Dette er fjerde og sidste kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 1, kapitel 2, kapitel 3.
En dansk præstekjole er syet i fire meter sort, engelsk uld. Den skal have 52 bittesmå læg i ryggen. Det tager to en halv time for en syerske at sy læggene i hånden.
Kjolens ”vinger” er stivet af omkring nakken for at kunne holde den karakteristiske pibekrave oppe. Den laves i kridhvidt bomuldsstof og stives med rismel.
Det er november 2022, da skrædderen i København ringer til systuen i Sønderborg med en bestilling på en præstekjole. Den skal syes hurtigt, helst inden to uger. Den er til en 186 centimeter høj, mørkhåret fyr.
Langsommelig proces
Et par måneder tidligere ringer en småfrustreret Nikolaj Zeuthen fra toget. Han er på vej til Holbæk for at hente en varevogn, for bandet Skammens Vogn, som han er forsanger i, skal spille koncert i København samme aften og have transporteret noget udstyr.
Digteren, forfatteren og sangskriveren begyndte at læse til præst i 2020 efter at have taget et langt tilløb til troen.
Det begyndte med små, helende aftenbønner for et par år siden, så blev det til kirkegang om søndagen, og siden blev han voksendøbt. Og så voksede en tanke frem: Hvad nu, hvis det var ham selv, der stod deroppe på prædikestolen? Ville han kunne hjælpe andre til at møde Gud på den måde, han selv havde gjort det?
Han blev færdiguddannet som såkaldt paragraf 2-præst i foråret 2022. Paragraf 2, fordi han ikke har læst fem års teologi, men har en anden uddannelse med sig og ”kun” har haft to års intensiv uddannelse og praktik.
Men man bliver ikke præst af at aflevere en praktikrapport. Man skal ordineres, som det hedder. Og for at blive det skal man have fået en præstestilling i et sogn.
”Det er simpelthen også bare… en langsommelig proces det her,” siger han.
Han har egentlig ikke været i tvivl om, at han ville søge et præstejob. Hver tirsdag, når Kirkeministeriet har lagt nye ledige præstestillinger ud på deres hjemmeside, har han siddet klar ved computeren hjemme på Howitzvej på Frederiksberg. Langeland, var det noget? Hvad med Skovlunde?
Der var også, mens han endnu gik på pastoralseminariet, en såkaldt matchdag, hvor menighedsrådsmedlemmer fra hele landet kom til København for at forsøge at overbevise en præstekandidat om lige netop at vælge deres sogn. Det er især landsognene, der mangler præster.
”Det var lidt sjovt at se, hvor desperate de var for at få en præst. Uddelte whisky og rapsolie. Der var nogle oppe fra Thy, der havde et helt bord med rugbrød og honning,” fortæller Nikolaj Zeuthen.
”Men det virkede, der var sort af mennesker ovre ved dem med honningen.”
Der skal dog mere til for at lokke ham ud af storbyen. Han har fået et kald, ja. Men hvad med resten af familien, Maria, Lise, Ole og Per? Per har lige skiftet skole og er glad for det. Ole har det også godt, der hvor han er, og Lise skal begynde i gymnasiet, når efterskolen er ovre. Børnene kender ikke andre hjem end det, de bor i nu. Tanken om at skulle bede dem rykke deres liv op med rode fylder hos ham. Men ved rigtig mange af præstestillingerne er der bopælspligt – folk forventer, at præsten bor i nærheden af kirken.
Måske er det den gamle spændingsafhængighed, den han kender fra sin ungdom, der stikker sit ansigt frem. Men indimellem får han lyst til at kaste alt over bord og flytte langt ud på Herrens Mark, vælge et sogn, der ligger langt fra den virkelighed, han kender. Der er en lille del af ham, som er rigtig god til at overhøre faresignalerne.
”Så er det godt, jeg har Maria til at trække lidt i den anden retning,” siger han.
Så for nylig kom en stilling op med et job i cykelafstand fra Frederiksberg. Uden bopælspligt! Han søgte jobbet, kom til samtale og holdt en prøveprædiken for menighedsrådet, som han syntes gik godt.
”God kemi,” siger han.
Nu skal menighedsrådet så afgøre med sig selv, om de synes, han er den rette. Og hvis de synes det, så er der endnu et led med attester, der skal indhentes og godkendes. Langsommelig proces, og Nikolaj Zeuthen finder det frustrerende, fordi han føler sig klar. På en helt anden måde end han gjorde, da han stoppede på pastoralseminariet i foråret.
