I pinsen peger pilen hele vejen rundt

Skilsmisser er en barsk affære. Næsten halvdelen af os oplever det, nogle endda flere gange. Det er der skrevet mange sange om, der øger salget af Kleenex, vækker genkendelse og trøster, men giver de også håb?

I pinsefortællingen varer skilsmissen ikke ved. Durk gennem den tidsbestemte kærlighed vokser en ny, som ingen ende har. Fornyelsen ligger forunderligt nok gemt i nedbrydelsen. Adskillelsen og genforeningen er samme bevægelse.
I pinsefortællingen varer skilsmissen ikke ved. Durk gennem den tidsbestemte kærlighed vokser en ny, som ingen ende har. Fornyelsen ligger forunderligt nok gemt i nedbrydelsen. Adskillelsen og genforeningen er samme bevægelse. Foto: wikimedia

På en måde er pinsen jo historien om en skilsmisse, der ender godt. Alle de velkendte ingredienser er til stede: Først forlader man far og mor for den elskede, så er der kærligheden, der bare vokser, samhørigheden, intensiteten, tilliden, måske senere prøvelsen og så med ét kommer svigtet, utroskaben, det store sammenbrud, den brutale adskillelse.

LÆS OGSÅ:Vi trækker vejret med Guds Helligånd

Vi kender forløbet ud og ind. 42,7 procent af alle ægteskaber i Danmark bliver opløst. For ikke at tale om de papirløse! Vi lever i en by af bristede sandslotte.

Men i pinsefortællingen varer skilsmissen ikke ved. Durk gennem den tidsbestemte kærlighed vokser en ny, som ingen ende har. Fornyelsen ligger forunderligt nok gemt i nedbrydelsen. Adskillelsen og genforeningen er samme bevægelse. Det er ulogisk, det går ikke op som millimeterdemokrati eller karmalov. Ikke desto mindre er det det, pinsen påstår. At der bag de forstemmende statistikker er en anden virkelighed, der ikke lader sig slide ned af hverdagens to do-lister. Og alt det dér de går og siger/ om at intet varer ved/ det er ikke sådan det bliver/ for efter kærlighed kommer mere kærlighed, som TV-2 synger.

Men tunger af ild er en ringe trøst, når skilsmissen kradser hårdest. Her kan der være mere styrke at hente i genkendelsen end i transformationen, mere sårsalve i spejlingen end i metamorfosen. For man kan, i hvert fald på kort sigt, trøste sig gevaldigt ved at høre om andre, der har det lige så slemt.

Kilometervis af sange i alle genrer handler om to ting: varme omslag og kolde afvaskninger. Den kærlighed, der lykkes, og den, der mislykkes. Breaking up is hard to do sang Neil Sedaka engang i 1960erne, og deri kan han kun have ret. Der er endda et begreb, der hedder break up-albums, som vist blev introduceret med Bob Dylans farvel til hustruen, Sarah, i 1975 på albummet Blood on the Tracks og siden er taget op igen og igen af utallige kunstnere. Paul Simons Graceland, der udkom godt 10 år senere, er min personlige favorit. Af mange vidunderlige grunde. Ikke mindst fordi skilsmissen her ikke er centrum, men guddommelig inspirationskilde til en række sange af en intensitet, vemod, ynde og kraft, Paul Simon aldrig siden har gentaget. Her flyver Simon, da han dykker allermest. Måske var skilsmissen selve beåndingen?

I den noget mere main-stream ende af skalaen udgav den danske sanger Peter Sommer i februar i år sit bud på et break up-album med den dobbelttydige titel Alt forladt. Det var i øvrigt året efter, at hans fraskilte hustru, sangerinden Lise Westzynthius, kom med sin fortolkning på Tæt på en kold favn. Så nu er vi orienteret.

På Alt forladt får vi både genkendelse og smerte i en maskulin, indadvendt messen med masser af synthesizer og elektronika. En dansende pinsesol er der muligvis også, der bliver i hvert fald drukket igennem. Men der er bestemt ingen forvandlingens morgen helt uden tømmermænd, hvor der efter kærlighed kommer mere kærlighed. Her er kun en realitetstung oplevelse af, at bag den store dør/ er en større dør./ Og bag den lever sorgen. Og hvis der er sprækker af nyt håb, er det der, hvor ingen sprækker findes, hvor man er i stand til at lade slagene prelle af som vand på en varm pande: Hvordan fanden bar de sig egentlig ad med/ at laminere mig. Kun det laminerede jeg kan overleve og komme videre. Ikke til en ny begyndelse; for tårerne er for evigt programmeret i/ mit system. Men bare videre.

I undervisningskredse er man begyndt at tale om transformativ læring. En metode, der markerer en bemærkelsesværdig flytning af tyngdepunktet fra den velmenende anerkendende pædagogik (du har allerede ressourcerne inden i dig) til en forestilling om noget mere, der ligger uden for det logisk forklarlige. Med andre ord en læringsmetode, der åbner for, at vores identitet kan forvandles. Jeg vil vove at kalde det en åndeligt inspireret pædagogik; men jeg siger det ikke højt. Endnu.

At det er en tanke, der giver anledning til uventet håb, nøjagtig som pinsen, og at det er en tanke, vi sukker efter i en verden, der i høj grad indeslutter den enkelte i sit eget spejlunivers, viser en cd som Peter Sommers. Hvor ømme og genkendelige teksterne end er, hvor meget intergalaktisk elektronika der end er lagt på lydsiden, er det dog sange, man hurtigt får tømt for indhold. Fordi pilen aldrig peger udad, opad eller hele paletten rundt. Eller for den sags skyld mod et Graceland, der (også) ligger langt uden for Memphis. Vi lander i det tomme rum, indtil lamineringen virker, benene kan vakle videre og hjertet igen slå i takt med et andet menneske. Eller som Sommer selv skriver:

Pilen peger indad/ Det er derfor jeg står stille/ Der er noget inden i mig/ Jeg ikke kan, men gerne ville.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten hver lørdag på skift om bøger og eksistens både historisk og aktuelt