Ramallah, den 23. juli 2016
Det er ikke kun Ahmed, der er benovet over, at en ”YouTube-stjerne” som Henrik er rejst til Ramallah for at lære børn og unge at spille bedre. Rygtet er nået helt ind i Israel, hvorfra en palæstinensisk mor har kontaktet lejren for at spørge, om Henrik vil give hendes datter en times undervisning. Det vil han gerne, og pigen er nu kørt 116 kilometer med sin mor for at blive undervist af den berømte dansker.
Smilende trykker pigen sit idol i hånden, inden de går ind i den tomme øvesal, hvor Henrik viser hende, hvordan hun får en blødere lyd ud af sin obo. Det virker dog, som om hun først er ved at lære at få en lyd ud af sit instrument, der hele tiden knækker over som en teenagedreng med overgang i stemmen. Hun smiler nervøst, mens hun både famler efter de rigtige knapper og de rigtige engelske gloser til at stille sine spørgsmål, så Henrik slår instinktivt over i hebraisk, for at hun skal føle sig mere tryg i situationen. Derfra bliver pigen straks bedre.
Hvad den danske oboist ikke tænker over, er, at døren også nu står åben. Og det bliver bemærket blandt palæstinenserne på trappen, at ”fjendens sprog” bliver talt i øverummet. Da pigen er kørt med et lykkeligt og lettet smil over faktisk at have fået nogle lange brugbare toner ud af det svære instrument, råber en af palæstinenserne i lejren Henrik hen til sig.
”Abu Jakob! Abu Jakob! Vi hørte dig tale hebraisk. Er du jøde?” spørger den palæstinensiske trommeslager, mens han kigger mørkt på den danske oboist.
”Ja, jeg er jøde,” siger Henrik uden at tøve.
”Så skal du nok ikke tale hebraisk her!”
Roligt forklarer Henrik palæstinenseren, at han ikke er hans fjende.
”Ingen kan styre, hvor han er født. Hvis vi skal dømme hinanden på det, bliver der aldrig fred. Men jeg er her for at hjælpe, fordi jeg har sympati for palæstinenserne. Jeg talte hebraisk, fordi pigen bedre forstod det end engelsk. Jøderne er mit folk, men det betyder ikke, at jeg er enig med den politik, som den israelske regering fører. Det gør mig vred og pinlig til mode, at I for eksempel ikke kan rejse lige så nemt som mig ind til Jerusalem. Og jeg er her som jeres ven, så vi kan finde sammen i musikken. For i musikken er det lige meget, hvor vi kommer fra. Dér er vi alle sammen på samme side, uanset hvad vi tror på, og uanset hvad vi mener. Musikken gør os alle til brødre. Forstår du det?” spørger Henrik, mens trommeslageren nikker.
”Jeg er helt enig, og du er meget velkommen her. Jeg undrede mig bare, da jeg hørte, at du talte hebraisk,” siger trommeslageren undskyldende med et imødekommende smil, inden de to musikere giver hinanden high five som tegn på venskab.
”Det er lige det her, som det hele handler om,” siger Henrik, da vi lidt senere går ned mod den lille vejkantscafe, der ligger uden for missionshotellets port.
”Så du, hvordan han skiftede attitude? Han startede med at være truende og skeptisk, men vi endte som venner. Og jeg er egentlig glad for, at jeg blev afsløret i at være jøde. For nu har vi gået i dagevis og pjattet og spillet sammen, og pludselig opdager de, at ikke alle jøder er fjender. Det synes jeg egentlig er smukt. Men jeg forstår godt deres vrede. Tænk, hvis det var os, der skulle have lavet et nyt id-kort i vores fødeby, hver gang vi skulle ind til København. Det er jo et bureaukratisk helvede, som selv ikke juleevangeliet kan matche. For Josef og Maria skulle jo kun én gang til Betlehem. Men her skal unge mennesker, der gerne vil glæde andre med at spille Beethoven i deres egen hovedstad, spilde en hel øvedag på at tage hjem til deres fødebyer for at få et stempel, som de måske ikke engang kan få. Det er jo både ydmygende og absurd.
