"Luk så op, Thomas.”
Det var en februardag i 2007. Thomas de Oliveiras mor bankede forgæves på badeværelsesdøren, fordi hendes søn havde låst sig inde efter at være stukket af fra sin plejefamilie.
”Så fat det dog, jeg kommer ikke ud, før I har lovet, at jeg ikke skal bo hos dem mere,” lød det fra den 11-årige Thomas, der sparkede så hårdt på døren, at hans fod til sidst røg igennem den.
På den anden side af døren stod plejefamilien, hans mor og en sagsbehandler fra kommunen. Senere samme dag indvilligede de i at lade ham flytte fra plejefamilien.
”Set i bakspejlet var det en dårlig beslutning, for mine plejeforældre Jonna og Carsten var kærlige mennesker. Men situationen var gået i hårdknude på grund af en hamster, som jeg ville beholde, fordi den var mit kæreste minde om min afdøde far. Men plejefamilien ville ikke acceptere, at jeg havde den,” fortæller den i dag 27-årige Thomas de Oliveira.
Efter en barndom med omsorgssvigt og en ungdom præget af hashmisbrug, er han i dag indehaver af et mindre reklamebureau i København. Han har også skrevet bogen ”Når alle masker falder” om sit liv som anbragt.
Uregerligt barn
Fra Thomas de Oliveira var 10 år, til han var 18 år, var han anbragt hos to plejefamilier og på flere institutioner.
”Det var et turbulent forløb, som jeg ikke ønsker for nogen. Selvom mine første plejeforældre var gode og kærlige, så manglede der en forståelse af, hvorfor jeg tænkte og handlede, som jeg gjorde. Jeg blev betragtet som et uregerligt barn, og jeg var ikke nem. Plejefamilien fik slet ikke støtte til at se tingene fra mit perspektiv,” siger Thomas de Oliveira.
Thomas de Oliveira voksede op i Nordjylland. De første fem år af sit liv boede han hos sin mor, der er født og opvokset i Brasilien.
”Min mor blev kaldt hende den lille skøre brasilianer i Hjørring. Hun har haft et svært liv og er blevet diagnosticeret med ptsd efter den mishandling, hun har været udsat for som barn i Brasilien. Vi havde aldrig penge, og når min mor havde lovet en tur i biografen, blev den altid aflyst i sidste øjeblik,” fortæller Thomas de Oliveira.
Da han var fem år, vurderede kommunen, at moderen ikke magtede at tage sig af ham, og han flyttede derfor ud til sin far, der på det tidspunkt arbejdede på fabrik.
”Jeg elskede ham, selvom jeg var udsat for mange svigt og nogle gange måtte sove under trappen i opgangen eller på en legeplads, fordi min far ikke var hjemme. Det liv var normalt for mig. Jeg blev alt for tidligt voksen, og inden jeg var 10 år, tog jeg ud på værtshuse for at hente min far.”
Også hos faderen manglede der penge. Thomas de Oliveira fandt kreative løsninger og begyndte tidligt at sælge sit legetøj på loppemarkeder eller at handle med slik i skolen, så han kunne gå i supermarkedet og købe frosne kyllingestykker, som han selv tilberedte til aftensmad.
”Jeg bestemte selv, hvornår jeg spiste og mange andre ting, og måske var det den selvstændighed, der gjorde, at jeg senere havde svært ved at indordne mig under plejefamiliernes strikse rammer,” fortæller Thomas de Oliveira.
Far frøs ihjel
Da Thomas de Oliveira var 10 år, forsvandt faderen efter et ophold på en psykiatrisk afdeling, hvor han havde været indlagt på grund af en depression. Efter et par ugers ophold hos sin faster, blev Thomas de Oliveira anbragt i sin første plejefamilie.
"Jeg sagde til sagsbehandleren: ’I kan bare finde en lejlighed til mig.’ Det grinede hun lidt ad. Vi besøgte Jonna og Carsten, der skulle have mig i pleje. Det var egentlig et godt match. Jonna var dagplejemor. Carsten var chef på en fiskefabrik. De havde en god økonomi, og de tog ikke plejebørn for at tjene penge, men fordi de ville gøre en forskel.”
