Hvor er du vokset op?
Jeg er vokset op her i Halvrimmen i Nordjylland. Vi boede på førstesalen i det yderste hus i byen dengang. Jeg var nummer to af syv børn, og vi boede i en lejlighed på 55 kvadratmeter. Jeg er jo født i 1940, og jeg tænker for tiden meget på de ukrainske børn, som kommer til at opleve en lignende usikkerhed. Selvom jeg var lille, er der meget, jeg husker fra krigen. Vi havde en nabo, som var lam og havde sådan en kørestol, han kunne styre med armene, og ham måtte jeg sidde på skødet af som helt lille. Når vi så kørte forbi de tyske regimenter, der kom gående eller kørende med materiel – hovedvej 11 mellem Thisted og Aalborg var jo en stor forsyningslinje – så sagde han til mig, at jeg ikke skulle være bange for dem, for de gjorde hverken gamle mænd eller børn noget. Så sagde han, at jeg skulle sige højt: "I er fyldt med skidt og lort", og det gjorde jeg så, for jeg sad jo trygt og godt der mellem hans ben.
Hvad er din uddannelse?
Jeg ville egentlig have været bager, fordi jeg var så glad ved wienerbrød og kager. Men jeg havde også en stor passion for fodbold, og det passede jo ikke så godt med at arbejde om natten og om lørdagen og søndagen. Så min far foreslog, at jeg enten kunne tage på landet at tjene eller blive lærling i hans malerforretning. Så jeg gik i malerlære og blev rigtig glad for det, og selvom jeg også har prøvet andre ting og boet i andre dele af landet med min første kone, som er død, så er jeg også vendt tilbage til Halvrimmen og til malerfaget.
Hvad bruger du din tid på?
Så længe, man kan holde sin hånd rolig, er det godt at bruge en malerpensel, så jeg går stadigvæk og maler noget. Mest for ungerne og for vennerne her i byen, og jeg hjælper også nogle, som ikke kan selv. Jeg har altid været meget aktiv for det frivillige område. I idrætsforeningerne og borgerforeningen. Og genbrugsforretningen passer min kone, Marianne, og jeg den sidste lørdag i hver måned, for det kniber med at få folk til at passe butikken om lørdagen. Så der har vi et fint job.
Og nu får vi snart købmanden igen. Vores eneste købmand lukkede i marts, så vi lavede Netværk Halvrimmen 2022, som på 14 dage fik samlet 850.000 ind. Det er fantastisk, at så mange har købt anparter. Og det er anden gang, vi gør det. For 12 år siden gjorde vi det også for at sørge for, at man ikke skal til Brovst for at handle. Vi regner med at kunne åbne købmand igen til november. Hvordan det skal ske, tager vi stilling til henad vejen, men som det første skal vi i hvert fald have lavet butikken i stand. Den trænger i hvert fald til at blive malet udvendig.
Børnebørnene tager selvfølgelig også meget tid. Vi har to i København, tre på Djursland, to i Aabybro og heldigvis også to her i byen.
Hvilke samfundsspørgsmål optager dig mest?
Den frygtelige egoisme, der er blevet i vores tid. I stedet for at vælge fællesskabet, som alle mennesker har brug for, har vi i grunden udviklet os til en flok enere. Alle synes, at de selv er de vigtigste, og at det er dem, der skal stå forrest hele tiden. Jeg synes, det er en slem ting. Det er måske ikke så meget min generation, som det er de næste, men det gælder om at få gode adresser, store biler og de nyeste ting. Men fællesskabet er vigtigere. Det er jo blandt andet det, der gør, at vi ikke mister vores købmandsforretning.
Hvad bekymrer du dig om?
Jeg bekymrer mig i grunden ikke så meget. Men jeg er selvfølgelig ked af, at de små byer rundt omkring bliver affolket, og folk flytter ind til de store byer. Det sker også i vores kommune. For mig at se er det en kedelig udvikling, fordi det liv og den frihed, der er til at leve på forskellige måder, måske lidt mistes. Vi er på vej mod en kedelig ensretning af samfundet.
Hvad er der altid i dit køleskab?
Der er altid smør og så jordbærmarmelade. Fordi jeg tror, det er det, der har gjort, at jeg er blevet 82, at jeg altid har kunnet få et stykke franskbrød med smør og marmelade. Og det bedste er, hvis marmeladen er hjemmelavet. Den laver jeg selv. Vi har et fint stykke have på omkring 600 kvadratmeter. Vores ældste barnebarns mor går op i, at børnene skal leve sundt, det gør mødre jo. Han sagde engang til hende, at det behøvede han ikke, "for se bare på farfar Ole, er han ikke frisk nok? Han spiser jo aldrig andet end smør og jordbærsyltetøj".
Hvad giver dit liv mening?
Det gør troen på, at det bedste i mennesker vinder. Og at vi ikke bare er sat her, fordi der nu lige var plads på det sted. Jeg tror på, at vi har fået bestemt en eller anden gerning i vores liv, og at der er en mening med vores liv.
Hvad tror du på?
At der selvfølgelig er et eller andet efter det her liv. Jeg er selvfølgelig almindelig folkekirkedansker. Måske ikke nogen særlig god kristen, men forhåbentlig et hæderligt, almindeligt menneske, haha.
Hvilke danskere oplever du, at du har mest tilfælles med?
Jeg er liberal og har været Venstre-mand. Et menneske, jeg altid har sat stor pris på, men aldrig mødt, det er Bertel Haarder. Jeg synes, han er et fantastisk godt eksempel på et godt, liberalt menneske med nogle ordentlige holdninger. Ham vil jeg gerne dele fodspor med. Ja, og så Marianne, siger hun her i baggrunden.
Hvilke danskere har du sværest ved at forstå?
De der politikere, som hele tiden skaber fjender. Desværre har vi på begge sider af midten fået partier, som synes, at det enten er for galt at være fattig eller for galt at være rig. Jeg kan ikke sætte mig ind i den der tankegang med, at vi alle sammen skal være ens. Vi er da nødt til at kunne være her, hele bundet.
Jeg har også svært ved at forstå, når jeg er i København og siger goddag til nogen i en opgang. De kender mig selvfølgelig ikke, men så kigger de ligeså forbavset på mig og tænker måske "hvad er det for en idiot, der siger goddag?". Den der fremmedgørelse, som folk oplever i byerne. Det er det samme, hvis man går ned på en legeplads. Børnene leger sammen, men forældrene snakker ikke med hinanden, hvis de ikke kender hinanden. Der synes jeg, det er dejligt i vores by, at vi kommer hinanden ved, også selvom vi ikke altid har en masse fællesnævnere.
Er der mere, du gerne vil fortælle?
Marianne siger, at jeg skal fortælle, at det stort set altid er mig, der som 82-årig laver maden herhjemme. Jeg har aldrig kunnet forstå de mænd, som siger, at når de bliver ene, får de ikke længere varm med. For de kan vel læse? Det er ikke sikkert, sovsen bliver god første gang, men når man har lavet den 30 gange, bliver den den mest fantastiske efter ens egen smag.