Tænk på, hvordan folk i Danmark hidser sig op, hvis der ikke bliver åbnet en ekstra kasse i Netto i en fart. Men disse unge mennesker affinder sig med ventetiden på en måde, som vi andre kunne lære af. Under det hele ligger der så en smerte og en vrede og ulmer. Det er den, som jeg nu mærkede fra trommeslageren. Men jeg synes ellers ikke, at det kommer aggressivt til udtryk her i orkestret, hvor folk bruger smerten til at skabe skønhed. Det kan man også høre på deres version af Beethovens 7. symfoni. Jeg har spillet den symfoni utallige gange. Det er selvfølgelig ikke den teknisk bedste udgave her. Men den har noget meget beethovensk over sig. For Beethoven var også en excentrisk mand, der var meget tynget af smerte og vrede, og så blev han døv, men han blev ved med at skrive musik.”
Sådan kan musik også forvandle smerte til skønhed, ligesom Kierkegaard engang beskrev en sand digter som et ”ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømmer ud over dem, lyde de som en skjøn Musik”.
”Sådan kunne man også beskrive de palæstinensiske musikere, der gemmer på stor smerte, men lader sukket og skriget blive til smuk musik,” siger Henrik Goldschmidt og kigger op på himlen, der snart vil forvandle sig fra en lys swimmingpool til et kaffesort stjernetæppe.
”Jeg nyder at være hernede. Men jeg savner særligt sabbatten med min familie. Jeg er lykkelig, hvis Mette og børnene er samlet omkring bordet fredag aften, der altid begynder, når man kan se de første tre stjerner på himlen.
Hernede bliver de tre stjerner jo hurtigt til millioner af stjerner, så man forstår, hvordan Abraham blev svimmel af at tælle sine efterkommere, som nu bor på begge sider af muren. Det glemmer man bare nogle gange. Men jeg håber, at folk stadig kan mærke et slægtskab med mig, mens de langsomt finder ud af, at jeg er jøde. Der var også nogle af pigerne, der var enormt interesserede i at se billeder fra min søns bryllup, og så kunne de se, at det var et jødisk bryllup. Det blev vi ikke uvenner af. Og sådan håber jeg, at de tænker, at der alligevel var en jøde, som vi kunne spille musik med,” siger Henrik, mens vi sætter os for at drikke et glas æblecider på cafeen, som spiller amerikansk rapmusik i stærk konkurrence med biler, der fræser forbi på vejen foran os. Og pludselig får vi selskab.
”Maestro!” råber Henrik begejstret, og selveste Diego Masson sætter sig sammen med os, mens Henrik straks begynder at genfortælle historien om, hvordan han lige er blevet afsløret som jøde.
”Ha! Jeg er da også jøde!” siger dirigenten og skraldgriner.
”Min mor var jøde, så må jeg jo også være jøde,” fortsætter han, mens han begynder at fortælle sin fascinerende livshistorie:
”Jeg blev født i Spanien, som min mors familie var flygtet til, mens min far kom fra en kristen familie. Men det var mest den jødiske del af familien, jeg så som barn. De voksne talte derfor stadig jiddisch, som de især brugte, når de ikke ville have, at vi børn forstod dem. Men der var ingen af dem, der var religiøse. De kom ikke i synagogen, og de troede ikke på Gud. De bedste jøder tror ikke på Gud.”
”Det er godt nok jødisk sagt,” siger Henrik og skraldgriner. ”Ja, der er aldrig to jøder, der enige,” fortsætter Diego tørt:
”Men da jeg var barn, var de fleste af de jøder, vi sås med, meget venstreorienterede.”
”Ja, det er mange jøder,” istemmer Henrik og tilføjer: ”Sådan var det jo også længe i Israel. Den oprindelige tanke med at flytte dertil var jo at realisere socialismen i kibbutzerne. Men sådan er det ikke mere. Nu kan palæstinenserne ikke engang gå frit ind i Jerusalem. Det føler jeg mig skyldig over.”
