Prøv avisen
Kunsten at handle klogt

Frygten for at fortryde får os til at handle irrationelt

Efter ethvert flystyrt hører vi historien om den ene ulykkesfugl, der oprindelig ville være fløjet en dag før eller en dag senere, men som af en eller anden grund havde booket sin billet om til det nedstyrtede fly. Han er undtagelsen, og derfor føler vi mere medlidenhed med ham end med ”de normale tilfælde”, der fra begyndelsen havde købt billet til ulykkesflyet, skriver Rolf Dobelli. Foto: Fra bogen

Tanken om "den sidste chance” fordrejer hovedet på dig – og prisen kan være dårlige livsvilkår, skriver forfatteren Rolf Dobelli. Vi bringer her tredje uddrag af hans nye bog "Kunsten at handle klogt"

To historier. Paul har aktier i firma A. I løbet af året overvejer han at sælge dem og i stedet for købe aktier i firma B. Han gør det imidlertid ikke. I dag står det klart, at han derved kunne have tjent 1.200 dollars mere.

Anden historie: Georg har aktier i firma B. I løbet af året sælger han dem og køber aktier i firma A. I dag står det klart, at han kunne have tjent 1.200 dollars mere, hvis han havde beholdt aktierne fra firma B.

Hvem fortryder mest? Fortrydelse er følelsen af at havde truffet den forkerte beslutning. Man ønsker sig, at nogen ville have givet én endnu en chance.

Nå, men hvem fortryder mest – Paul eller Georg? Rundspørger leverer et entydigt resultat: Otte ud af de adspurgte siger Paul, 92 af de adspurgte siger Georg. Hvorfor denne forskel?

Objektivt set er de to situationer identiske. Både Paul og Georg har ulykkeligvis satset på den forkerte aktie. Den eneste forskel: Paul havde allerede aktierne fra A, hvorimod Georg først købte dem. Paul var passiv. Georg aktiv. Paul stemmer overens med normaltilfældet – de fleste mennesker lader deres penge blive stående i årevis – Georg er en undtagelse.

Åbenbart føler han, der gik sine egne veje, og hvis adfærd ikke svarede til flertallets, større fortrydelse.

Nogle gange kan det at undlade at foretage en handling udgøre undtagelsen. Eksempel: Et gammelt, ærværdigt forlag vægrer sig som det eneste mod at publicere e-bøger. En bog er lavet af papir, mener direktøren, og han har tænkt sig at holde fast ved det, basta. Nu går ti forlag konkurs. Ni af dem har uden succes forsøgt sig med ene-bogsstrategi, det tiende forlag var et klassisk trykkeforlag. Hvem vil ærgre sig mest over de tidligere beslutninger, hvem vil høste mest medlidenhed? Rigtigt, den stoiske e-bogsfornægter.

Endnu et eksempel fra Daniel Kahnemans bog At tænke – hurtigt og langsomt: Efter ethvert flystyrt hører vi historien om den ene ulykkesfugl, der oprindelig ville være fløjet en dag før eller en dag senere, men som af en eller anden grund havde booket sin billet om til det nedstyrtede fly. Også her: Han er undtagelsen, derfor føler vi mere medlidenhed med ham end med ”de normale tilfælde”, der fra begyndelsen havde købt billet til ulykkesflyet.

Frygten for fortrydelse (engelsk: fear of regret) driver os undertiden til at handle irrationelt. For ikke at mærke denne skrækkelige følelse i fremtiden har vi tendens til at handle konventionelt, altså ikke løfte hovedet op over flokken. Ingen er beskyttet mod det, ikke engang professionelle aktiehandlere.

Statistikkerne viser: På den 31. december, skæringsdagen, hvor en handlers årsperformance bliver gjort op og hans bonus beregnet, har tradere tendens til at sælge deres eksotiske positioner og glide ind i massen af investorer. Eller: Frygten for fortrydelse afholder dig fra at smide ting væk, som du ikke længere har brug for. Du er bange for det ubehag, som du i et usandsynligt tilfælde vil føle, hvis du nu skulle få brug for de udtrådte tennissko.

Virkelig idiotisk bliver frygten for fortrydelse i kombination med en ”sidste chance”. En reklame for en safariskriver, at det er ”sidste chance for at se et næsehorn, før arten uddør”. Kun hvis vi indtil denne dag ikke har anset det for vigtigt at se et næsehorn, er det ufornuftigt at ville det nu.

Lad os antage, at du i lang tid har drømt om at få et parcelhus. Det er ved at være småt med byggegrunde. Faktisk er der kun en lille håndfuld grunde med søudsigt. Endnu tre, endnu to, endnu en. ”Sidste chance!” farer det gennem dit hovede – og du køber grunden til en horribel pris.

Frygten for fortrydelse har fået dig til at glemme, at der altid vil komme jordlodder med søudsigt på markedet. Handlen med skønne huse stopper jo ikke tilfældigvis i dag. ”Sidste chancer” får os til at tabe hovedet, og frygten for fortrydelse kan vende op og ned på livsbaner – undertiden også på tragisk vis. Jeg kender kvinder, der i starten af 40’erne har skyndt sig at få et barn med en mand, de flygtigt har mødt – og som har betalt for det med dårlige livsvilkår.