”Jeg føler mig egentlig meget kristen lige nu,” siger han og griner lidt.
”Undskyld, det er bare, fordi jeg står ude i gangen i toget, og der er folk allevegne.”
”Det, jeg oplevede i foråret, den mæthed dér, er jeg kommet tilbage fra. Det er, som om Gud har besluttet sig for at blive. Troen, den kommer og går. Men Gud forsvinder ikke lige med det første.”
Det er en følelse af, at der er noget tålmodigt og sikkert, siger han. Noget, der gør uroen, han kan føle, til små, ubetydelige krusninger på et i bund og grund roligt hav. Han har også læst noget af teologen Mogens Lindhardt for nylig, som vakte genklang: At det handler om at være tro over for noget.
”Eller loyal,” siger han, mens højttaleren annoncerer, at Roskilde Station nærmer sig.
Et par dage efter kommer sms’en:
”Jeg fik ikke jobbet… stadig arbejdsløs.”
Han er ikke trist, ”bare lidt træt”, skriver han. Menighedsrådet angav manglende erfaring som grund til, at det ikke blev ham. Måske er det bare ikke hans lod. Egoet kæmper også for at blive hørt, når han får afslag, kan han mærke:
”Synd for jer, så skriver jeg da bare en roman,” tænker han.
Der går en måneds tid. Skammens Vogn spiller et par efterårskoncerter. Og Nikolaj Zeuthen får antaget sin næste digtsamling hos forlaget. Det er en opfølger til hans seneste værk, ”Langt fra Gud”, der ret uortodokst i Zeuthenland skriver sig uden om hans egen børnefamiliehverdag og i stedet handler om en række forskellige eksistenser, Karsten, Rune, Lærke og Patricia med flere, der hver især kæmper for at komme tættere på Gud.
En fredag aften, midt under Disney Sjov, lyser telefonen op igen.
”Halløj! Nu tror jeg, den er der med stillingen.”
Cowboystøvler eller laksko?
Thea Bank har været skrædder i 15 år og kan aflæse et målebånd hurtigere, end fotografen kan nå at fange øjeblikket. Vips, så er hun videre til et nyt stræk på Nikolaj Zeuthen.
Vi er i Ny Adelgade i København hos skrædderfirmaet C.L. Seifert, der samarbejder med den sønderjyske systue Atelier 2000, der har folkekirken som kunde. Skrædderen vender sig skiftevis mod Nikolaj Zeuthen og det bord, hun har bestillingssedlen til Sønderborg liggende på. Måle, notere, måle, notere. Over brystet, langs armene, fra hofte til hæl.
Nikolaj Zeuthen står betuttet midt i rummet og gør, som der bliver sagt.
”Jeg er ikke så vant til at gå i kjole, men det skulle være så moderne,” joker han.
”Kan du tage trøjen af?”, replicerer skrædderen.
Præstekjolen bliver det synlige bevis på, at han træder ind i præsterollen. Kjolen er oprindelig tænkt sådan, at den skulle få præsten til at stå mindst muligt ud fra den almindelige befolkning. Ikke noget guld, ikke noget stads. Men dog en pibekrave, der var højeste mode i tiden efter Reformationen. Den har stort set ikke ændret udseende siden dengang.
I gamle dage var præstekjolen måske lidt mere som en slags jakke – i dag er det kutyme, at den hæver sig maksimalt syv centimeter fra det gulv, præsten står på.
”Hvad med skoene?” spørger Nikolaj Zeuthen.
Thea Bank bøjer sig ned og tager en skotøjsæske ud fra en hylde nederst i rummet. Den indeholder et par sorte laksko.
Skrædderen fortæller, at hun på et tidspunkt var til gudstjeneste på Vesterbro i København, hvor præsten havde cowboystøvler på.
”På den ene side var det meget fedt, men… Jeg ville nok tage nogle som dem her, bare ikke i lak,” siger hun og peger på skoene, før hun sætter dem ind på hylden igen.
”Hvornår skal den være klar?”, spørger Thea Bank med henvisning til kjolen.
Nu ringer hun for at bestille den i Sønderborg, og så må Nikolaj Zeuthen komme ind og få den tilrettet om en uges tid.
