrevet som noget rutinepræget. Det var, som om at denne ordlyd formåede at reducere glæden. Men det var kun, indtil jeg blev gjort opmærksom på, at det rutineprægede kan være ganske godt. Der var én, der spurgte mig: ”Hvorfor skal du absolut opnå det unikke hele tiden”? Det var et klogt spørgsmål, og jeg får lyst til at stille det samme spørgsmål, når det gælder sex: Hvorfor skal det være så unikt for at være godt? Hvorfor skal man have så stor lyst for at nærme sig hinanden?
Måske skulle vi begynde at holde af den udmærkede, men noget rutineprægede præstation i sengen. Og måske skulle vi tillige stille os fint tilfreds med en 8'er (på den gamle skala); altså den middelgode præstation. Måske skulle succeskriteriet ikke altid være stor lidenskab og intensitet, men ”bare” at man kommer tættere på hinanden.
I kapitlet om venskab blev det pointeret, at kendskabet til hinanden har en stor betydning for vores trivsel. Interessant nok benyttes der i den originale tekst om Adam og Eva udtrykket at kende om deres samleje. Noget af det, der sker i et seksuelt møde, er, at man kommer ind i hinanden – helt fysisk og helt konkret. Ved at komme ind i hinanden styrkes kendskabet, og der kan skabes en stærk forbindelse. Man er ikke mere alene, man hænger og hører sammen. Det kan lede til følgende spørgsmål:
Hvor tit har vi sex, når vores lyst ligner temperaturen på en almindelig dag i september?
På hvilke måder kan den noget rutineprægede sex være dejlig?
Hvilke positive effekter kan sex have – selv når den ikke er meget intens og lidenskabelig?