Mine evner som kok er beskedne, det vil min kone godt skrive under på. Og dog har jeg af og til held til at frembringe en ret, som man godt kunne betegne som spiselig.
For et par uger siden købte jeg et par søtunger. For at undgå at lave den evindelige fiskesauce fandt jeg på en ny – en dristig kombination af hvidvin, purerede pistacienødder, honning, reven appelsinskal og en sjat balsamico.
Min kone lagde den stegte søtunge på kanten af sin tallerken og skrabede med sin kniv saucen af fisken, samtidig med at hun smilede undskyldende. Jeg syntes derimod, at saucen smagte ret godt. Jeg forklarede hende i detaljer, hvilken kæk kreation hun her gik glip af – hvad der ikke fik hende til at ændre ansigtsudtryk.
To uger senere skulle vi igen have søtunge. Denne gang var det min kone, der lavede mad. Hun havde tilberedt to saucer. Den ene var en roux, som hun selv hende fremstillet, den anden ”en fransk køkkenchefs kreation”. Den anden smagte hæsligt. Efter middagen tilstod hun, at der ikke var tale om nogen ”fransk køkkenchefs kreation”, men om min egen kreation, som jeg havde lavet for to uger siden. Hun ville teste mig og havde for sjovs skyld bevist, at jeg lå under for Not-Invented-Here-syndromet (NIH-syndrom): Man bryder sig ikke om det, der ”ikke er opfundet her”.
NIH-syndromet får én til at forelske sig i ens egne ideer. Det gælder ikke kun fiskesaucer, men alle mulige løsninger, forretningsideer og opfindelser. Virksomheder har en tendens til at anse internt udviklede idéer for bedre og vigtigere end løsninger fra eksterne udbydere, selv når disse objektivt er bedre.
For nylig spiste jeg frokost med en direktør for et softwarefirma, der har specialiseret sig i sygeforsikring. Han fortalte mig, hvor svært det er at gøre hans software – som inden for betjening, sikkerhed og funktionalitet reelt er markedsførende – attraktiv for den potentielle kunde. De fleste i forsikringsbranchen er overbeviste om, at den bedste software lige netop er den, som de selv har udviklet inden for murene.
Når mennesker mødes for at finde på løsninger og straks bedømmer disse, er det let at iagttage NIH-syndromet. Ens egen idé er altid den bedste. Derfor giver det mening at dele teams op i to grupper. Den ene halvdel genererer idéer, den anden vurderer – og bagefter omvendt. Forretningsidéer, som vi selv er kommet på, føler vi er mere vellykkede end andres forretningsidéer.
Syndromet er ansvarligt for strålende virksomhedsledere. Og desværre også for iværksætteres – for størstedelens vedkommende elendige – årlige udbytte.
I bogen The Upside of Irrationality beskriver psykologen Dan Ariely, hvordan han har målt NIH-syndromet. I sin blog på New York Times bad han læserne om at give svar på seks problemer. For eksempel: ”Hvordan kan byer sænke vandforbruget uden at begrænse forbruget med en lov?” Læserne skulle ikke kun komme med forslag, de skulle også bedømme anvendeligheden af deres eget svar og de andres svar. De skulle også angive, hvor meget fritid og hvor mange af deres egne penge de ville investere i den pågældende løsning.
Dertil kom, at læserne kun havde 50 ord til rådighed til deres svar – hvad der skulle sikre, at alle mere eller mindre gav de samme svar. På trods heraf blev ens eget svar vurderet vigtigere og mere anvendeligt end de fremmede svar (der i grunden var de samme).
På samfundsmæssigt niveau kan NIH-syndromet have graverende konsekvenser. Snedige løsninger bliver ikke valgt, netop fordi de stammer fra en anden kultur. At den lillebitte kanton Appenzell Innerrhoden ikke frivilligt gav kvinder stemmeret (der skulle en forbundsdomstolsafgørelse til i januar 1990), er et forbløffende eksempel på NIH. Eller: Den dag i dag siger vi, at ”Columbus opdagede Amerika”, selv om der allerede havde boet mennesker der længe.
Facit: Vi er berusede af vores egne idéer. For atter at blive ædru så hold af og til afstand og se tilbageskuende på kvaliteten af dine indfald. Hvilke idéer inden for de seneste ti år var virkelig fremragende? Netop.