Thomas flyttede ind hos ægteparret. Mens han boede hos Jonna og Carsten, blev hans far fundet død. Faderen havde på det tidspunkt været forsvundet et halvt år. Politiet konkluderede, at han var frosset ihjel. Det var et chok, og Jonna og Carsten forsøgte at gøre deres bedste for at hjælpe Thomas med at bearbejde den voldsomme oplevelse, men magtede ikke altid opgaven.
”Carsten cyklede med mig rundt på Læsø. Men der var meget strikse regler, som jeg ikke havde haft tidligere, og det skabte nogle konflikter. Jeg var ikke nem at have med at gøre, og samtidig fik plejefamilien ikke den støtte fra kommunen, de burde have haft. Jeg har besøgt dem siden, og i dag mener de, at de på nogle områder burde have handlet anderledes. I dag ville jeg ønske, at jeg kunne være blevet boende hos dem. Det havde været et godt børneliv,” siger Thomas de Oliveira.
Men efter episoden, hvor Thomas forskansede sig på sin mors badeværelse, fordi han ville beholde sin hamster, flyttede han fra plejefamilien og blev anbragt tre måneder på en døgninstitution. Derefter kom han igen i familiepleje. Denne gang hos et ældre ægtepar, der boede på et nedlagt landbrug. Udover Thomas var der to andre plejebørn.
”De levede af at have plejebørn. Når vi blev kørt til fodbold, blev kvitteringerne for benzinen gemt, fordi de aflagde regnskab for kørslen til kommunen. Man følte sig ikke elsket, fordi man var meget bevidst om, at de havde plejebørn for pengenes skyld,” fortæller Thomas de Oliveira.
Han boede hos det ældre ægtepar i fire år og stak af flere gange.
Som teenager tog han til København i weekenderne og var tv-vært for WorkTV, der formidlede job og karriere blandt unge.
”Min plejefamilie mente, at jeg led jeg af storhedsvanvid. Det beskrev de i en af akterne i min sag, som jeg senere har fået aktindsigt i. Jeg havde brug for anerkendelse fra min plejefamilie, men det fik jeg ikke.”
Efter mange konflikter med plejeforældrene flyttede Thomas de Oliveira som 15-årig ind på døgninstitutionen Motellet i Hjørring.
”Det var en dum beslutning. Der var rigtig meget frihed. Mine ene nabo var hashmisbruger og sad og røg på sit værelse, en anden sniffede adhd-medicin, og en tredje solgte stoffer. Jeg udforskede det hele og ville gerne tilpasse mig miljøet, så jeg udviklede en afhængighed af alkohol og hash.”
Alene i verden
Som 18-årig flyttede han fra institutionen og følte sig alene i verden. Han købte en lejlighed for den arv, hans far havde efterladt ham. Han var elev på handelsskolen og bestod, men var fanget af sin afhængighed af alkohol og stoffer. Som 20-årig kørte han ind i et træ i en rus af alkohol og hash. Han slap med livet i behold, men ulykken førte til, at han begyndte at tage sit liv op til revision. Han søgte selv psykologhjælp og holdt op med at ryge hash, fik job i en socialøkonomisk virksomhed og overtog senere det bureau, han er direktør for i dag.
”Det er vigtigt at sige, at der findes rigtig mange gode plejefamilier. Min halvsøster, der i dag er 16 år, bor hos en god plejefamilie. Hver gang, jeg møder dem, siger jeg: ’Gitte og Lars, jeg ville ønske, at jeg havde været anbragt hos jer’," siger Thomas de Oliveira.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i en nytårstale for tre år siden, at flere børn i Danmark bør anbringes uden for hjemmet, og et politisk flertal i Folketinget har indgået aftalen "Børnene Først" for at styrke anbragte børns rettigheder. Thomas de Oliveira har det ambivalent med statsministerens udtalelser.
”På den ene side er det godt, at der kommer mere fokus på den gode anbringelse. På den anden side er det ikke godt, at statsministeren har lagt op til flere tvangsfjernelser og flere tvangsbortadoptioner. For i min optik er systemet slet ikke gearet til at levere en god nok kvalitet i anbringelserne, og så bliver det jo bare et valg mellem pest eller kolera.”