”Ordinationen er søndag den 27. november.”
En præst klæder om
Det er første søndag i advent, frostkoldt og tusmørkegråt omkring Københavns Domkirke, også kaldet Vor Frue Kirke. I dag klokken 17 er der ordinationsgudstjeneste ved biskoppen. En præstekandidat skal tage det sidste skridt.
Præsteordinationer foregår altid i domkirken, og forestås altid ved biskoppen. Som uddannelsesafslutning afviger det en del fra at blive færdig som sygeplejerske eller journalist. Man kan høre præster beskrive det som et ”bryllup med Gud”. Dér er Nikolaj Zeuthen nu ikke helt, men i hvert fald er det en stor dag.
”Skynd jer,” skriver Nikolaj Zeuthen til mig 20 minutter i fem.
”De vil gerne have, jeg klæder om nu.”
I præsteværelset bagerst i kirken står han dog helt rolig og er ved at pakke en skjorte ud af plasticen.
”Det er den dyreste skjorte, jeg nogensinde har købt. Jeg anede ikke, man kunne få skjorter til 1400 kroner,” griner han.
Han har også erstattet de gamle ørkenstøvler med gummisål med et par klassiske herresko i matsort læder.
”Er der nogen hér, der har forstand på manchetknapper?”, spørger han ud i rummet.
Kordegn Birgit Bøgh Sønderris kommer ham hurtigt til undsætning.
Så åbnes døren ud mod kirken, og biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen træder ind i sort velourkåbe.
I en gammel, brun kuffert ligger en præstekjole. Det er ikke Nikolaj Zeuthens egen, for de nåede ikke at få den færdig nede i Sønderborg. Men kjolen er en vigtig del af ritualet i dag, så han har lånt én, der skulle passe nogenlunde. Kordegnen hjælper ham med at få den om skuldrene. Der er måske lidt rigelig plads til ham, bliver de enige om, men umiddelbart ser den ud til at være tilpas lang.
”Er det i orden med længden? Det er noget med syv centimeter?”, spørger Nikolaj Zeuthen henvendt til biskoppen.
Peter Skov-Jakobsen ser bestyrtet ud.
”Syv centimeter?! Kjolen skulle da helst være længere. Syv centimeter er lårkort.”
”Jeg tror, det er fint. Men du skal passe på, når du går op og ned ad trappen. Det kan let gå galt,” advarer biskoppen alvorsfuldt og instruerer Nikolaj Zeuthen i at tage fat i uldstoffet med den ene hånd for at forhindre skosnuden i at komme først.
Til allersidst hjælper kordegnen en stor, hvid skjorte over Nikolaj Zeuthens skuldre, uden på præstekjolen: en såkaldt alba. Det er tradition i Danmark, at præstekandidaten bærer den hvide skjorte under ordinationen, indtil præsteløftet er læst højt. Derefter må albaen tages af.
Nikolaj Zeuthen når også lige at fjerne et hvidt klistermærke fra sin skosål, før døren bliver lukket for journalister og fotografer.
Han har ikke været karrig med sig selv, Nikolaj Zeuthen, men han er lidt blufærdig med det, der nu skal ske.
”Ingen foto under ritualet, nej,” skrev han flere gange. Fotografen må sætte sig på hænderne nede på kirkebænken og lade ham eje dette øjeblik selv.
Domkirken fyldes langsomt med mennesker. Nikolaj Zeuthens far og lillebror er kommet. Hans mor er her også, hun er blevet kørt hertil fra plejehjemmet. Kæresten Maria og de tre børn henter salmebøger og tager plads helt oppe ved alteret.
De hurtige kirkeklokker bliver til langsomme bedeslag. Kirken får sit åndedræt under kontrol. Så åbnes porten.
Han er på vej
Til det brusende orgel går Nikolaj Zeuthen forrest i processionen i sin hvide kappe.
Det er svært at træde frem som troende, når man er vokset op med, at Gud ikke findes. Endnu sværere at stå frem i fuldt ornat foran dem alle sammen, lige nu.
Familien ser på ham, han ser lige frem for sig, mod den lysende Kristusfigur bag alteret i kirken. Biskoppen går ved hans side, og bag dem kommer fem præster. De er her for at hjælpe Nikolaj Zeuthen det sidste stykke vej ind i kaldet.