Franskmanden slår ud med armen: ”Jeg føler mig ikke skyldig. Jeg har altid stået på palæstinensernes side. Jeg støtter altid dem, der gerne vil have deres frihed. Det er også derfor, at jeg er kommet her i så mange år uden at blive betalt. Det ville jeg aldrig gøre i et europæisk land, men her giver det mening. Jeg hørte om projektet, mens jeg underviste på en workshop i England, hvor jeg havde undervist 25 år i træk i sommerferien. Men da jeg hørte om Ramallah Orchestra, fik jeg lyst til at give en hånd med, så jeg begyndte med at dirigere orkestret, da de var nået til Beethovens 2. symfoni, og siden er jeg kommet her fast med undtagelse af en sommer, hvor et tysk orkester havde taget deres egen dirigent med,” fortæller den franske dirigent, der selv blev født i Spanien i 1935:
”Min far var kunstmaler. Han støttede den internationale brigade under den spanske borgerkrig, og han leverede også satiretegninger til aviserne, hvor han ikke holdt sig tilbage for at gøre grin med både Hitler, Mussolini og Franco. Da tyskerne så rykkede frem, tænkte han, at det nok var smartest at tage sin jødiske kone og vi børn i hånden og flytte i en fart. I første omgang nåede vi til Frankrig. Min far drak meget dengang. I begyndelsen var det kun om aftenen, men med tiden drak han fra morgenstunden og skabte skandaler på de franske cafeer, så han til sidst blev udstødt i den landsby, hvor vi boede.
Han besluttede sig derfor for at flytte os helt til USA i 1941. Og det er jo ironisk at tænke på, at vi ikke flyttede på grund af min jødiske mor, men på grund af min fordrukne far,” siger franskmanden med en hæs latter, inden han fortæller, hvordan han selv hoppede mellem forskellige kontinenter og instrumenter som ung, som både pianist og trommeslager i Paris og USA, hvor han kom til at spille sammen med en række af tidens store jazzmusikere. Senere lærte han også at spille klassisk orgel, da han i halvandet år sad fængslet for at støtte den algeriske frihedssag. Dengang var han så naiv, at han ikke engang vidste, at han havde boet hos lederen af det algeriske terrornetværk, fortæller han.
”Sikke noget,” udbryder Henrik.
”Jeg elskede det skam!” siger Diego med et smil. ”Det var helt seriøst et herligt simpelt og bekymringsfrit liv at være i fængsel,” siger franskmanden og fortæller, hvordan fængslet nærmest blev et kloster for ham, hvor han havde masser af tid til at læse og dykke ned i Bachs musik som frivillig organist i fængselskirken, da han ellers af strategiske grunde havde fået ændret sine papirer fra ”ateist” til ”katolik”, så han kunne komme til messerne og møde de andre indsatte. I begyndelsen måtte han nemlig ikke engang have noder med ind i sin isolationscelle. Men selv dér lykkedes det ham at hygge sig med at spille skak med sin nabo, som han ikke kunne tale med, men de to indsatte udviklede et bankesystem på rørene, så de på den måde kunne flytte brikkerne på hver sin side af muren.
Som organist i fængslet fik han al den tid at øve sig i, han ville, så fængslet blev hans eget konservatorium. Alligevel var han lettet, da han endelig blev løsladt, så han kunne komme ud at spille musik igen, og snart brugte han erfaringerne fra sit fængselskor til at dirigere musikere ude i friheden, hvor han hurtigt blev kendt for sin effektivitet.
”Jeg havde set, hvordan andre dirigenter spildte orkestrets tid ved at stoppe op og rette småting hele tiden. Min filosofi var, at musikerne godt forstod en besked, hvis man samlede tingene sammen, og sådan sparede jeg meget tid for orkestrene, som jeg derfor fik større og større opgaver for, især i Paris og London. Jeg foretrak at spille med de engelske musikere. For mange af de franske musikere var alle sammen blevet oplært som solister. Selv tubaspillerne. Og det gjorde det sommetider til et mareridt at dirigere en flok divaer, der alle sammen troede, at det var dem, der var stjernerne, mens de engelske musikere mere var opdraget til at spille orkestermusik.
Det er meget banalt, men det er jo orkestret, der skal lyde godt. Og det kræver, at alle er indstillet på at finde deres plads og lytte til hinanden – og gøre som dirigenten siger,” siger han og griner hæst som en rigtig skurk, inden den gamle bandit går op mod lejren for at hjælpe de unge mennesker med at finde den rigtige samklang sammen med Henrik og Eric, mens de første tre stjerner viser sig på himlen over os.