De første tre kvarter minder om en helt almindelig gudstjeneste. Men så rejser Nikolaj Zeuthen sig og skridter roligt hen foran biskoppen, uden at falde i præstekjolen.
Han knæler foran biskoppen i sin alba. Biskoppen vender sig og citerer Paulus’ ord om kærligheden, der ”finder sig i alt, håber alt og tror alt”.
De ord vil biskoppen lægge ham på sinde, siger han.
Nikolaj Zeuthen bliver siddende med bøjet hoved, mens biskoppen begynder sin tale.
Peter Skov-Jakobsen citerer den walisiske digter R.S. Thomas, der skrev om livet som ”den strenge vinter, hvor vi venter på, at troen skal springe ud som en blomst på sjælens tornede træ”. Men han understreger også, at troen kan findes uden for én selv. At den kan findes i mødet med en andens blik.
Så vender biskoppen sig om igen, og en lille tone, slået an af koret et sted oppe under hvælvingerne, finder vej ind i øregangene.
”Hold håbet op, og hold det udstrakt foran mig/Her er en fremtid, her er liv, han er på vej!”, synger de bløde mandsstemmer.
Koret bærer budskabet i den nyskrevne adventssalme af Zeuthens forfatterkollega Dy Plambeck frem uden hjælp fra andet end kirkens akustik. Præstekandidaten sidder stadig med bøjet hoved, mens ryggen bevæger sig i tunge vejrtrækninger under den hvide skjorte.
”Hold håbet op/Hold det foran mig!”
Der er helt stille i kirken bagefter. Så træder de fem præster frem og stiller sig omkring Zeuthen. Hver især har de medbragt en kort tekst fra Bibelen, som de læser for ham.
Biskoppen læser derpå præsteløftet højt.
”Lover du at gøre alt dette?”, spørger biskoppen.
”Ja,” svarer Nikolaj Zeuthen.
”Så giv mig hånd derpå.”
De fem præster stiller sig nu tæt omkring den stadig knælende Nikolaj Zeuthen og lægger hænderne på hans skuldre og hoved. Så beder de Fadervor.
Da den næste salme er slut, har Nikolaj Zeuthen været ude bagved og smide den hvide alba, der dækkede hans sorte præstekjole. Bagefter står han for nadveren. Hans tre børn er de første, der er oppe hos ham.
Da det hele er slut, hilser Nikolaj Zeuthen på alle ude i våbenhuset.
”Tillykke, Nikolaj,” lyder det igen og igen, når én i køen når hen til ham.
”Der står han jo. I præstekjole,” siger en ældre kvinde og ruller sin kørestol hen til Nikolaj Zeuthen.
”Hej mor,” siger Nikolaj Zeuthen og bøjer sig ned til hende.
Der samler sig hurtigt en flok mennesker omkring ham. Nikolaj Zeuthen går ud bagved og pakker præstekjolen ned i den brune kuffert, før han leder flokken over i bispegården på den anden side af vejen.
Her bliver serveret pindemadder, vin og kage oven på al den højtidelighed.
I en lille, improviseret tale siger Nikolaj Zeuthen, at han er så ”fyldt op af taknemmelighed, kærlighed, visdom og støtte” fra alle de mennesker, der nu står i rummet. Inklusive familien.
Den journalistiske plageånd ville jo gerne stille det sidste spørgsmål, men det er svært at få hul igennem, for alle vil have en snak. Til sidst må hun give op. Nikolaj Zeuthen griner, da han siger farvel.
”Vi ringes bare ved, ikke?”
Efterskrift
Nikolaj Zeuthen fik sin specialsyede præstekjole den 1. december 2022. Han havde den på, da han et par dage senere blev indsat som præst i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg, anden søndag i advent 2022.
Menighedsrådet var ”imponerede” af hans ansøgning. Selv holdt han meget af, at det lykkedes at få en stilling i hans eget nabolag med en menighed af mennesker, han føler, han kender. Og, som han siger, han ”ved, hvor han skal stikke kniven ind”, når han prædiker.
Hans første bisættelse var en såkaldt kommunal bisættelse, hvor afdøde ikke har pårørende til at afholde udgifterne. Det var bevægende at skulle udføre ritualet, siger han.
”Men det gik fint.”
Dette var fjerde og sidste kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 1, kapitel 2, kapitel 3.